Senshin.dk

Jeg har fået mail om at det er tid til at betale hvis jeg vil beholde min hjemmeside for endnu et år. Tænk at jeg har været her på senshin.dk i 2 år! Faktisk har jeg snart blogget i tre år, men altså ikke på eget domæne hele tiden.

Når jeg får sådan en besked får jeg lyst til at gå tilbage i gemmerne, og det gør jeg så. Jeg synes det er så hyggeligt at se hvad jeg skrev for længe siden og se hvilke udvikling jeg har været igennem. Rigtig meget er sket!

Men jeg faldt over et indlæg som er lige så relevant i dag som da jeg skrev det for lidt over 2 år siden. Og jeg må, med en smule skam, indrømme jeg ikke er kommet meget videre end dengang, når det gælder vrede; jeg ved godt den er der, det er konstateret  selvom jeg bliver ved at “glemme” den, men  det med at får den udryddet, som jeg skrev var min intention for 2 år siden, står det lidt sløjt.

Jeg tror jeg skal have lagt den seddel på mit alter igen:

Tilbageblik

Jeg havde stillet nogle spørgsmål til min sensei forleden i en mail og i går fik jeg så svar fra hende, som provokerede mig meget, som virkelig gik dybt ind og som jeg bare ville ønske jeg aldrig havde fået. Men svarene provokerede mig kun så meget, fordi jeg kendte dem i forvejen og ikke havde lyst til at blive mindet om det. Vi kender altid sandheden i forvejen er jeg overbevist om. Sommetider kan vi klare den kommer frem og at se den i øjnene, andre gange stiller hele sindets hær op for at beskytte mod den.

Den mail med de svar omhandlede bl.a. mit ansvar og deltagelse i andres glæde og om at mit ego forhindrer det. Avs! Jeg havde håbet på at få at vide at det er synd for mig at jeg selvfølgelig ikke skal deltage i noget og se andre, når nu jeg ikke har lyst og er såret. Men nej.

Og hele dagen i går og meget af formiddagen i dag gik jeg i hi og lod mine beskyttende soldater gøre deres job så “jeg” kan leve videre og gemme sig bag at jeg har ondt af mig selv. Jeg fik skrevet en lang mail som svar, fyldt med undskyldninger, hvor jeg fortæller om hvor synd det er for mig og jeg derfor bør undtages fra denne sandhed hun så irriterende havde peget på.

Men midt i min selvmedlidenhed fandt jeg en dharmatalk på nettet som virkelig satte gang i tingene igen for mig. Den handlede om tilgivelse og jeg hørte den 2 gange efter hinanden.

Jeg er ved at indse, ellers stik imod mit billede af mig selv, at jeg er vred. Jeg giver andre skylden for alt det jeg har været igennem af svære ting i livet. Jeg er VIRKELIG vred over den måde jeg er behandlet på og det er andres skyld! Hvis ikke jeg var blevet behandlet på den måde og var blevet behandlet godt, med mere kærlighed, opbakning osv. var jeg et andet bedre og lykkeligere menneske. Men jeg er behandlet skidt og derfor lider jeg! …

….Eller lider jeg fordi jeg ikke kan tilgive? Ikke bare andre, men også mig selv for min skrøbelighed? Lider jeg mon så meget, fordi jeg ikke kan tilgive andre deres menneskelighed og dermed også min egen? Fordi jeg ikke vil give slip på forestillingen om at det skulle have været anderledes?

Mit egos beskyttende hær led tab i dag. Min lange mail som modbeviser min søde læres indsigt vil ikke blive sendt. I stedet har jeg lagt en seddel på mit alter hvor der med store bogstaver står: TILGIVELSE og på den anden side af sedlen: = FRIHED!

Min sensei spurgte mig “Hvordan vil du nogensinde kunne frelse alle levende væsner, hvis du ikke engang gider være sammen med dem som elsker dig?”

Af hjertet tak, fordi du er så irriterende Shoken ;-)
Jeg ville ikke undvære det!