One day Ananda, his closest disciple, came up to the Buddha and said: ‘Lord, I think that half of the of the Holy Life is spiritual friendship’ And the Buddha replied: ‘That’s not so; say not so, Ananda. It is not half of the Holy Life, it is the whole of the Holy Life’
Han hedder Buddy og er vores 12 år gamle Amerikanske Cockerspaniel. Vi fik ham da han var 6 år og hans ejer ikke kunne have ham mere og havde afleveret ham på internat. Jeg faldt for ham det øjeblik jeg så ham.
Buddy er sin egen og vores, og det er det! Han er komplet ligeglad med alle andre. Han lever i sin egen verden. Han er noget af det bedste der er sket for mig. Ikke alene er hans kærlighed overvældende (man er aldrig i tvivl om at han synes man er Gud!), men han lærer mig så meget om livet, at jeg betegner ham som min lille private Buddha!
Da vi fik ham opdagede vi med det samme at han ikke reagerer så hurtigt som andre hunde, og han reagerer meget anderledes på alting. Faktisk reagerer han ikke på meget. Han tager måske notits af tingene, men han vælger kun at reagere på det som han kan få glæde af. Hvis han får skæld ud, preller det gerne af, og hvis vores anden hund for ros, opfører han sig som om det var til ham.
Han fik en hjerneblødning for 2 år siden og forrige år blev det, efter lang tids fejldiagnose, konstateret at han har en lidelse i rygsøjlen der gør at den kalker hurtigt til og det går ud over hans ben og han går derfor dårligt og kan sådan set risikere at ikke at kunne gå lige pludseligt. Vi troede ikke vi skulle have ham over julen forrige år og nu kan vi næste ikke forestille os at han ikke skulle blive 14 år! Han har fået hormoner som virker ovenud fantastisk på ham. Nærmest mirakuløst godt!
Buddy er en fighter som kun vælger det gode i livet. Han er den som samler familien når vi har det hårdt eller svært. Han er den der, selvom han har det dårligt, giver kærlighed i så store mængder at man troede det var umuligt og hvis man er syg og ligger i sengen putter han hos dig konstant til du er rask.
Han lader sig aldrig stoppe af fysiske skavanker. Da han næsten ikke kunne gå, og vi måtte lægge gulvtæpper overalt og tage benene af sengen, stod han troligt hver dag og ville ud og gå tur ( og vi måtte løfte ham det meste af vejen) Han mistede aldrig sit humør, selv da han var så dårlig at vi seriøst overvejede aflivning og kun forventede at have ham en dag mere, var hans humør ikke påvirket og hans kærlighed kom stadig i lige store mængder.
Der var engang en der sagde til mig: “Han bliver elsket så meget hos jer, at han ingen grund har til at tage afsted” Jeg tror det er rigtigt. Ingen hund kunne blive forgudet eller elsket mere end ham.
Han giver uendeligt meget fra sig. Han tager det han får det godt af og hænger ikke i det andet. Han er her og nu. Hans dharma er stor!
