Posts Tagged ‘sensei’
Endnu et skridt
Jeg havde stillet nogle spørgsmål til min sensei forleden i en mail og i går fik jeg så svar fra hende, som provokerede mig meget, som virkelig gik dybt ind og som jeg bare ville ønske jeg aldrig havde fået. Men svarene provokerede mig kun så meget, fordi jeg kendte dem i forvejen og ikke havde lyst til at blive mindet om det. Vi kender altid sandheden i forvejen er jeg overbevist om. Sommetider kan vi klare den kommer frem og at se den i øjnene, andre gange stiller hele sindets hær op for at beskytte mod den.
Den mail med de svar omhandlede bl.a. mit ansvar og deltagelse i andres glæde og om at mit ego forhindrer det. Avs! Jeg havde håbet på at få at vide at det er synd for mig at jeg selvfølgelig ikke skal deltage i noget og se andre, når nu jeg ikke har lyst og er såret. Men nej.
Og hele dagen i går og meget af formiddagen i dag gik jeg i hi og lod mine beskyttende soldater gøre deres job så “jeg” kan leve videre og gemme sig bag at jeg har ondt af mig selv. Jeg fik skrevet en lang mail som svar, fyldt med undskyldninger, hvor jeg fortæller om hvor synd det er for mig og jeg derfor bør undtages fra denne sandhed hun så irriterende havde peget på.
Men midt i min selvmedlidenhed fandt jeg en dharmatalk på nettet som virkelig satte gang i tingene igen for mig. Den handlede om tilgivelse og jeg hørte den 2 gange efter hinanden.
Jeg er ved at indse, ellers stik imod mit billede af mig selv, at jeg er vred. Jeg giver andre skylden for alt det jeg har været igennem af svære ting i livet. Jeg er VIRKELIG vred over den måde jeg er behandlet på og det er andres skyld! Hvis ikke jeg var blevet behandlet på den måde og var blevet behandlet godt, med mere kærlighed, opbakning osv. var jeg et andet bedre og lykkeligere menneske. Men jeg er behandlet skidt og derfor lider jeg! …
….Eller lider jeg fordi jeg ikke kan tilgive? Ikke bare andre, men også mig selv for min skrøbelighed? Lider jeg mon så meget, fordi jeg ikke kan tilgive andre deres menneskelighed og dermed også min egen? Fordi jeg ikke vil give slip på forestillingen om at det skulle have været anderledes?
Mit egos beskyttende hær led tab i dag. Min lange mail som modbeviser min søde læres indsigt vil ikke blive sendt. I stedet har jeg lagt en seddel på mit alter hvor der med store bogstaver står: TILGIVELSE og på den anden side af sedlen: = FRIHED!
Min sensei spurgte mig “Hvordan vil du nogensinde kunne frelse alle levende væsner, hvis du ikke engang gider være sammen med dem som elsker dig?”
Af hjertet tak, fordi du er så irriterende Shoken ;-)
Jeg ville ikke undvære det!
Min sensei

Jeg savner min lærer. Det gør jeg ofte og jeg har prøvet at lokke hende til at bo i denne del af landet, desværre uden held. Jeg har endda tilbudt at købe min nabos hus til hende og lovet nougatmus hver dag.
Jeg har også prøvet at overtale min mand til at flytte til Sjælland, men han er heller ikke til at arbejde med. Det var nemmere hvis jeg ikke savnede, men hun betyder meget for mig så det er svært andet.
Hun er lærer/veninde/mor/hånden det peger mod månen/ irriterende/vidunderlig udramatisk/overbærende/omsorgsfuld. Hun er i det hele taget en hel masse for mig.
Jeg driller hende sommetider en del, så det kan det måske se ud som om jeg mangler respekt , men det er bestemt ikke tilfældet. Jeg nære stor respekt for hende! (og det er derfor jeg gider drille hende).
Jeg har på kort tid oplevet hende være den samme søde sensei overfor mig uanset hvilke grimme ting jeg har blotlagt eller hvor mange kæle e-mails jeg har sendt hende. Hun er altid støttende, opbakkende, opløftende og ikke mindst afdramatiserende (og det er nødvendigt hvis man kender mig!) Hun siger tingene som de er på og så har hun (desværre altid) irriterende ret. Hendes tålmodighed med mig og tro på mig er stor og min tiltro til hende er mindst lige så stor.
Hun gør utrolig meget for dharmaen, for andre, hun er hele tiden i gang, hun er en dedikeret mor, præst i konstant træning og har samtidig overskud til andre og krævende mig. Det er mig uforståeligt hvordan hun klare det hele. Men jeg er dybt taknemmelig!
Et forhold sensei og elev imellem er anderledes en andre forhold. Det er ikke et traditionelt venskab. Jeg vil aldrig kunne være den skulder for hende hun er for mig, selvom jeg hellere end gerne ville, så har hun sin sensei til det. Jeg får og får fra hende og jeg kan ikke gøre mere end sige tak og give det videre til andre når jeg formår det. Det kan være svært ikke at have et sædvanligt forhold og bare være den der kræver og får, men det giver mig også en tro og et bevis på det gode i mennesket som jeg har behov for!
Jeg kan give det videre til en anden en dag, og det vil være tak nok for Shoken, ved jeg.
Men i mellem tiden kan jeg vise hende min taknemmelighed og tiltro, selvom det er så lidt i forhold til hvad jeg får, og det gør jeg hellere end gerne.
Tak for din tålmodighed, kærlighed og tro på mig. Tak fordi du vidergiver dharmaen til mig. Du er en uvurderlig gave!
Dyb gassho
Senshin.