Senshin.dk

Posts Tagged ‘religion’

Jeg elsker min praksis, både den formelle og uformelle og mit arbejde med buddhismen; det er det som jeg vil med mit liv. Der ligger uden tvivl en masse drive i det, som får mig hen på puden, men det viser sig af og til at det bare ikke er helt nok, at selvom jeg elsker at praktisere og kan se hvor meget det gavner mit liv og dem omkring mig, så er der bare tider hvor jeg alligevel har sværere ved at få taget mig sammen til at sætte mig, sværere ved at få skrevet den artikel eller læst den bog. Og jeg tror de fleste kender det, selv de mere erfarne praktiserende; selvom man har en dedikeret praksis og generelt er god til at få sat sig, så kan det altså stadig ske at det er svært at stå i mod et sind der keder sig og lige kan se det frygtelig smarte i at se en film eller læse en bog i stedet for at overholde aftalen med sig selv om at sidde.

Jeg blev en dag spurgt ”Hvordan holder du motivationen oppe for din praksis?” og mit svar var ” Andres lidelse og Bodhisattva løfterne.  At jeg ikke kun praktiserer for at ende egen dukkha”

Når man tager tilflugt i Tendai tager man, udover de fem forskrifter, også Bodhisattva løfterne. Vi reciterer dem ofte til sanghamøder og på retreats. Nogle reciterer dem endda hver dag efter praksis. Bodhisattva vejen er central i Mahayana, det er den hele retningen er grundlagt på. Alligevel er det min oplevelse og egen erfaring at det ofte glemmes i det daglige. Vi sætte os på puden fordi vi vil have det bedre, fordi det hjælper på søvnrytmen og fordi vi ønsker ro og balance i vores liv, og det er alt sammen meget fine ting at ønske, men hvis ikke vi husker vores løfter om at frelse alle levende væsner og glemmer at arbejde på at udvikle bodhicitta kan det virkelig være op ad bakke meget af vejen og meget lettere at springe over hvor gæret er lavest! Hvis jeg kun er ansvarlig for at jeg bliver lykkelig, hvorfor skulle jeg så ikke bare smide mig på sofaen, se film og spise pizza? Det er jo indlysende at det er det der gør mig glad lige nu, og efter det er der et nyt behov jeg kan bare dække for at blive glad. Det giver en helt anden mening at sætte sig på puden og huske at gøre tingene med omtanke i hverdagen, når man har tanke på at gøre det for andre, med følelsen af ansvar i hjertet, i erkendelse af at der ikke er grænser mellem dig og mig og at vi alle er dybt forbundne og afhængige af hinanden.

Det kan måske virke lidt uoverskueligt det med at ‘frelse alle levende væsner’, så kan man lægge ud med at sætte sig for dem i den umiddelbare nærhed; familie og dine venner. Tænk hvor meget vi alene påvirker dem nær os og tænk så hvor langt ud vi kan påvirke og have indflydelse på andre med vores praksis. Man behøver ikke leve som munk eller blive præst for at nå ud til andre og give Dharmaen videre. Det kan gøres med et smil, med medfølelse, en hjælpende hånd hvor som helst. Og når nogen spørger indtil vores religion eller hvad vi laver når vi sætter os på puden, så skal vi ikke være nærige med at dele ud. Tænk hvilken gave det er at give. Det kan være lige dér et frø sås i et andet menneske.

For at udvikle den dybe forståelse af hvor vigtig den bodhicitta vi allerede har i os er at dyrke, kan man meditere på De Fire Uendelige Dyder;  se hvordan andre lider som os, se hvordan medfølelse og deltagende glæde er vejen og opleve at sindsro ikke kun gavner en selv, men ultimativt vil gavne alle.

Når vi udvikler bodhicitta og tager vores Bodhisattva løfter højtideligt er det nemmere at tage sin praksis højtidelig, sætte større pris på den og nemmere at huske at vejen ikke kun er for os der allerede er på den.

Når man vælger at træde ind på den buddhistiske vej, er at det ikke er let at beholde gamle ideer, indgroede forestillinger og “viden” om livet. De fleste af os er vokset op i et samfund hvor vi lærer SÅ meget der går direkte imod buddhistisk filosofi. Og det er selvfølgelig ikke nemt at ryste af sig og det skal det heller ikke være. Hvis det var nemt, hvad skulle vi så lære fra?

Vi lærer bl.a fra barns ben; at hvis vi skal være rige (og det skal man jo!) så skal vi passe på vores penge og ting. Ikke give for mange bort, værdsætte ting. Ikke at give mere end nødvendigt. I buddhismen lærer vi at rigdom er at give. Både penge og ting, men også tid og arbejde. Og at gøre det med hjertet. Og det kan være yderst svært når man, som de fleste af os, er vokset op med at skulle passe på sine “værdier”. Men når vi giver dana, giver vi ikke kun til andre. Vi giver lige så meget til os selv.

Hvordan kan vi nogensinde blive rigtig lykkelige hvis andre lider? Vi ved jo godt at vi er uadskillelige, at vi er af samme åndedrag. At uden ‘dig’ var ‘jeg’ her heller ikke. Ved at give dana giver vi for at andre kan finde den sti som vi allerede går på, for at de kan følges med os mod frihed og lykke,og så er vi heller ikke ensomme på den vej der sommetider føles stejl. At give dana er øvelse i at give slip på tilknytninger ikke mindst og på den grådighed som vi i buddhismen kender som en af de tre gifte.

Hvad kan danapraksis være?

Udover at give penge til sanghaen og dermed til at buddhismen kan blive givet videre, er det også at give sin tid og arbejde. F.eks at give sin tid til at undervise andre i meditation, at give sin tid til at hjælpe med rengøring i hondoen/meditationsrummet, at give blomster til alteret, at hjælpe andre med deres udgivelser af bøger, blade og andet. Selv udgive en bog eller andet der gør buddhismen tilgængelig for andre, f.eks skrive artikler. At give de ting man ikke længere selv skal bruge til sanghaen, hvis det er noget den mangler. At give sin tid til at hjælpe med hjemmesider og andet. Der er rigtig mange måder at give dana på. Selv har jeg et nogle gange givet dana når jeg haft rigtig ondt af mig selv for ikke at kunne købe den smukke dyre taske jeg ønskede mig, blot for at se om jeg virkelig bliver fattigere ved at give af det jeg trods alt havde. Har jeg råd til endnu en cd, til endnu en biotur, endnu en cafetur, jeans par nummer 10 har jeg også råd til at give dana. Hvis ikke, så prioriterer jeg forkert. Det er ikke altid jeg husker det, men sådan vil jeg gerne minde mig selv om det.

Den der giver er rig. Du behøver ikke tro på mig, undersøg det hellere for dig selv.

Jeg skulle aldrig være religiøs, aldrig! Religion var for svage mennesker uden tro på sig selv, og en af dem var……jeg. Ok så, men jeg skulle i hvert fald alligevel ikke være religiøs, for så ville det da vælte helt! Se bare på krigene rundt om i verden. De er religionens skyld….

Det var for 2 år siden. I dag er jeg blevet accepteret som kozo og tager til sommer på gyo i USA, for at undergå buddhistisk præstetræning.

Det viser jo bare hvor lidt man kan regne livet ud og hvor meget vi kan ændre os, selvom vi går rundt med en helt fast ide om hvem vi er og hvad vi vil.

Og hvorfor så præstetræning for mig? Hvorfor var det ikke nok at leve som lægbuddhist med en meditationspraksis?

Ja, sådan kunne det også være blevet og det havde også været rigtig godt for mit liv. Men den dag jeg trådte ind i hondoen for første gang og overværede Shoken lave en ceremoni, vidste jeg bare at jeg gerne ville sidde der en dag. Jeg elskede ceremoni og alt det fremmede omkring det fra start; alle fagterne, alle ordene og hele stemningen. Så der var kimen lagt. Men at kunne tænke sig at lave ceremonier er jo ikke det eneste der skal til for at ønske at vie sit liv til et præsteskab.

Jeg fandt rigtig hurtigt ud af at buddhismen var vejen for mig og at jo mere jeg praktiserede jo bedre fik jeg det i forhold til mig selv og alt og alle omkring mig. Jeg kastede mig over praksis, som gjaldt det livet og jeg er aldrig brændte ud. Jeg har naturligvis mine downperioder, som de fleste har i praksis, men de tager ikke modet eller lysten fra mig. Når jeg har det dårligt og ikke gider praksis, så har jeg altid gjort det alligevel, for jeg synes ærlig talt at jeg har fået nok af dukkha.

En dag, da jeg gik en tur, slog det mig bare som et lyn fra en klar himmel; ”der er ingen grund til at jeg gør alt det jeg gør, hvis ikke jeg giver det videre til andre!”  Det gav lige pludselig bare ikke mening for mig mere ”kun” at gøre det for at jeg og min nærmeste kreds skulle have det godt. Overhovedet. Det slog mig hårdt og det satte sig i mit hjerte. Og så var der bare ingen vej tilbage. Jeg vidste da at præstetræning var det jeg absolut måtte. Jeg ville give det videre på den måde. Det gav mening som intet andet har givet mening for mig.

Og nu tager jeg så afsted til sommer og jeg er startet i min træning. Det har ikke været ligetil. Jeg havde ikke den opbakning jeg ønskede eller midlerne til det fra start. Men jeg vidste det var det jeg ville uanset hvad, så på en eller anden måde er det lykkedes mig at få begge.

Livet tager os steder hen som vi aldrig havde drømt om. Vi kan bare arbejde på at være åbne for det og tage imod og turde give slip på gamle indgroede ideer om hvem vi er og hvad vi skal.

———————————-

(Jeg postede dette indlæg i det sidste nyhedsbrev fra Tendai Danmark.
Kunne du tænke dig at få vores nyhedsbrev hver anden måned kan du gratis  melde dig ind her )