Senshin.dk

Efter at have siddet i dag, begyndte jeg at skrive en sms til min lærer. Hun er så urimelig at hun sidder på en paradisstrand langt langt væk ;-) Sms’en endte med at være et lille digt. Efter overvejelse bestemte jeg mig dog for ikke at sende den til hende. Hun ville efter at have læst det, helt forståeligt, have troet jeg endelig var endt på stoffer og jeg havde tabt sutten helt. Jeg bekymrer hende sikkert nok til daglig, så jeg synes hun skal have lov at nyde stranden uden at skulle bekymre sig om mit eventuelle misbrug i dag.

Det vil jeg lade jer om istedet. Men lov mig ikke at bruge for mange kræfter på det!
Sms til min lærer:

Jeg trækker tæppet væk under mig igen og igen.
Ikke meget kan føles så skræmmende. Ikke meget betyder så meget.

Dharmaen er uden for ord, men i hvert eneste.
Jeg har intet jeg kan regne med, end ikke dig.
Og alligevel er du alt jeg nogensinde har brug for.
Jeg er dybt taknemmelig, og du er et udtryk for det.

At prøve at give mening er forgæves, men alt jeg gøre.
Det er hverken smukt eller grimt.
Det er heller ikke ikke smukt eller grimt.

Buddha har aldrig eksisteret. Han ånder.
Vi er i hver en porre af hans ansigt.
Disse ord vil altid kun være det.

Udtryk for dig. Udtryk for ham.

Sms slut.

Disse ord gav masser af mening da de blev formet. Den forsvandt lige så hurtigt igen. Men det du læser i dem er lige så gyldigt. Lad dem være et udtryk for det øjeblik du læste dem. Det er alt de kan være.

Og lad dette være en reminder om hvad for meget meditation kan gøre ved et sind der keder sig ;-)

Ps. Jeg har det godt. Om lidt spiser jeg Ben&Jerry’s, så lidt velforvaret er jeg dog stadig.

Sneglen herunder hilste jeg på i går. Han har intet med indlægget at gøre, men jeg tænker han giver lidt mening til det ;-)

Og så har jeg vist brugt min kvote af blinkende smilies for idag ;-)
(nå, det havde jeg så ikke)

Det meste af mit liv har jeg været uærlig over for de mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg har altid troet, at hvis folk kendte den jeg virkelige var, ville de ikke bryde sig om mig og forlade mig …. Jeg tænker det stadig fra tid til anden, men som min praksis er blevet dybere er jeg ikke så bange mere. Jeg har opdaget at jo mere jeg viser af den rigtige “mig”, jo mere tør andre vise mig hvem de er, og jo mere indser jeg at det vi kalder uperfekt virkelig er perfekt.

Det har givet mig lyst til at være så ærlig som jeg nu kan være, overfor mig selv, overfor mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg tror på at jo mere ærlig jeg er, jo bedre hjælper jeg andre på Buddhaens Vej. Men det er langt fra nemt hele tiden! Jeg har haft pænt store ting gemt væk, som kan være svære for andre at se, især min familie.

Men det der virkelig er noget af det sværeste for mig personligt, synes måske ikke så svært for andre, og det kan få mig til at virke overfladisk. Men det er nu engang en af de ting for mig der virkelig er svære at give slip på. Jeg har været ærlig om at jeg har ADHD, at jeg er blevet dårlig behandlet, har haft spiseforstyrrelser og om en masse andre svære ting i mit liv, men hvad der virkelig er det sværeste for mig personligt til daglig, hvad der kan synes som en lille ting for andre, er at miste mit udseende, og at være ærlig overfor mig selv om hvordan jeg virkelig ser ud.

Jeg var godt nok aldrig den smukkeste pige i skolen, ikke engang i min klasse, eller bare blandt dem jeg hang ud med, men jeg var ikke grim, og drengene kunne lide mig fra en tidlig alder. Min mor lod mig gå med makeup fra jeg var 11 år, og hun har altid opmuntret mig til at gå på slankekure. Sikkert på grund af min ADHD, var jeg ikke god i skolen, og fordi jeg var “kraftig bygget” kom jeg ikke ind på Den Kongelige Ballet skole, selvom jeg prøvede flere gange og var en god danser. Jeg har aldrig været bedst til noget, men jeg var god til at få drengenes opmærksomhed, allerede fra jeg var 13. Jeg var bedre end de fleste piger jeg kendte. Og det siger vel sig selv, at jeg var yderst upopulær blandt de andre piger. I dag ønsker jeg, selvfølgelig, at jeg ville have fået opmærksomhed for noget andet, men dengang var jeg bare glad for at få opmærksomhed, og da jeg stadig var et barn, vidste jeg ikke bedre og slet ikke hvad det ville betyde for mig.

Jeg husker stadig, hvor stolt jeg var, da den mest populære fyr i byen, der var 17, kiggede på mig en enkelt gang og sagde: “wow, hvem er du, og hvorfor har vi ikke mødtes før?” Han kyssede mig måske 30 min. senere, og jeg var i syvende himmel.

Jeg husker stadig, hvordan den mest populære pige i klassen gjorde mig flov foran de andre, da hun tog sin taske, fordi hun ikke vil sidde ved siden af ​​mig længere, gav mig en blik fyldt med harme og gik ned for at sætte sig bagerst i klassen, fordi hendes kæreste, to dage før, havde fortalt mig at han ville slå op med hende, så han kunne sove med mig. Han slog selvfølgelig ikke op med med hende, men fortalte hende, at jeg havde lagt an på ham. Jeg blev hadet af næsten hver eneste pige i klassen, lige siden.

Desværre fandt jeg aldrig noget jeg var sådan rigtig god til, udover at få drenge. I begyndelsen af ​​tyverne mødte jeg den første fyr, der fortalte mig at jeg ikke var smuk nok, og det startede 12 års spiseforstyrrelser, og en tid hvor jeg lod folk behandler mig som skidt, bare for at jeg kunne føle mig speciel. Den mand jeg gift med nu (men skal skilles fra) faldt for mit udseende, og i dag kan han finde på at fortælle mig at jeg ikke er pæn, fordi jeg ikke ligner pigerne på MTV. Jeg er 37 og skal ikke ligne dem. Det skal ingen! Det er tv, ikke virkelighed! Min mor kritiserer mit udseende, hver gang jeg ser hende. Hun fortæller mig enten at jeg har taget på i vægt, eller at mine hænder eller ben ser mærkelig ud, eller at solskaderne i mit ansigt får mig til at ligne en der er blevet slået (jeg har sikkert fået dem, fordi hun tog mig med i solcenter fra jeg var 11 år gammel)

Jeg fortæller det ikke for at nogen skal få ondt af mig. Jeg er voksen nu, og jeg lærer folk hvordan man behandler mig. Bare fordi nogen har sagt dårlige ting til mig, er det stadig op til mig selv at vælge at give slip, og ikke holde fast på deres dukkha.

Men jeg har ikke givet slip. Og år med spiseforstyrrelser og hårde tider har gjort at jeg ser ældre ud end jeg er. Nej, ikke på billeder. De billeder jeg vælger at vise online, er de bedste af mig, og de viser ikke alle mine rynker og alle de solskader jeg har i hele mit ansigt. Jeg har meget uren hud og uden makeup ser jeg ud til at være tættere på 50 end 35. Men det ses ikke på mine online billeder. Og jeg føler tit at jeg snyder de mennesker der er rare nok at fortælle mig jeg er køn eller endda smuk. Jeg er ikke smuk overhovedet! Jeg er bare køn når jeg har makeup på og når jeg hæver mit hoved så min dobbelthage ikke vises, og lyset er lige tilpas, så man ikke ser min dårlige hud. Jeg snyder alle. Det føles sådan.

Nu behøver jeg ikke have alle drengene rendende efter mig mere ;-) Jeg har fundet buddhismen og det er hvad jeg elsker, og hvad jeg elsker at give videre. Jeg er ikke engang sikker på jeg gider mænd længere (okay, man kan selvfølgelig ikke bestemme om man forelsker sig), men jeg behøver ikke at have denne “pretty girl” facade længere, men det lader til at jeg bare ikke tør give slip! Og jeg elsker stadig når folk fortæller mig at jeg ser dejlig ud. Folk i det virkelige liv gør det næsten aldrig, sandsynligvis fordi de ser alt hvad der skjuler sig på billeder. Og når folk online fortæller mig at jeg køn, bliver jeg rigtig glad til at begynde med, men så får jeg det skidt. Jeg er ikke køn som jeg var engang, jeg ser ældre ud end de fleste på min alder, jeg er nødt til at gå med en masse makeup for at dække mine solskader og hvis jeg smiler har jeg 600 rynker mere end min lærer, der er 10 år ældre end mig! Mine tænder er ved at blive gule, mit hår ved at blive gråt, og jeg farver det. Jeg ser ikke køn ud i det virkelige liv. Overhovedet.

Jeg ville ønske jeg var helt okay med det, og bare kunne være glad for de komplimenter jeg får, men det er jeg ikke, og det bliver jeg ikke. Hver dag er jeg ked af hvor gammel jeg ser ud. Hver dag føler jeg at jeg snyder folk med min makeup og få gode billeder, udvalgt fra 100 andre dårlige.

Det vil tage lang tid. Det vil ikke gå den “rigtige vej”, jeg vil se ældre og ældre ud, fordi det er hvad jeg vil være! Og det kan godt være jeg er en str. 36 og kan gå i skinny jeans, men min krop er træt og blød, ikke ung og sprød. Når jeg slappe af derhjemme ligner jeg nærmere en på 50, ikke en på 37. Jeg har dobbelthage og poser under øjnene. Jeg har ikke lyst til at lyve for mig selv og alle andre mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være. Ligesom resten af verden, ønsker jeg ikke at se at ægte skønhed er i alt, ikke bare i hvad der ser ungt ud.

Og det er dukkha!
Ikke at ville se ting, som de virkelig er.

Hver gang nogen siger til mig at de ikke tror de kan blive en buddha i dette liv, og det sker fra tid til anden, bliver jeg dybt ulykkelig. Og ja, jeg er ualmindelig dramatisk anlagt og kan blæse alt op, men det her er den slags ulykkelig som jeg virkelig ved er ægte og dybtfølt, og jeg tager det meget personligt.

Grunden til at folk ikke tror de kan gøre det i dette liv, er at de mener deres karma er for dårlig til at det kan ske. “Du skulle bare vide hvad jeg bærer rundt på af bagage og har været igennem” siger de til mig. “Det gør mig SÅ ondt at du tror du skal gøre dig fortjent til oplysning”, var mit seneste svar. Og det gør mig virkelig ondt! Tænk at tro at man er så dårligt et menneske at man ikke skulle kunne nå lykke og frihed, at man tror man er fanget i dukkha og ikke har muligheden for at ændre det.

Lad mig slå en ting fast, hvis der skulle læse nogen med her, der tænker det samme; At opnå en menneskelig genfødsel er et tydeligt tegn på god karma (god karma=hensigtsmæssig karma)! Tænk engang hvad det har taget at kommet til et liv hvor din bevidsthed er så stor. Du kunne være blevet en regnorm, uden nogen ide om hvad der er op og ned. Det er en velsignelse større en nogen anden at være menneske, for det betyder at du har den fulde frihed til hvert øjeblik at vågne op. At nå fuld oplysning.

Oplysning er et valg, ikke noget du skal gøre dig fortjent til! Oplysning er ikke en aller anden mystisk tilstand, som kun kan opnås ved at man er helt særlig, eller at man gør helt særlige ting. Oplysning er at se ting som ting er, ikke andet! Hvorfor skulle man dog kunne gøre sig særlig fortjent til det? Man kan hjælpe det på vej uden tvivl, men at vågne tager et øjeblik, og kræver ikke du angre på dine knæ i 1000 år. Det kræver mod til at give slip på alt det du tror du ved. Og at give slip er ikke svært, selvom jeg hører det hele tiden.

Nej! at give slip er ikke svært overhovedet. Det er en total ‘ikke-ting’ som min lærer altid siger. Du lader bare være at holde fast mere. Det er ikke svært, det der derimod ER svært, er beslutningen om at give slip! Hvorfor? Fordi det vi holder fast ved, har virket for os indtil videre og vi får noget ud af det. Det er langt fra sikkert det er hensigtsmæssigt (det er der faktisk intet vi holder fast i der er), men noget får vi ud af det, eller holdt vi ikke fast. Beslutningen er svær, men ikke at give slip!

Forleden skrev jeg ganske kort min historie på Twitter: Jeg er blevet bortadopteret, jeg er blevet psykisk og fysisk misbrugt af familie, blevet psykisk og fysisk misbrugt af kærester, jeg er blevet bedøvet og seksuelt misbrugt, jeg har haft bulimi og anoreksi, jeg har været på randen til selvmord, jeg har haft svær social angst, general angst og dødsangst. Så mødte jeg min lærer og Dharmaen. I dag står jeg overfor skilsmisse, at miste næsten alt jeg ejer og har fundet ud af jeg har ADHD, og jeg har aldrig været lykkeligere! Jeg leder en dejlig lille sangha og får min første ordination i år, efter kun kort tid som buddhist. Så vær sød at begynd at praktiser og hold aldrig nogen sinde op med det!

Og vær sød aldrig nogen sinde at tvivle på at du i dette enestående liv, med alle dets kampe, “nederlag” og svære tider KAN blive en buddha! Det er ikke en præmie kun de “aller bedste” vinder. Det er dit valg.

” Every suffering is a buddha-seed, because suffering impels mortals to seek wisdom.”

-Bodhidharma

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

Vi kender alle sammen mennesker som kan være yderst kritiske overfor os. Ofte er vi selv den person. Men lige så ofte er det mennesker som vi elsker, som vi lever tæt på eller sammen med.

Det er forholdsvis nemt at se løsningen på vores selvkritik. Det er “bare” at holde op med at være det. Så snart vi høre den kritiske stemme i hovedet, bestemmer vi os for ikke at lytte. Det er nemt at lade være at lytte, det er beslutningen om det der er svær (!). Men det kan lade sig gøre, med en fast beslutning og masser og masser af øvelse.

Men hvad hvis den der er hård ved os er en som vi er tæt på og som vi måske elsker? Det er ikke lige sådan at få dem til at tie stille, er det?

Der er ingen tvivl om at vi lærer andre folk hvordan de skal behandle os. Og vil vi have de skal behandle os anderledes, må vi fortælle det. Ingen kan gætte sig til at de såre os, især ikke hvis vi har ladet dem gøre det i årevis! Og igen må vi øve os; åbne munden og få det sagt. Ofte er vi så vandt til at høre bemærkningerne at vi mærker nok stikket når de bliver afleveret, men hurtigt har glemt det igen. Men det gør ikke personens handling mere ok!

Når vi formidler det, for det skal vi (vi skal ikke – fordi vi er buddhister- lade andre behandle os, og dermed dem selv, uhensigtsmæssigt) så skal vi være klare og tydelige og gode til at sortere fra. Vi skal formulere hvad der er uhensigtsmæssig, hvad det gør ved os og ikke mere! Lad være at putte en masse smat på af følelser og tanker. Aflever beskeden og forvent så at den bliver taget til efterretning. Hvis den ikke gør, så giv den klart og tydeligt igen uden vrede, uden sårede følelser. Det er alt hvad vi kan gøre.

Eller, det er ikke sandt; vi kan gøre andre den tjeneste at vise dem hvordan vi behandler os pænt, ved at behandle os selv pænt og ved at behandle dem pænt. Går du og er selvkritisk er det, desværre, en invitation til andre til at gøre det samme. Så lad være med det. Og lad være at være hård ved andre.

Men hvad så hvis vedkommen ikke vil høre; hvad hvis den du holder af er SÅ fanget i sit kritiske mønster at vedkommen ikke kan se det, uanset hvor klart vi ellers formulerer os?

Så er vi nødt til at tage en anden beslutning,  en der beskytter os så meget som muligt. Beslutningen handler ikke om at fjerne os og krybe i skjul, men om at lade være at tage kritikken ind. Det kan lyder sværere end at lade være at lytte til egen selvkritik, men det er det ikke. Det kræver øvelse og en beslutning om ikke at lade vedkommens lidelse vokse, ved at at to skal bære rundt på den. Det bliver den ikke lettere af!

Ingen er kritiske eller onde fordi de har det godt. Ingen! Vi skal have stor medfølelse med mennesker der lider så meget at de åbner munden og deler det ud til os. Men igen; stor medfølelse betyder ikke vi tager imod.

Vi kan ikke tvinge nogen til at holde mund. Vi kan derimod godt bestemme os for ikke at tage det ind. Sådan hjælper vi også bedst den anden; at lade være at sprede vedkommens lidelse yderligere. Det er vedkommens valgt om han vil blive ved, men det er ultimativt dit valg om du gider tage vedkommens dukkha med dig,  gøre den til din og bære rundt på den.

Da jeg begyndte at interessere mig for buddhisme havde jeg en ide om hvad en buddhist var og hvordan sådan en handler og (især) ikke handler. Jeg ser det også hos andre nye til buddhismen, og det er helt naturligt. Vi går ind til noget helt anderledes og skræmmende og vi forsøger derfor at forberede os, så vi danner ideer om hvordan tingene er, for at være lidt på forkant med det hele. De fleste der kommer til buddhismen har set Dalai Lama på tv. Han ser jo venlig og rar ud og taler om medfølelse og lader ikke til at såre nogen eller lade ego råde. Jeg så ham også og jeg fik så ideen om at sådan er buddhister! Spørg lige om jeg fik jeg et chok da jeg bevægede mig ind i den buddhistiske verden på nettet. Her sad mennesker som kaldte sig buddhister, nogle var endda ordinerede, og diskuterede, sommetider i en mindre end pæn tone. Sommetider tonen ligefrem ubehagelig og det stred mod mine overbevisninger og forventninger. Så jeg smuttede igen. Det var nu nok bare dem, på dét sted på nettet, den var gal med. For gal var den da, når buddhister sådan kunne være som alle andre! Min tolkning af hvordan en buddhist opførte sig fejlede i hvert fald ingenting; Hvorfor blive buddhist, hvis man ikke gad opføre sig ordentligt?!

Men som tiden gik var jeg jo nødt til at se det i øjnene, selvom jeg bestemt ikke havde lyst; Buddhister er som alle andre mennesker. Buddhister lider, de oplever dukkha, de er i samsara. Hvis ikke, var de ikke buddhister, så var de Buddhaer.

Og jeg var ikke bare var skuffet over at andre buddhister ikke kunne tale ordentligt til hinanden og sommetider led under deres ego, Jeg var også skuffet over mig selv! Nu havde jeg taget et valg og så var intet ændret, min intention var godt nok bedre, men mine handlinger og begrundelserne for dem var stadig tvivlsomme. Jeg opførte mig ikke meget som jeg havde forventet. Jeg sad på puden og så gik jeg umiddelbart efter ud og sårede folk, eller blev irriteret ovre en bagatel.
Jeg regnede ganske enkelt med at få timers praksis ville gøre en kæmpe forskel i mit liv og jeg ville være et meget bedre menneske. Jeg husker jeg skrev tit og ofte til Shomon og var skuffet over mig selv. Selvfølgelig handlede det om at jeg endnu ikke havde udviklet medfølelse med mig selv og om at jeg virkelig ønskede tingene bedre. Men det handlede også, set i bagkundskabens klare lys, om dovenskab og om begær. Jeg ville have det hele nu, og det skulle komme til mig let; få timer på puden skulle give tydelig udslag i min gøren og laden. Og hvis ikke det skete, var det nok fordi det i virkeligheden ikke hjalp mig.

Men virkeligheden er jo, at vi kommer med mindst et hel livs karma. Sandheden er at den ikke bare lige ændres af få timer på puden, og sandheden er også at de forventninger vi stiller op om hvad buddhismen er, hvad en buddhist gør, kan se ud som en hindring, men i virkeligheden er et vigtig skridt på vejen. Frustrationerne over at andre ikke opføre sig som buddhister, fordi de bliver vrede eller irriterede, frustrationerne over at man selv kan blive ked af det og ikke kommer langt nok hurtigt nok, og ønsket om at karma ændres over natten, er alt sammen en del af vejen. Det er måske ikke til at se mens man står i det som helt ny, men med tid og øvelse i at observere sindets natur, giver det rigtig god mening at buddhister opføre sig som alle andre! En buddhist er en der øver sig. Og også her gælder det at øvelse gør mester. Men ingen øvelse uden fejltagelse. Det er fejltagelserne der er vejen. Det at øve sig i at rumme at være menneske, med alt hvad det indebære, er vejen.