Senshin.dk

Efter at have siddet i dag, begyndte jeg at skrive en sms til min lærer. Hun er så urimelig at hun sidder på en paradisstrand langt langt væk ;-) Sms’en endte med at være et lille digt. Efter overvejelse bestemte jeg mig dog for ikke at sende den til hende. Hun ville efter at have læst det, helt forståeligt, have troet jeg endelig var endt på stoffer og jeg havde tabt sutten helt. Jeg bekymrer hende sikkert nok til daglig, så jeg synes hun skal have lov at nyde stranden uden at skulle bekymre sig om mit eventuelle misbrug i dag.

Det vil jeg lade jer om istedet. Men lov mig ikke at bruge for mange kræfter på det!
Sms til min lærer:

Jeg trækker tæppet væk under mig igen og igen.
Ikke meget kan føles så skræmmende. Ikke meget betyder så meget.

Dharmaen er uden for ord, men i hvert eneste.
Jeg har intet jeg kan regne med, end ikke dig.
Og alligevel er du alt jeg nogensinde har brug for.
Jeg er dybt taknemmelig, og du er et udtryk for det.

At prøve at give mening er forgæves, men alt jeg gøre.
Det er hverken smukt eller grimt.
Det er heller ikke ikke smukt eller grimt.

Buddha har aldrig eksisteret. Han ånder.
Vi er i hver en porre af hans ansigt.
Disse ord vil altid kun være det.

Udtryk for dig. Udtryk for ham.

Sms slut.

Disse ord gav masser af mening da de blev formet. Den forsvandt lige så hurtigt igen. Men det du læser i dem er lige så gyldigt. Lad dem være et udtryk for det øjeblik du læste dem. Det er alt de kan være.

Og lad dette være en reminder om hvad for meget meditation kan gøre ved et sind der keder sig ;-)

Ps. Jeg har det godt. Om lidt spiser jeg Ben&Jerry’s, så lidt velforvaret er jeg dog stadig.

Sneglen herunder hilste jeg på i går. Han har intet med indlægget at gøre, men jeg tænker han giver lidt mening til det ;-)

Og så har jeg vist brugt min kvote af blinkende smilies for idag ;-)
(nå, det havde jeg så ikke)

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

The whole universe
shatters into a hundred pieces.
In the great death
there is no heaven, no earth.
Once body and mind have turned over
there is only this to say:
Past mind cannot be grasped,
present mind cannot be grasped,
future mind cannot be grasped.

( Zen Master Dogen Zenji,
Enlightenment Unfolds)

The Journey

Af Mary Oliver

One day you finally knew
what you had to do, and began,
though the voices around you
kept shouting
their bad advice–
though the whole house
began to tremble
and you felt the old tug
at your ankles
“Mend my life!”
each voice cried
But you didn’t stop.

You knew what you had to do,
though the wind pried
with its stiff fingers
at the very foundations,
though their melancholy
was terrible.

It was already late
enough, and a wild night,
and the road of fallen
branches and stones.
But little by little,
as you left their voices behind,
the stars began to burn
though the sheets of clouds
and there was a new voice
which you slowly recognized as your own,
that kept company
as you strode deeper and deeper
into the world,
determined to do
the only thing you could do–
determined to save
the only life you could save.

I dag, efter at havde siddet otte dage og nætter, for at finde friheden fra lidelse, vågnede Buddhaen og tog jorden til vidne. I dag vil taknemmelighed være min praksis.

He sat under the tree. He sat for you and me.

He sat  naked and undisguised. He looked Mara Straight in the eyes.

He sat to be free and in that he freed both you and me.

Bow you head to the ground and recognize that you were never bound.

(-Senshin)

Foråret kalder og visker mig i øret at det vil vare evigt

Buddhaen smiler mildt

Jeg trækker luften ind, tæller min udånding

ved at alt er som det skal være, alt er perfekt

Jeg er for en kort stund i virkeligheden helt uden slør

Når Buddhaen kalder og det gør han igen og igen

så ved jeg at jeg er hjemme

uanset hvor.

Det er længe siden jeg har postet et digt af Mary Oliver.
Det er lige gået op for mig at hun i de fleste digte beskriver dyr, så man virkelig ved hun har set dem, rigtig set dem, måske det er derfor jeg holder så meget af digtene!
Jeg faldt over dette og fik gåsehud. Jeg håber du vil nyde det også.
Hvornår har du sidst rigtig set en svane, sådan virkelig set den? Eller en du elsker eller en ukendt?

Med ønske om et dejligt forår til alle.

The Swan

Did you too see it, drifting, all night, on the black river?
Did you see it in the morning, rising into the silvery air -
An armful of white blossoms,
A perfect commotion of silk and linen as it leaned
into the bondage of its wings; a snowbank, a bank of lilies,
Biting the air with its black beak?
Did you hear it, fluting and whistling
A shrill dark music – like the rain pelting the trees – like a waterfall
Knifing down the black ledges?
And did you see it, finally, just under the clouds -
A white cross Streaming across the sky, its feet
Like black leaves, its wings Like the stretching light of the river?
And did you feel it, in your heart, how it pertained to everything?
And have you too finally figured out what beauty is for?
And have you changed your life?

–

Kozo på usikker grund.
Livet farer afsted og ændre farve hele tiden.
Amida følger med og stryger min kind.
Da solen gik ned i aften så jeg tomhed
og jublede i hjertet.

Gående i den knitrende sne,
med den kolde luft bidende i kinderne,
så jeg de små sorte bolde,
siddende på hver sin gren.
Kønne og puffede med orange næb.
Lige til at kysse.
Og hver og en genkendte jeg som Buddha.
Da jeg kaldte dem ved navn
rørte de sig ikke, puttede sig blot videre,
men jeg ved at Buddha lyttede.

..med det første digt jeg postede af Mary Oliver. Der skulle komme flere siden og flere citater fra hendes også. Og jeg er sikker på at der vil komme endnu flere på bloggen næste år.

Den 24 januar postede jeg dette:

Snow Geese

Oh, to love what is lovely, and will not last!
What a task
to ask
of anything, or anyone,
yet it is ours,
and not by the century or the year, but by the hours.
One fall day I heard
above me, and above the sting of the wind, a sound
I did not know, and my look shot upward; it was
a flock of snow geese, winging it
faster than the ones we usually see,
and, being the color of snow, catching the sun
so they were, in part at least, golden. I
held my breath
as we do
sometimes
to stop time
when something wonderful
has touched us
as with a match,
which is lit, and bright,
but does not hurt
in the common way,
but delightfully,
as if delight
were the most serious thing
you ever felt.
The geese
flew on,
I have never seen them again.
Maybe I will, someday, somewhere.
Maybe I won’t.
It doesn’t matter.
What matters
is that, when I saw them,
I saw them
as through the veil, secretly, joyfully, clearly.

(-Mary Oliver)