Senshin.dk

For nogle dage siden læste jeg bogen ‘Eat, Sleep, Sit’ færdig.

Den er skrevet af Kaoru Nonomura og har undertitlen “My Year at Japan’s Most Rigorous Zen Temple’. Og er hans fortælling om hans ophold i Zen templet Eiheiji.

Jeg er  ikke den store fan af japanske forfattere. Jeg synes de skriver meget faktuelt, meget opremsende og meget lidt beskrivende i forhold til hvad jeg normalt er til. Og det var også det jeg synes med denne til at begynde med. Men kender man mig, ved man højst sandsynligt, at jeg elsker  meget hård træning. Eller i hvert fald ideen om meget hård træning ( ellers var jeg nok tjekket ind i det kloster i Japan) så jeg læste med glæde videre og slugte hvert et ord.

Meget meget hård træning er hvad forfatteren var igennem det år i zen klosteret! Og har man ideen om at et ophold i et buddhistisk  kloster er lyserødt, romantisk og rart, så bliver ens tro godt nok pillet ved. Han undergår store prøvelser;  ingen kontakt med omverdenen overhovedet, end ikke familie,  at blive slået og sparket dagligt, at sulte, at have absolut ingen privatliv, at kigge ind i en væg i timevis og at måtte gøre selv et toiletbesøg til  meget kompliceret praksis.

Jeg vil ikke fortælle side op og ned om bogen, man kan læse meget mere om den mange andre steder. (bl.a  kort her)

Kun sige at det er en virkelig stærk bog, som udfordrer, som inspirerer, som chokerer, som glæder. Har du et billede af at buddhisme altid er rar, varm og hyggelig og vil beholde det billede, så læs ikke denne bog ;-) Er du derimod åben for at buddhistisk træning kan ske uden fløjlshandsker for virkelig at se Mara i øjnene og turde danse med ham, og at vi ikke altid behøver at forstå hvorfor ting bliver gjort som de gør, af de som er længere på vejen, så læs bogen. Jeg håber du vil nyde den lige så meget som jeg har gjort.

Havde jeg vundet de 117 millioner i Lotto igår havde jeg helt sikkert, efter at have læst denne bog, bygget et kloster i dag :-)

The whole universe
shatters into a hundred pieces.
In the great death
there is no heaven, no earth.
Once body and mind have turned over
there is only this to say:
Past mind cannot be grasped,
present mind cannot be grasped,
future mind cannot be grasped.

( Zen Master Dogen Zenji,
Enlightenment Unfolds)

Det sker at jeg glemmer hvorfor jeg er på vejen. Det sker at jeg ser vejen som et arbejde, som noget der skal bringe mig et sted hen. Jeg glemmer at jeg allerede er hvor jeg skal være.

Igår bragte Shomon,  og munken i dette klip, mig tilbage.

Vi skal være taknemmelige for de lærere vi vælger, og de der kommer til os uventet, uanset hvor kort. Begge er uvurderlige! Begge er klokker der minder os om at vågne.

God weekend.

Gassho.

Vi kender alle sammen mennesker som kan være yderst kritiske overfor os. Ofte er vi selv den person. Men lige så ofte er det mennesker som vi elsker, som vi lever tæt på eller sammen med.

Det er forholdsvis nemt at se løsningen på vores selvkritik. Det er “bare” at holde op med at være det. Så snart vi høre den kritiske stemme i hovedet, bestemmer vi os for ikke at lytte. Det er nemt at lade være at lytte, det er beslutningen om det der er svær (!). Men det kan lade sig gøre, med en fast beslutning og masser og masser af øvelse.

Men hvad hvis den der er hård ved os er en som vi er tæt på og som vi måske elsker? Det er ikke lige sådan at få dem til at tie stille, er det?

Der er ingen tvivl om at vi lærer andre folk hvordan de skal behandle os. Og vil vi have de skal behandle os anderledes, må vi fortælle det. Ingen kan gætte sig til at de såre os, især ikke hvis vi har ladet dem gøre det i årevis! Og igen må vi øve os; åbne munden og få det sagt. Ofte er vi så vandt til at høre bemærkningerne at vi mærker nok stikket når de bliver afleveret, men hurtigt har glemt det igen. Men det gør ikke personens handling mere ok!

Når vi formidler det, for det skal vi (vi skal ikke – fordi vi er buddhister- lade andre behandle os, og dermed dem selv, uhensigtsmæssigt) så skal vi være klare og tydelige og gode til at sortere fra. Vi skal formulere hvad der er uhensigtsmæssig, hvad det gør ved os og ikke mere! Lad være at putte en masse smat på af følelser og tanker. Aflever beskeden og forvent så at den bliver taget til efterretning. Hvis den ikke gør, så giv den klart og tydeligt igen uden vrede, uden sårede følelser. Det er alt hvad vi kan gøre.

Eller, det er ikke sandt; vi kan gøre andre den tjeneste at vise dem hvordan vi behandler os pænt, ved at behandle os selv pænt og ved at behandle dem pænt. Går du og er selvkritisk er det, desværre, en invitation til andre til at gøre det samme. Så lad være med det. Og lad være at være hård ved andre.

Men hvad så hvis vedkommen ikke vil høre; hvad hvis den du holder af er SÅ fanget i sit kritiske mønster at vedkommen ikke kan se det, uanset hvor klart vi ellers formulerer os?

Så er vi nødt til at tage en anden beslutning,  en der beskytter os så meget som muligt. Beslutningen handler ikke om at fjerne os og krybe i skjul, men om at lade være at tage kritikken ind. Det kan lyder sværere end at lade være at lytte til egen selvkritik, men det er det ikke. Det kræver øvelse og en beslutning om ikke at lade vedkommens lidelse vokse, ved at at to skal bære rundt på den. Det bliver den ikke lettere af!

Ingen er kritiske eller onde fordi de har det godt. Ingen! Vi skal have stor medfølelse med mennesker der lider så meget at de åbner munden og deler det ud til os. Men igen; stor medfølelse betyder ikke vi tager imod.

Vi kan ikke tvinge nogen til at holde mund. Vi kan derimod godt bestemme os for ikke at tage det ind. Sådan hjælper vi også bedst den anden; at lade være at sprede vedkommens lidelse yderligere. Det er vedkommens valgt om han vil blive ved, men det er ultimativt dit valg om du gider tage vedkommens dukkha med dig,  gøre den til din og bære rundt på den.

Kender du det danske Buddha, Dharma og Web-sangha forum?

Hvis ikke synes jeg du skulle tage at kigge derind. Det er et forum for alle med interesse i buddhisme og meditation og du finder både Tendai lærere og folk fra andre traditioner som kan hjælpe dig med dine spørgsmål.

Så er du nysgerrig, har  masser af nybegynder spørgsmål eller søger inspiration til din praksis er det er rigtig godt sted at tjekke ud.

Alle er velkommen!

Du finder det her

Som skrevet for kort tid sinden, har jeg mistet min bedste ven i verden; min 14 årige gamle hund Buddy. Det har være hårdt, det er det altid at miste et familiemedlem, men en der bestemt har gjort det lettere for vores familie er vores hundehvalp. Niller er vores anden Amerikanske cocker spaniel. Vores hundhvalp på 9 år. Han er et livsstykke.

Når jeg kalder ham hundehvalp er det fordi vi stadig ser ham som sådan. Da vi fik ham, fra en kvinde der skulle dø af kræft, var han knap et år og vores anden hund var da 6 år, så naturligvis var Niller en hundehvalp i vores øjne og det har sådan set aldrig ændret sig overhovedet. Han er faldet en smule til ro med alderen og det klæder ham helt bestemt, men han kan stadig komme op og køre på ét sekund. Han elsker at være i et højt gear, styrte huset rundt og lege vildt. Men lige så vild han kan blive på det sekund, lige så mild kan han blive lige så hurtigt. Han er en meget mild lille fyr, der elsker at blive strøet over hovedet helt forsigtig. Han elsker at putte (det er nødvendigt i vores familie) han elsker sin familie, men i modsætning til Buddy, så elsker han også alle andre! Nillers kælenavn er Klister. Hvis han ser et menneske så klistre han til vedkommens ben og tigger om opmærksomhed konstant, til det menneske ikke er der mere. Han bliver aldrig mæt. Det giver anledning til en del frustrationer fra min side, for sjældent kan folk finde ud af at ignorere den lille fyr, han er  jo så sød. Jeg satte stor pris på vores gamle Buddy, fordi han var meget tro mod sin familie, og ligeglad med alle andre. Men jeg kunne i virkeligheden lære meget fra min hundehvalp om at elske alle andre ubetinget!

Efter Buddy døde er Niller, til hans store fryd, blevet mere synlig i familien. Vi er begyndt at sætte endnu mere pris på alle hans små særheder og fjollerier, på hans store mandelformede øjne og den bløde mule.

I aftes blev jeg så ramt af lykken. Jeg var alene hjemme, sad i sofaen og så SATC 2 (ja meget tøseagtig, og meget hyggeligt ) da jeg løfter den lille fyr op i sofaen hvor han ellers ikke må komme (min mand læser ikke med her ;) ) Meget hurtigt faldt han i søvn, rullet sammen i mit skød. Og så var det jeg lagde mærke til hans lille hjerte der bankede mod mit ben. Først irriterede det mig fordi det forstyrrede og jeg prøvede at flytte på ham. Men da det ikke hjalp, bestemte jeg mig for at give slip på irritationen. Og så blev jeg ramt af lykke! Her sad jeg med det mest dyrebare lille sovende væsen i  mit skød og kunne mærke hvert eneste af hans hjerteslag. For kort tid siden hørte jeg min gamle dreng tage sit sidste åndedrag og smukt som det var, var den tid med Niller i mit skød lige så smukt. Buddys død, Nillers liv, begge dele helt særligt, begge dele helt almindeligt. I begge dele findes lykken.

Jeg var så heldig han blev liggende i mit skød under hele filmen.
En dag skal jeg også miste ham, det er helt naturligt og kærlighedens pris. Men indtil da ved jeg, at jeg har fået mig en ny bedste ven i verden.

“Når dette er, kommer dette til. Når dette forsvinder, ophører dette med at være”
- Samyutta Nikaya, nidana samyutta, Sutta 41

Den herlige film her er lavet af buddahbear01

buddahbear01.com

I dag, efter at havde siddet otte dage og nætter, for at finde friheden fra lidelse, vågnede Buddhaen og tog jorden til vidne. I dag vil taknemmelighed være min praksis.

He sat under the tree. He sat for you and me.

He sat  naked and undisguised. He looked Mara Straight in the eyes.

He sat to be free and in that he freed both you and me.

Bow you head to the ground and recognize that you were never bound.

(-Senshin)

Så er min blogliste opdateret. Det var tiltrængt. Nogle enkelte er røget ud og nogle gode nye kommet til.

Flere kolleagaer fra USA; Tendai Præster og kozo har blogs. Så hvis du læser engelsk kan de anbefales.

Blue Mountain Sage Sangha

Celestial Drum Tendai Buddhist Sangha

Great River Ekayana Sangha

Et (dansk) sanghamedlem har oprettet en hjemmeside

Chosei

Og selvfølgelig er der alle de gode “gamle” Tendai links der stadig.

Jeg håber de alle må være til inspiration for dig, som de har for mig!