Senshin.dk

Hvad elsker jeg ved min lærer? Jamen, hvad elsker jeg ikke?

Men noget jeg især værdsætter ved Shomon er hendes skønhed. Måden hun kommer ind i et rum og ligner en million på, uanset om hun bærer noget af alt sit (meget!) lækre tøj, eller sin samue på gyo, så er hun sådan en man bare må se på hvis hun er i rummet. Shomon ser som regel altid lykkelig ud, jeg har også set hende ikke gøre det, men som regel gør hun og hun er typen der bare indtager alt når hun kommer. Det første man ser, efter hendes store smil, er som regel hendes upåklagelige stil. Hun klæder sig bedre end jeg nogensinde kommer til og selvom hun er 10 år ældre end mig (man skulle ikke tro det) så ser hun bedre ud i læder skinnies, end jeg nogen sinde har gjort (øv!)

Shomon fejre livet. Alt hvad hun kan. Hun fejre hvert øjeblik hun kan og det smitter. Og derfor kigger man på hende. Og så er hun selvfølgelig naturlig smuk, det er en grund til at blive ved. Men mest er det nok fordi man tiltrækkes af hendes glæde.

Hun har lært mig at en buddhist ikke behøver være kedelig. Hun har lært mig at smykker, smukke klæder, sko og  tasker er lige så vidunderligt som Buddha statuer, samues og juzuer. Der er ingen forskel.

Jeg elsker at hun i den grad kan nyde alt og se det bedste i alt. At hun favner alt det,  de fleste af os der kommer til buddhismen tror “bør” gemmes væk. Er der ikke i virkeligheden det buddhismen handler om? At favne alt istedet for at udelukke noget? Shomon ser det smukke i alt. Og hun står ved alt hvad hun er, og lærer mig at gøre det samme!

Og det er bare én ting jeg elsker ved min sensei.

(Mit absolut ynglings billede af Shomon. SÅ smuk)

Shomon sensei har skrevet denne dejlige lille bog om buddhistisk etik. Den er ment som en appetitvækker og appetit får man. Jeg holder meget af bogen som, som de andre bøger Shomon har skrevet, er lige til at gå til, let forståelig og som er skrevet i et sprog alle kan forstå. Jeg synes den er et ‘must have’

Læs den hvis du vil vide hvad buddhister mener om abort, sex før ægteskabet eller homoseksualitet. Eller om forurening, overforbrug, hjernedødskriterier og organtransplantation.

‘Den lille bog om buddhistisk etik’ giver en grundlæggende introduktion til det etiske system i buddhismen, og beskriver de forskellige overvejelser man som buddhist kan gøre sig om livets etiske valg.

I slutningen af bogen giver Shomon forslag til hvad man kan læse hvis man vil vide mere. Hun nævner bl.a Peter Harveys ‘An Introduction to Buddhist Ethics’, som jeg også gerne vil slå et slag for. Det er en bog som længe har stået på min hylde og som virkelig er grundig og værd at kigge i. Jeg bruger den som opslagsværk.

Shomon bog koster 99 kr og kan købes i webshoppen på tendai.dk lige her

Hver gang nogen siger til mig at de ikke tror de kan blive en buddha i dette liv, og det sker fra tid til anden, bliver jeg dybt ulykkelig. Og ja, jeg er ualmindelig dramatisk anlagt og kan blæse alt op, men det her er den slags ulykkelig som jeg virkelig ved er ægte og dybtfølt, og jeg tager det meget personligt.

Grunden til at folk ikke tror de kan gøre det i dette liv, er at de mener deres karma er for dårlig til at det kan ske. “Du skulle bare vide hvad jeg bærer rundt på af bagage og har været igennem” siger de til mig. “Det gør mig SÅ ondt at du tror du skal gøre dig fortjent til oplysning”, var mit seneste svar. Og det gør mig virkelig ondt! Tænk at tro at man er så dårligt et menneske at man ikke skulle kunne nå lykke og frihed, at man tror man er fanget i dukkha og ikke har muligheden for at ændre det.

Lad mig slå en ting fast, hvis der skulle læse nogen med her, der tænker det samme; At opnå en menneskelig genfødsel er et tydeligt tegn på god karma (god karma=hensigtsmæssig karma)! Tænk engang hvad det har taget at kommet til et liv hvor din bevidsthed er så stor. Du kunne være blevet en regnorm, uden nogen ide om hvad der er op og ned. Det er en velsignelse større en nogen anden at være menneske, for det betyder at du har den fulde frihed til hvert øjeblik at vågne op. At nå fuld oplysning.

Oplysning er et valg, ikke noget du skal gøre dig fortjent til! Oplysning er ikke en aller anden mystisk tilstand, som kun kan opnås ved at man er helt særlig, eller at man gør helt særlige ting. Oplysning er at se ting som ting er, ikke andet! Hvorfor skulle man dog kunne gøre sig særlig fortjent til det? Man kan hjælpe det på vej uden tvivl, men at vågne tager et øjeblik, og kræver ikke du angre på dine knæ i 1000 år. Det kræver mod til at give slip på alt det du tror du ved. Og at give slip er ikke svært, selvom jeg hører det hele tiden.

Nej! at give slip er ikke svært overhovedet. Det er en total ‘ikke-ting’ som min lærer altid siger. Du lader bare være at holde fast mere. Det er ikke svært, det der derimod ER svært, er beslutningen om at give slip! Hvorfor? Fordi det vi holder fast ved, har virket for os indtil videre og vi får noget ud af det. Det er langt fra sikkert det er hensigtsmæssigt (det er der faktisk intet vi holder fast i der er), men noget får vi ud af det, eller holdt vi ikke fast. Beslutningen er svær, men ikke at give slip!

Forleden skrev jeg ganske kort min historie på Twitter: Jeg er blevet bortadopteret, jeg er blevet psykisk og fysisk misbrugt af familie, blevet psykisk og fysisk misbrugt af kærester, jeg er blevet bedøvet og seksuelt misbrugt, jeg har haft bulimi og anoreksi, jeg har været på randen til selvmord, jeg har haft svær social angst, general angst og dødsangst. Så mødte jeg min lærer og Dharmaen. I dag står jeg overfor skilsmisse, at miste næsten alt jeg ejer og har fundet ud af jeg har ADHD, og jeg har aldrig været lykkeligere! Jeg leder en dejlig lille sangha og får min første ordination i år, efter kun kort tid som buddhist. Så vær sød at begynd at praktiser og hold aldrig nogen sinde op med det!

Og vær sød aldrig nogen sinde at tvivle på at du i dette enestående liv, med alle dets kampe, “nederlag” og svære tider KAN blive en buddha! Det er ikke en præmie kun de “aller bedste” vinder. Det er dit valg.

” Every suffering is a buddha-seed, because suffering impels mortals to seek wisdom.”

-Bodhidharma

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

Jeg blev nomineret til at skrive denne post af David, som har bloggen Snow Branches, som blev opfordret til at skrive Seven Links – Browsing through the Branches af Lynette som har 108ZENBOOKs som igen blev opfordret af en anden, som igen.. du fanger ideen ;)
En lang række af selvreflekterende bloggere, som ser ud til at være begyndt her

Her er reglerne. Bloggere navngivet i en “7 Link” post opfordres til at liste syv af deres indlæg, der passer til disse kategorier:

1.  smukkeste
2.  mest populære
3.  mest kontroversielle
4.  mest hjælpsomme
5.  mest overraskende populær
6.  mest oversete
7.  posten der gør dig mest stolt

Derefter nominere fem andre bloggere til at gøre det samme.

Lige som David synes jeg det er svært.
Jeg har ikke så mange læsere som de andre har på deres blogs, jeg tænker at det ikke kan interessere så mange af mine læsere, jeg synes måske ikke jeg har så meget på min blog, som andre har, der er værd at fremhæve osv. osv.
Men når de andre kan, kan jeg også. Og det er da lidt hyggeligt og sjovt at David har nomineret mig.

1. Smukkeste post.
Jeg synes ikke jeg har skrevet det smukkeste jeg har postet. Det har en anden blogger. Selvom det efterhånden er en post der er mere end 2½ år gammel er det den første der falder mig ind: Giv det videre 

2. Mest populære.
Det som allerflest søger på og læser handler  (desværre) slet ikke om noget buddhistisk. Men det lugter alligevel lidt af det ;-) Endnu en post af ældre dato : Japanske tatoveringer

3. Mest kontroversielle.
Ingen af mine posts har været kontroversielle. End ikke tæt på.
Men skulle jeg selv sige hvilke der kunne have været det, ville det være min seneste post om bogen ‘Eat, Sleep, Sit’. Jeg nævner i posten at, i det Zen kloster forfatteren træner i, både sulter og bliver man slået og sparket hver dag. Men jeg siger ikke at jeg tager afstand fra det (for det gør jeg ikke). Jeg kunne forestille mig at det ville støde nogen. Men det har det endnu ikke:
Bogen ‘Eat, Sleep, Sit’

4.Mest hjælpsomme
Det mest hjælpsomme, for mig, er indlægget om at bære andres dukkha. Jeg har været rigtig slem til, og er det til dels stadig, at bære rundt på noget andre har gjort eller sagt. Jeg har arbejdet med det, og gør det løbende, men ikke meget andet har hjulpet mig så meget som at få skrevet om det: At bære andres dukkha

5. Mest overraskende populær.
Det er indlægget ‘Japanske tatoveringer’ som jeg nævnte tidligere. Det er helt utrolig så mange besøg min blog får p.g.a det indlæg! Så mangler du læsere, så nævn tatoveringer i et indlæg ;-)) Et andet indlæg der overraskende bliver læst meget er dette om nytår: Det nye år er her!

6. Mest oversete.
Hm, ja der er mange der ikke er blevet læst ret meget. Jeg er dansk og skriver om buddhisme, så det siger næsten sig selv. Et indlæg jeg dog synes tåler at blive læst lidt oftere, er et af de første mere alvorlige jeg skrev: At give slip

7. Posten der gør dig mest stolt.
..øhh? Det ved jeg godt nok ikke. Men jeg husker jeg blev meget stolt da jeg i tidernes morgen, som helt ny buddhist, blev spurgt af min sensei om hun måtte bruge dette indlæg i Tendai bladet: Buddhisme, en religion?

Og det var det!
Hvem skal jeg så nominere?….Faktum er at jeg mest læser udenlandske blogs og de fleste de har dem nok slet ikke ved jeg eksisterer ;-) Så det er ikke nemt. Eller den først er, og den er pæredansk; min søde sensei Shomon som har bloggen Et lys i mørket skal selvfølgelig med på listen! De næste tror jeg ikke ser min post, men man kan jo aldrig vide ;-) Chris Lemig fra en af mine absolutte ynglings blogs The Narrow Way, John Pappas som har endnu en højt skattet blog Point of Contact og sidst, men ikke mindst, Kyle som har The Reformed Buddhist.

Var det kun fire? Tja, så nominerer jeg David fra Snow Branches, hvis blog jeg værdsætter meget,  men da han allerede har lavet en post, så  behøver han selvfølgelig ikke igen ;-)

Og det var sådan cirka fem.

Jeg citerer David, for jeg har det på samme måde: “Please don’t feel obligated in any way to play – you didn’t put your name in the hat, so I hope you just do whatever feels right. Just reading your blogs is good enough for me.”

Gassho,
Senshin

For nogle dage siden læste jeg bogen ‘Eat, Sleep, Sit’ færdig.

Den er skrevet af Kaoru Nonomura og har undertitlen “My Year at Japan’s Most Rigorous Zen Temple’. Og er hans fortælling om hans ophold i Zen templet Eiheiji.

Jeg er  ikke den store fan af japanske forfattere. Jeg synes de skriver meget faktuelt, meget opremsende og meget lidt beskrivende i forhold til hvad jeg normalt er til. Og det var også det jeg synes med denne til at begynde med. Men kender man mig, ved man højst sandsynligt, at jeg elsker  meget hård træning. Eller i hvert fald ideen om meget hård træning ( ellers var jeg nok tjekket ind i det kloster i Japan) så jeg læste med glæde videre og slugte hvert et ord.

Meget meget hård træning er hvad forfatteren var igennem det år i zen klosteret! Og har man ideen om at et ophold i et buddhistisk  kloster er lyserødt, romantisk og rart, så bliver ens tro godt nok pillet ved. Han undergår store prøvelser;  ingen kontakt med omverdenen overhovedet, end ikke familie,  at blive slået og sparket dagligt, at sulte, at have absolut ingen privatliv, at kigge ind i en væg i timevis og at måtte gøre selv et toiletbesøg til  meget kompliceret praksis.

Jeg vil ikke fortælle side op og ned om bogen, man kan læse meget mere om den mange andre steder. (bl.a  kort her)

Kun sige at det er en virkelig stærk bog, som udfordrer, som inspirerer, som chokerer, som glæder. Har du et billede af at buddhisme altid er rar, varm og hyggelig og vil beholde det billede, så læs ikke denne bog ;-) Er du derimod åben for at buddhistisk træning kan ske uden fløjlshandsker for virkelig at se Mara i øjnene og turde danse med ham, og at vi ikke altid behøver at forstå hvorfor ting bliver gjort som de gør, af de som er længere på vejen, så læs bogen. Jeg håber du vil nyde den lige så meget som jeg har gjort.

Havde jeg vundet de 117 millioner i Lotto igår havde jeg helt sikkert, efter at have læst denne bog, bygget et kloster i dag :-)

The whole universe
shatters into a hundred pieces.
In the great death
there is no heaven, no earth.
Once body and mind have turned over
there is only this to say:
Past mind cannot be grasped,
present mind cannot be grasped,
future mind cannot be grasped.

( Zen Master Dogen Zenji,
Enlightenment Unfolds)

Det sker at jeg glemmer hvorfor jeg er på vejen. Det sker at jeg ser vejen som et arbejde, som noget der skal bringe mig et sted hen. Jeg glemmer at jeg allerede er hvor jeg skal være.

Igår bragte Shomon,  og munken i dette klip, mig tilbage.

Vi skal være taknemmelige for de lærere vi vælger, og de der kommer til os uventet, uanset hvor kort. Begge er uvurderlige! Begge er klokker der minder os om at vågne.

God weekend.

Gassho.