Senshin.dk

Følger man mig på Twitter eller FB har man uden tvivl opdaget jeg er fan af manden der ingen fans ønsker sig; den amerikanske zen præst og lærer Brad Warner.

Jeg kan sige meget om hvorfor. Jeg kan sige meget om hvorfor andre bestemt ikke er. Men det ville ikke være noget du ikke kunne læse en masse andre steder.

For mig er det vigtigste at jeg har fundet nogle bøger som taler, nærmest råber til mig, lige nu. Som rusker op i mine forestillinger og som derfor har fået mig til at praktisere mere end ellers! Findes der noget bedre?

Her er nogle få af mine ynglings citater fra hans to første bøger. Jeg kunne havde valgt SÅ mange andre.

En lærer på vejen?

Den ultimative virkelighed?

Succes?

Det bedste?

Vil jeg så sige du også skulle læse Warner? Gør det hvis du har lyst, som han også selv ville sige, og hvis ikke så lad være. Det vigtigste, som skrevet tidligere, er at finde noget der taler til dig, noget som rusker op i dine forestillinger og ikke bekræfter dig i alt du tror du ved. Noget som får dig til at sætte dig på måsen og stille spørgsmål!

Warner har skrevet fire bøger og en femte er på vej.
Jeg har læst Hardcore Zen og Sit Down and Shut up og glæder mig nu til hans tredje.

Du finder hans blog Hardcore Zen lige her
Hvis han provokerer dig er du ikke alene ;-) Det er en ganske udmærket indgang til praksis.

Efter at have siddet i dag, begyndte jeg at skrive en sms til min lærer. Hun er så urimelig at hun sidder på en paradisstrand langt langt væk ;-) Sms’en endte med at være et lille digt. Efter overvejelse bestemte jeg mig dog for ikke at sende den til hende. Hun ville efter at have læst det, helt forståeligt, have troet jeg endelig var endt på stoffer og jeg havde tabt sutten helt. Jeg bekymrer hende sikkert nok til daglig, så jeg synes hun skal have lov at nyde stranden uden at skulle bekymre sig om mit eventuelle misbrug i dag.

Det vil jeg lade jer om istedet. Men lov mig ikke at bruge for mange kræfter på det!
Sms til min lærer:

Jeg trækker tæppet væk under mig igen og igen.
Ikke meget kan føles så skræmmende. Ikke meget betyder så meget.

Dharmaen er uden for ord, men i hvert eneste.
Jeg har intet jeg kan regne med, end ikke dig.
Og alligevel er du alt jeg nogensinde har brug for.
Jeg er dybt taknemmelig, og du er et udtryk for det.

At prøve at give mening er forgæves, men alt jeg gøre.
Det er hverken smukt eller grimt.
Det er heller ikke ikke smukt eller grimt.

Buddha har aldrig eksisteret. Han ånder.
Vi er i hver en porre af hans ansigt.
Disse ord vil altid kun være det.

Udtryk for dig. Udtryk for ham.

Sms slut.

Disse ord gav masser af mening da de blev formet. Den forsvandt lige så hurtigt igen. Men det du læser i dem er lige så gyldigt. Lad dem være et udtryk for det øjeblik du læste dem. Det er alt de kan være.

Og lad dette være en reminder om hvad for meget meditation kan gøre ved et sind der keder sig ;-)

Ps. Jeg har det godt. Om lidt spiser jeg Ben&Jerry’s, så lidt velforvaret er jeg dog stadig.

Sneglen herunder hilste jeg på i går. Han har intet med indlægget at gøre, men jeg tænker han giver lidt mening til det ;-)

Og så har jeg vist brugt min kvote af blinkende smilies for idag ;-)
(nå, det havde jeg så ikke)

Twitter er en sjov størrelse. Jeg er der rigtig meget fordi jeg overvejende kan li’ stedet og det giver mening for mig, til andre tider bryder jeg mig mindre om det og så er jeg der knap så meget.

Det går stærkt på Twitter, det er en af grundene til jeg kan li’ det så meget. Jo flere du følger jo stærkere går det. Mange knap så kloge ord bliver skrevet (naturligvis af de andre) og mange kloge ord bliver skrevet (og her kunne jeg jo pege på mig, hvis ikke jeg var så pokkers beskeden ;-) )

Det meste bliver glemt igen. Nogle ting hænger ved. Her er et lille udpluk af de Tweets som jeg har gemt og som jeg stadig retweeter fra tid til anden. De giver mening for mig og måske for dig. Hvis ikke, er der masser og masser af andre at blive inspireret af derinde.

Den tweet jeg husker allerbedst, blev skrevet for meget lang tid siden efterhånden, og følger du mig på FB har du nok set den flere gange. Den er af @kamapawo:

“We are all ignorant in our own way. Don’t mistake your ignorance for being superior to the ignorance of others.”

Ikke så meget pjat der! Flere ord kan sættes ind istedet for ignorance. Prøv feks med suffering.

Følgende er også gemt under mine favoritter:

(@Takuin:)

“When one sees the world through their beliefs, they only see the mind, and not the world in front of them.”

(@MrPeterReyes:)

“We have no scar to show for happiness. We learn so little from peace.” -Chuck Palahniuk

(@KeinyoWhite)

“Getting rid of things and clinging to emptiness is an illness of the same kind; like throwing oneself into fire to avoid drowning”.-Yungchia

Og mit favorit citat:

(@VitaBellaX:)

“If within there is no self, then each and every thing is intimate.” – Yikui

Den sødeste:

(@bunnybuddhism:)

Breathing in, I know my long ears are cold. Breathing out, I smile, knowing I can experience cold.

Og en af de sødeste sendt til mig ;-)

(@wigglechicken:)

Will you be my valentine?

Man kan sige mange ting om Twitter. Man kan sige det er overfladisk, at det er tidsspild, at det er uden indhold.

Men man kunne også vælge at sige at det er en måde at nå hinanden på, en måde at kunne glæde hinanden på, en måde at støtte hinanden på vejen. Man kan vælge at se det som et sted, der ikke er adskilt fra alt andet. Et sted der afspejler den virkelighed den er en del af.  Og så tage det man kan bruge og lade resten ligge.

Jeg vælger at se Twitter som en udvidet sangha. Sommetider griner jeg med den, sommetider græder jeg med den.
Men alene er jeg aldrig.
 

Du kan følge mig her
 

Det er sjældent jeg læser en bog hurtigt efter jeg er blevet buddhist. Det er der to grunde til: 1. bøger om buddhisme kan ofte være meget tør læsning (for mig, vel at mærke, jeg siger ikke de er for andre! Men stik mig et modemagasin og jeg kan læse hurtigt) 2. jeg læser stort set ikke andet end bøger om buddhisme mere og  ja, så siger det jo sig selv ;-) (ja, selvfølgelig skal jeg læse dem, selvom jeg finder dem kedelige! Det betyder jo ikke de ikke er vigtige, vel? ;) )

Men engang i mellem dukker der en bog op som jeg får læst sådan nogen lunde hurtigt, inden for en måneds tid eller to. Og så er det sket én enkelt gang, at der er dumpet en bog ind, som jeg har slugt på mindre end et døgn: Dharma Punx.

Dharma Punx er en vidunderlig bog! Den er på engelsk, men et meget let engelsk, da den er uden fremmedord. Den er måske ikke super velskrevet, men den er personlig og meget inspirerende. Levine, som har skrevet bogen, har en anden tilgang til buddhismen end jeg har, og vi er ikke samme “type”. Sidst jeg tjekkede var jeg ikke i nærheden af at være punker. Det vildeste jeg har været, var det man dengang kaldte en ‘flipper’ på efterskolen, hvor jeg var barberet skaldet i nakke og sider, var piercet i næsen og røg pibe (jo, der må grines ved tanken ;-) ) og det eneste misbrug jeg har haft, har været af mad og masser af cigaretter, og ikke stoffer eller alkohol. Men nu er dukkha ikke så forskellig fra person til person, selvom om vi godt kan li’ at tænke den er, i vores ønske om at være særlige.

Jeg genkender i hvert fald hans desperation, hans prøvelser, hans lidelser, hans følelse af at være anderledes. Og jeg genkender hans lyst til at give det videre, som reddede hans liv. Og Levine gør virkelig noget ved det!

Der er ingen grund til at jeg skriver så meget om bogen; Du kan læse en fin anmeldelse af bogen hos min dharma brormand Junshin her ( hvor han også skriver om den næste bog, jeg glæder mig til dumper ind hos mig, i morgen!)

Der er ikke noget som de beretninger der minder os om, at alle andre på vejen lider som vi gør, og kæmper som vi gør. Dharma lærere har selvfølgelig deres egen karma, og det er så inspirerende og befriende at læse at deres vej ikke er mere fin, hellig eller guddommelig end alle andres. Buddhisme handler nemlig ikke drømmebilleder. Det handler om dukkha og frihed for dukkha. Og den frihed er helt sikkert en man aldrig vil opleve, hvis man vender sig fra hvad det der synes grimt.

Det har Levine ikke gjort.

Buddha er i alt. Ikke kun i medfølelse, men også i de ting vi ikke kan lide at se, de ting vi ikke synes er “buddhistiske”. Han er i vores begær, i vores had og han er endda i vores uvidenhed. Buddha er i dukkha, såvel som i lykke.

Omfavn og bliv venner med alle disse ting, og du vil være Buddha også _/\_

Shomon sensei har skrevet denne dejlige lille bog om buddhistisk etik. Den er ment som en appetitvækker og appetit får man. Jeg holder meget af bogen som, som de andre bøger Shomon har skrevet, er lige til at gå til, let forståelig og som er skrevet i et sprog alle kan forstå. Jeg synes den er et ‘must have’

Læs den hvis du vil vide hvad buddhister mener om abort, sex før ægteskabet eller homoseksualitet. Eller om forurening, overforbrug, hjernedødskriterier og organtransplantation.

‘Den lille bog om buddhistisk etik’ giver en grundlæggende introduktion til det etiske system i buddhismen, og beskriver de forskellige overvejelser man som buddhist kan gøre sig om livets etiske valg.

I slutningen af bogen giver Shomon forslag til hvad man kan læse hvis man vil vide mere. Hun nævner bl.a Peter Harveys ‘An Introduction to Buddhist Ethics’, som jeg også gerne vil slå et slag for. Det er en bog som længe har stået på min hylde og som virkelig er grundig og værd at kigge i. Jeg bruger den som opslagsværk.

Shomon bog koster 99 kr og kan købes i webshoppen på tendai.dk lige her

Hver gang nogen siger til mig at de ikke tror de kan blive en buddha i dette liv, og det sker fra tid til anden, bliver jeg dybt ulykkelig. Og ja, jeg er ualmindelig dramatisk anlagt og kan blæse alt op, men det her er den slags ulykkelig som jeg virkelig ved er ægte og dybtfølt, og jeg tager det meget personligt.

Grunden til at folk ikke tror de kan gøre det i dette liv, er at de mener deres karma er for dårlig til at det kan ske. “Du skulle bare vide hvad jeg bærer rundt på af bagage og har været igennem” siger de til mig. “Det gør mig SÅ ondt at du tror du skal gøre dig fortjent til oplysning”, var mit seneste svar. Og det gør mig virkelig ondt! Tænk at tro at man er så dårligt et menneske at man ikke skulle kunne nå lykke og frihed, at man tror man er fanget i dukkha og ikke har muligheden for at ændre det.

Lad mig slå en ting fast, hvis der skulle læse nogen med her, der tænker det samme; At opnå en menneskelig genfødsel er et tydeligt tegn på god karma (god karma=hensigtsmæssig karma)! Tænk engang hvad det har taget at kommet til et liv hvor din bevidsthed er så stor. Du kunne være blevet en regnorm, uden nogen ide om hvad der er op og ned. Det er en velsignelse større en nogen anden at være menneske, for det betyder at du har den fulde frihed til hvert øjeblik at vågne op. At nå fuld oplysning.

Oplysning er et valg, ikke noget du skal gøre dig fortjent til! Oplysning er ikke en aller anden mystisk tilstand, som kun kan opnås ved at man er helt særlig, eller at man gør helt særlige ting. Oplysning er at se ting som ting er, ikke andet! Hvorfor skulle man dog kunne gøre sig særlig fortjent til det? Man kan hjælpe det på vej uden tvivl, men at vågne tager et øjeblik, og kræver ikke du angre på dine knæ i 1000 år. Det kræver mod til at give slip på alt det du tror du ved. Og at give slip er ikke svært, selvom jeg hører det hele tiden.

Nej! at give slip er ikke svært overhovedet. Det er en total ‘ikke-ting’ som min lærer altid siger. Du lader bare være at holde fast mere. Det er ikke svært, det der derimod ER svært, er beslutningen om at give slip! Hvorfor? Fordi det vi holder fast ved, har virket for os indtil videre og vi får noget ud af det. Det er langt fra sikkert det er hensigtsmæssigt (det er der faktisk intet vi holder fast i der er), men noget får vi ud af det, eller holdt vi ikke fast. Beslutningen er svær, men ikke at give slip!

Forleden skrev jeg ganske kort min historie på Twitter: Jeg er blevet bortadopteret, jeg er blevet psykisk og fysisk misbrugt af familie, blevet psykisk og fysisk misbrugt af kærester, jeg er blevet bedøvet og seksuelt misbrugt, jeg har haft bulimi og anoreksi, jeg har været på randen til selvmord, jeg har haft svær social angst, general angst og dødsangst. Så mødte jeg min lærer og Dharmaen. I dag står jeg overfor skilsmisse, at miste næsten alt jeg ejer og har fundet ud af jeg har ADHD, og jeg har aldrig været lykkeligere! Jeg leder en dejlig lille sangha og får min første ordination i år, efter kun kort tid som buddhist. Så vær sød at begynd at praktiser og hold aldrig nogen sinde op med det!

Og vær sød aldrig nogen sinde at tvivle på at du i dette enestående liv, med alle dets kampe, “nederlag” og svære tider KAN blive en buddha! Det er ikke en præmie kun de “aller bedste” vinder. Det er dit valg.

” Every suffering is a buddha-seed, because suffering impels mortals to seek wisdom.”

-Bodhidharma

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

Jeg blev nomineret til at skrive denne post af David, som har bloggen Snow Branches, som blev opfordret til at skrive Seven Links – Browsing through the Branches af Lynette som har 108ZENBOOKs som igen blev opfordret af en anden, som igen.. du fanger ideen ;)
En lang række af selvreflekterende bloggere, som ser ud til at være begyndt her

Her er reglerne. Bloggere navngivet i en “7 Link” post opfordres til at liste syv af deres indlæg, der passer til disse kategorier:

1.  smukkeste
2.  mest populære
3.  mest kontroversielle
4.  mest hjælpsomme
5.  mest overraskende populær
6.  mest oversete
7.  posten der gør dig mest stolt

Derefter nominere fem andre bloggere til at gøre det samme.

Lige som David synes jeg det er svært.
Jeg har ikke så mange læsere som de andre har på deres blogs, jeg tænker at det ikke kan interessere så mange af mine læsere, jeg synes måske ikke jeg har så meget på min blog, som andre har, der er værd at fremhæve osv. osv.
Men når de andre kan, kan jeg også. Og det er da lidt hyggeligt og sjovt at David har nomineret mig.

1. Smukkeste post.
Jeg synes ikke jeg har skrevet det smukkeste jeg har postet. Det har en anden blogger. Selvom det efterhånden er en post der er mere end 2½ år gammel er det den første der falder mig ind: Giv det videre 

2. Mest populære.
Det som allerflest søger på og læser handler  (desværre) slet ikke om noget buddhistisk. Men det lugter alligevel lidt af det ;-) Endnu en post af ældre dato : Japanske tatoveringer

3. Mest kontroversielle.
Ingen af mine posts har været kontroversielle. End ikke tæt på.
Men skulle jeg selv sige hvilke der kunne have været det, ville det være min seneste post om bogen ‘Eat, Sleep, Sit’. Jeg nævner i posten at, i det Zen kloster forfatteren træner i, både sulter og bliver man slået og sparket hver dag. Men jeg siger ikke at jeg tager afstand fra det (for det gør jeg ikke). Jeg kunne forestille mig at det ville støde nogen. Men det har det endnu ikke:
Bogen ‘Eat, Sleep, Sit’

4.Mest hjælpsomme
Det mest hjælpsomme, for mig, er indlægget om at bære andres dukkha. Jeg har været rigtig slem til, og er det til dels stadig, at bære rundt på noget andre har gjort eller sagt. Jeg har arbejdet med det, og gør det løbende, men ikke meget andet har hjulpet mig så meget som at få skrevet om det: At bære andres dukkha

5. Mest overraskende populær.
Det er indlægget ‘Japanske tatoveringer’ som jeg nævnte tidligere. Det er helt utrolig så mange besøg min blog får p.g.a det indlæg! Så mangler du læsere, så nævn tatoveringer i et indlæg ;-)) Et andet indlæg der overraskende bliver læst meget er dette om nytår: Det nye år er her!

6. Mest oversete.
Hm, ja der er mange der ikke er blevet læst ret meget. Jeg er dansk og skriver om buddhisme, så det siger næsten sig selv. Et indlæg jeg dog synes tåler at blive læst lidt oftere, er et af de første mere alvorlige jeg skrev: At give slip

7. Posten der gør dig mest stolt.
..øhh? Det ved jeg godt nok ikke. Men jeg husker jeg blev meget stolt da jeg i tidernes morgen, som helt ny buddhist, blev spurgt af min sensei om hun måtte bruge dette indlæg i Tendai bladet: Buddhisme, en religion?

Og det var det!
Hvem skal jeg så nominere?….Faktum er at jeg mest læser udenlandske blogs og de fleste de har dem nok slet ikke ved jeg eksisterer ;-) Så det er ikke nemt. Eller den først er, og den er pæredansk; min søde sensei Shomon som har bloggen Et lys i mørket skal selvfølgelig med på listen! De næste tror jeg ikke ser min post, men man kan jo aldrig vide ;-) Chris Lemig fra en af mine absolutte ynglings blogs The Narrow Way, John Pappas som har endnu en højt skattet blog Point of Contact og sidst, men ikke mindst, Kyle som har The Reformed Buddhist.

Var det kun fire? Tja, så nominerer jeg David fra Snow Branches, hvis blog jeg værdsætter meget,  men da han allerede har lavet en post, så  behøver han selvfølgelig ikke igen ;-)

Og det var sådan cirka fem.

Jeg citerer David, for jeg har det på samme måde: “Please don’t feel obligated in any way to play – you didn’t put your name in the hat, so I hope you just do whatever feels right. Just reading your blogs is good enough for me.”

Gassho,
Senshin