At tage luften ud af egoet
Jeg skal for første gang rejse alene i morgen. Jeg er 34 år og har seriøst ikke rejst nogen steder hen alene før (med undtagelse af en enkelt gang jeg var på Fyn som 14 årig)
Og det skaber altså en del nervøsitet i mig. Nu spørger du så; “Jamen hvor langt skal du da, siden det skaber sådan en reaktion?” og jeg skal heeelt til Sjælland. Ja! Kun til Sjælland. Og det betyder jeg er nervøs og ængstelig på grænsen til angst. Hvorfor? Fordi jeg lytter til mit ego. Dette skriveri er en måde at holde op.
Vi har alle noget vi er bange for at slippe kontrollen med. For mig er det at rejse alene og være nervøs for om jeg kommer frem. For dig er det måske noget “større” eller “mindre” der er angstfremkaldende.
Og hvor kommen den så fra denne angst? Tja, når man ser på den er den jo ganske tom. For hvor kan jeg pege hen og sige “der (!) sidder kernen i min angst”? Den er oven i købet ganske ødelæggende. Den hjælper mig ikke med noget som helst. Den giver mig bange tanker som jeg tager seriøst og spilder tiden på. Jeg kunne istedet bruge tiden på at glæde mig over muligheden for at lærer noget, på at nyde at være på egen hånd og på glæden over at besøge en jeg glæder mig til at se. Men nej, indtil nu har nervøsiteten haft fat i mig det meste af tiden, og jeg føler et stik af panik ind i mellem.
Men når nu denne følelse ikke gør noget godt for mig OVERHOVEDET? Hvorfor er den der så og hvorfor tager jeg den seriøst?
Jamen det er mit ego der tvinger mig til det! Eller… tvinger det mig virkeligt? Nej, for ego er ikke virkeligt. Det er en illusion som ikke kan tvinge mig til noget som helst. Jeg VÆLGER at lytte til det. Muligvis helt ubevidst, men jeg vælger det, for der er en anden mulighed; at lade være at lytte! At lade ego skabe sig alt det det vil og så ellers gøre det jeg har lyst til, at være til stede lige nu og at glæde mig til at komme derhen hvor jeg skal. Så det vil jeg vælge!
Ingen tvivl om at stemmen i hovedet vil blive ved at råbe at jeg bør være nervøs for om jeg kommer frem til tiden og om jeg står af det rigtige sted. Det er jo det et ego nu engang gør for at overleve. Men jeg vil være large og lade det larme og græde som et lille barn der vil have sin vilje og så ellers lade det tude sig selv i søvn. For nu har jeg lyttet nok og vil hellere tage mig af det som er vigtigt.
Jeg rejser til Sjælland i morgen og jeg glæder mig rigtig meget. Og jeg vil derfor heller ikke være på bloggen nogle dage :-)
Vi ses!
