Jeg kan sige meget om hvorfor. Jeg kan sige meget om hvorfor andre bestemt ikke er. Men det ville ikke være noget du ikke kunne læse en masse andre steder.

For mig er det vigtigste at jeg har fundet nogle bøger som taler, nærmest råber til mig, lige nu. Som rusker op i mine forestillinger og som derfor har fået mig til at praktisere mere end ellers! Findes der noget bedre?

Her er nogle få af mine ynglings citater fra hans to første bøger. Jeg kunne havde valgt SÅ mange andre.

En lærer på vejen?

Den ultimative virkelighed?

Succes?

Det bedste?

Vil jeg så sige du også skulle læse Warner? Gør det hvis du har lyst, som han også selv ville sige, og hvis ikke så lad være. Det vigtigste, som skrevet tidligere, er at finde noget der taler til dig, noget som rusker op i dine forestillinger og ikke bekræfter dig i alt du tror du ved. Noget som får dig til at sætte dig på måsen og stille spørgsmål!

Warner har skrevet fire bøger og en femte er på vej.
Jeg har læst Hardcore Zen og Sit Down and Shut up og glæder mig nu til hans tredje.

Du finder hans blog Hardcore Zen lige her
Hvis han provokerer dig er du ikke alene ;-) Det er en ganske udmærket indgang til praksis.

Jeg er på mini retreat i aften. Alle er meget velkommen til at sidde sammen med mig, hver for sig. Vær med på hele programmet eller med på noget af det. Skriv dig på under denne status på min FB profil, om hvilke tid du sidder med. (Karina Blomkvist (Senshin)) Skriv på Twitter under #OMCru hvis du er der. Jeg er @Senshin_dk . Eller herunder, hvis du ikke er på FB eller Twitter.

Program:
19:00 Daglig ceremoni.
19:30 30 min. Shikantaza
20:00 10min. kinhin
20:15 40min. metta meditation.
20:55 20min. pause.
21:15 30min. shikantaza
21:50 10min. kinhin
22:00 30min. siddende nembutsu.
22:30 dedikation af praksis og Bodhisattva løfter.
Derefter en kop te i stilhed. Sov rigtig rigtig godt.
 

Det vil jeg lade jer om istedet. Men lov mig ikke at bruge for mange kræfter på det!
Sms til min lærer:

Jeg trækker tæppet væk under mig igen og igen.
Ikke meget kan føles så skræmmende. Ikke meget betyder så meget.

Dharmaen er uden for ord, men i hvert eneste.
Jeg har intet jeg kan regne med, end ikke dig.
Og alligevel er du alt jeg nogensinde har brug for.
Jeg er dybt taknemmelig, og du er et udtryk for det.

At prøve at give mening er forgæves, men alt jeg gøre.
Det er hverken smukt eller grimt.
Det er heller ikke ikke smukt eller grimt.

Buddha har aldrig eksisteret. Han ånder.
Vi er i hver en porre af hans ansigt.
Disse ord vil altid kun være det.

Udtryk for dig. Udtryk for ham.

Sms slut.

Disse ord gav masser af mening da de blev formet. Den forsvandt lige så hurtigt igen. Men det du læser i dem er lige så gyldigt. Lad dem være et udtryk for det øjeblik du læste dem. Det er alt de kan være.

Og lad dette være en reminder om hvad for meget meditation kan gøre ved et sind der keder sig ;-)

Ps. Jeg har det godt. Om lidt spiser jeg Ben&Jerry’s, så lidt velforvaret er jeg dog stadig.

Sneglen herunder hilste jeg på i går. Han har intet med indlægget at gøre, men jeg tænker han giver lidt mening til det ;-)

Og så har jeg vist brugt min kvote af blinkende smilies for idag ;-)
(nå, det havde jeg så ikke)

Fritidscenteret
Vestergade 15
8900 Randers

 
Ekayana sangha mødes i lokale 12 i Fritidscenteret til meditation, snak og en kop te/kaffe.

Hvis du har en meditationspude, så medbring den, da kun få er til udlån. Tag evt, også et tæppe med til at sidde på, da vi sidder på hårdt gulv. Der er stole til de der fortrækker det.

De fleste arrangementer bygger på ideen om dana; frivillige bidrag. Der beregnes således ikke nogen betaling, men man opfordres til at bidrage til sanghaen og lokaleleje. De faste brugere laver typisk månedlige overførsler, mens andre tilbydes at lægge deres eventuelle gave i dana kassen.

Læs mere om Tendai på www.tendai.dk
Eventuelle spørgsmål kan stilles til senshin@tendai.dk

Alle er velkommen!
På gensyn.
 

Twitter er en sjov størrelse. Jeg er der rigtig meget fordi jeg overvejende kan li’ stedet og det giver mening for mig, til andre tider bryder jeg mig mindre om det og så er jeg der knap så meget.

Det går stærkt på Twitter, det er en af grundene til jeg kan li’ det så meget. Jo flere du følger jo stærkere går det. Mange knap så kloge ord bliver skrevet (naturligvis af de andre) og mange kloge ord bliver skrevet (og her kunne jeg jo pege på mig, hvis ikke jeg var så pokkers beskeden ;-) )

Det meste bliver glemt igen. Nogle ting hænger ved. Her er et lille udpluk af de Tweets som jeg har gemt og som jeg stadig retweeter fra tid til anden. De giver mening for mig og måske for dig. Hvis ikke, er der masser og masser af andre at blive inspireret af derinde.

Den tweet jeg husker allerbedst, blev skrevet for meget lang tid siden efterhånden, og følger du mig på FB har du nok set den flere gange. Den er af @kamapawo:

“We are all ignorant in our own way. Don’t mistake your ignorance for being superior to the ignorance of others.”

Ikke så meget pjat der! Flere ord kan sættes ind istedet for ignorance. Prøv feks med suffering.

Følgende er også gemt under mine favoritter:

(@Takuin:)

“When one sees the world through their beliefs, they only see the mind, and not the world in front of them.”

(@MrPeterReyes:)

“We have no scar to show for happiness. We learn so little from peace.” -Chuck Palahniuk

(@KeinyoWhite)

“Getting rid of things and clinging to emptiness is an illness of the same kind; like throwing oneself into fire to avoid drowning”.-Yungchia

Og mit favorit citat:

(@VitaBellaX:)

“If within there is no self, then each and every thing is intimate.” – Yikui

Den sødeste:

(@bunnybuddhism:)

Breathing in, I know my long ears are cold. Breathing out, I smile, knowing I can experience cold.

Og en af de sødeste sendt til mig ;-)

(@wigglechicken:)

Will you be my valentine?

Man kan sige mange ting om Twitter. Man kan sige det er overfladisk, at det er tidsspild, at det er uden indhold.

Men man kunne også vælge at sige at det er en måde at nå hinanden på, en måde at kunne glæde hinanden på, en måde at støtte hinanden på vejen. Man kan vælge at se det som et sted, der ikke er adskilt fra alt andet. Et sted der afspejler den virkelighed den er en del af.  Og så tage det man kan bruge og lade resten ligge.

Jeg vælger at se Twitter som en udvidet sangha. Sommetider griner jeg med den, sommetider græder jeg med den.
Men alene er jeg aldrig.
 

Du kan følge mig her
 

Det er sjældent jeg læser en bog hurtigt efter jeg er blevet buddhist. Det er der to grunde til: 1. bøger om buddhisme kan ofte være meget tør læsning (for mig, vel at mærke, jeg siger ikke de er for andre! Men stik mig et modemagasin og jeg kan læse hurtigt) 2. jeg læser stort set ikke andet end bøger om buddhisme mere og  ja, så siger det jo sig selv ;-) (ja, selvfølgelig skal jeg læse dem, selvom jeg finder dem kedelige! Det betyder jo ikke de ikke er vigtige, vel? ;) )

Men engang i mellem dukker der en bog op som jeg får læst sådan nogen lunde hurtigt, inden for en måneds tid eller to. Og så er det sket én enkelt gang, at der er dumpet en bog ind, som jeg har slugt på mindre end et døgn: Dharma Punx.

Dharma Punx er en vidunderlig bog! Den er på engelsk, men et meget let engelsk, da den er uden fremmedord. Den er måske ikke super velskrevet, men den er personlig og meget inspirerende. Levine, som har skrevet bogen, har en anden tilgang til buddhismen end jeg har, og vi er ikke samme “type”. Sidst jeg tjekkede var jeg ikke i nærheden af at være punker. Det vildeste jeg har været, var det man dengang kaldte en ‘flipper’ på efterskolen, hvor jeg var barberet skaldet i nakke og sider, var piercet i næsen og røg pibe (jo, der må grines ved tanken ;-) ) og det eneste misbrug jeg har haft, har været af mad og masser af cigaretter, og ikke stoffer eller alkohol. Men nu er dukkha ikke så forskellig fra person til person, selvom om vi godt kan li’ at tænke den er, i vores ønske om at være særlige.

Jeg genkender i hvert fald hans desperation, hans prøvelser, hans lidelser, hans følelse af at være anderledes. Og jeg genkender hans lyst til at give det videre, som reddede hans liv. Og Levine gør virkelig noget ved det!

Der er ingen grund til at jeg skriver så meget om bogen; Du kan læse en fin anmeldelse af bogen hos min dharma brormand Junshin her ( hvor han også skriver om den næste bog, jeg glæder mig til dumper ind hos mig, i morgen!)

Der er ikke noget som de beretninger der minder os om, at alle andre på vejen lider som vi gør, og kæmper som vi gør. Dharma lærere har selvfølgelig deres egen karma, og det er så inspirerende og befriende at læse at deres vej ikke er mere fin, hellig eller guddommelig end alle andres. Buddhisme handler nemlig ikke drømmebilleder. Det handler om dukkha og frihed for dukkha. Og den frihed er helt sikkert en man aldrig vil opleve, hvis man vender sig fra hvad det der synes grimt.

Det har Levine ikke gjort.

Det meste af mit liv har jeg været uærlig over for de mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg har altid troet, at hvis folk kendte den jeg virkelige var, ville de ikke bryde sig om mig og forlade mig …. Jeg tænker det stadig fra tid til anden, men som min praksis er blevet dybere er jeg ikke så bange mere. Jeg har opdaget at jo mere jeg viser af den rigtige “mig”, jo mere tør andre vise mig hvem de er, og jo mere indser jeg at det vi kalder uperfekt virkelig er perfekt.

Det har givet mig lyst til at være så ærlig som jeg nu kan være, overfor mig selv, overfor mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg tror på at jo mere ærlig jeg er, jo bedre hjælper jeg andre på Buddhaens Vej. Men det er langt fra nemt hele tiden! Jeg har haft pænt store ting gemt væk, som kan være svære for andre at se, især min familie.

Men det der virkelig er noget af det sværeste for mig personligt, synes måske ikke så svært for andre, og det kan få mig til at virke overfladisk. Men det er nu engang en af de ting for mig der virkelig er svære at give slip på. Jeg har været ærlig om at jeg har ADHD, at jeg er blevet dårlig behandlet, har haft spiseforstyrrelser og om en masse andre svære ting i mit liv, men hvad der virkelig er det sværeste for mig personligt til daglig, hvad der kan synes som en lille ting for andre, er at miste mit udseende, og at være ærlig overfor mig selv om hvordan jeg virkelig ser ud.

Jeg var godt nok aldrig den smukkeste pige i skolen, ikke engang i min klasse, eller bare blandt dem jeg hang ud med, men jeg var ikke grim, og drengene kunne lide mig fra en tidlig alder. Min mor lod mig gå med makeup fra jeg var 11 år, og hun har altid opmuntret mig til at gå på slankekure. Sikkert på grund af min ADHD, var jeg ikke god i skolen, og fordi jeg var “kraftig bygget” kom jeg ikke ind på Den Kongelige Ballet skole, selvom jeg prøvede flere gange og var en god danser. Jeg har aldrig været bedst til noget, men jeg var god til at få drengenes opmærksomhed, allerede fra jeg var 13. Jeg var bedre end de fleste piger jeg kendte. Og det siger vel sig selv, at jeg var yderst upopulær blandt de andre piger. I dag ønsker jeg, selvfølgelig, at jeg ville have fået opmærksomhed for noget andet, men dengang var jeg bare glad for at få opmærksomhed, og da jeg stadig var et barn, vidste jeg ikke bedre og slet ikke hvad det ville betyde for mig.

Jeg husker stadig, hvor stolt jeg var, da den mest populære fyr i byen, der var 17, kiggede på mig en enkelt gang og sagde: “wow, hvem er du, og hvorfor har vi ikke mødtes før?” Han kyssede mig måske 30 min. senere, og jeg var i syvende himmel.

Jeg husker stadig, hvordan den mest populære pige i klassen gjorde mig flov foran de andre, da hun tog sin taske, fordi hun ikke vil sidde ved siden af ​​mig længere, gav mig en blik fyldt med harme og gik ned for at sætte sig bagerst i klassen, fordi hendes kæreste, to dage før, havde fortalt mig at han ville slå op med hende, så han kunne sove med mig. Han slog selvfølgelig ikke op med med hende, men fortalte hende, at jeg havde lagt an på ham. Jeg blev hadet af næsten hver eneste pige i klassen, lige siden.

Desværre fandt jeg aldrig noget jeg var sådan rigtig god til, udover at få drenge. I begyndelsen af ​​tyverne mødte jeg den første fyr, der fortalte mig at jeg ikke var smuk nok, og det startede 12 års spiseforstyrrelser, og en tid hvor jeg lod folk behandler mig som skidt, bare for at jeg kunne føle mig speciel. Den mand jeg gift med nu (men skal skilles fra) faldt for mit udseende, og i dag kan han finde på at fortælle mig at jeg ikke er pæn, fordi jeg ikke ligner pigerne på MTV. Jeg er 37 og skal ikke ligne dem. Det skal ingen! Det er tv, ikke virkelighed! Min mor kritiserer mit udseende, hver gang jeg ser hende. Hun fortæller mig enten at jeg har taget på i vægt, eller at mine hænder eller ben ser mærkelig ud, eller at solskaderne i mit ansigt får mig til at ligne en der er blevet slået (jeg har sikkert fået dem, fordi hun tog mig med i solcenter fra jeg var 11 år gammel)

Jeg fortæller det ikke for at nogen skal få ondt af mig. Jeg er voksen nu, og jeg lærer folk hvordan man behandler mig. Bare fordi nogen har sagt dårlige ting til mig, er det stadig op til mig selv at vælge at give slip, og ikke holde fast på deres dukkha.

Men jeg har ikke givet slip. Og år med spiseforstyrrelser og hårde tider har gjort at jeg ser ældre ud end jeg er. Nej, ikke på billeder. De billeder jeg vælger at vise online, er de bedste af mig, og de viser ikke alle mine rynker og alle de solskader jeg har i hele mit ansigt. Jeg har meget uren hud og uden makeup ser jeg ud til at være tættere på 50 end 35. Men det ses ikke på mine online billeder. Og jeg føler tit at jeg snyder de mennesker der er rare nok at fortælle mig jeg er køn eller endda smuk. Jeg er ikke smuk overhovedet! Jeg er bare køn når jeg har makeup på og når jeg hæver mit hoved så min dobbelthage ikke vises, og lyset er lige tilpas, så man ikke ser min dårlige hud. Jeg snyder alle. Det føles sådan.

Nu behøver jeg ikke have alle drengene rendende efter mig mere ;-) Jeg har fundet buddhismen og det er hvad jeg elsker, og hvad jeg elsker at give videre. Jeg er ikke engang sikker på jeg gider mænd længere (okay, man kan selvfølgelig ikke bestemme om man forelsker sig), men jeg behøver ikke at have denne “pretty girl” facade længere, men det lader til at jeg bare ikke tør give slip! Og jeg elsker stadig når folk fortæller mig at jeg ser dejlig ud. Folk i det virkelige liv gør det næsten aldrig, sandsynligvis fordi de ser alt hvad der skjuler sig på billeder. Og når folk online fortæller mig at jeg køn, bliver jeg rigtig glad til at begynde med, men så får jeg det skidt. Jeg er ikke køn som jeg var engang, jeg ser ældre ud end de fleste på min alder, jeg er nødt til at gå med en masse makeup for at dække mine solskader og hvis jeg smiler har jeg 600 rynker mere end min lærer, der er 10 år ældre end mig! Mine tænder er ved at blive gule, mit hår ved at blive gråt, og jeg farver det. Jeg ser ikke køn ud i det virkelige liv. Overhovedet.

Jeg ville ønske jeg var helt okay med det, og bare kunne være glad for de komplimenter jeg får, men det er jeg ikke, og det bliver jeg ikke. Hver dag er jeg ked af hvor gammel jeg ser ud. Hver dag føler jeg at jeg snyder folk med min makeup og få gode billeder, udvalgt fra 100 andre dårlige.

Det vil tage lang tid. Det vil ikke gå den “rigtige vej”, jeg vil se ældre og ældre ud, fordi det er hvad jeg vil være! Og det kan godt være jeg er en str. 36 og kan gå i skinny jeans, men min krop er træt og blød, ikke ung og sprød. Når jeg slappe af derhjemme ligner jeg nærmere en på 50, ikke en på 37. Jeg har dobbelthage og poser under øjnene. Jeg har ikke lyst til at lyve for mig selv og alle andre mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være. Ligesom resten af verden, ønsker jeg ikke at se at ægte skønhed er i alt, ikke bare i hvad der ser ungt ud.

Og det er dukkha!
Ikke at ville se ting, som de virkelig er.

“Hvad så i dag?” Spurgte hun mig. “Hvad gør du når du føler dig frustreret og ikke kan få styr på dit kaos i hovedet nu?” “Tjaa, hvad gør jeg?” spurgte jeg ud i rummet. Og intet svar kom til mig. Sådan er det at have ADHD. Ord forsvinder når man har allermest brug for dem. Jeg har den her følelse indeni af at jeg gør noget helt rigtigt, men jeg kan ikke formidle det. Jeg læste i en bog at det at have ADHD er som at have et helt symfoniorkester inden i sig, men når man åbner munden er den eneste lyd der kommer ud et sølle ‘kling’ fra et gammelt ustemt klaver. Jeg elsker den formulering! Det gælder for mig hele tiden. Heldigvis kan jeg fra tid til anden være heldig at lade orkestret spille en stille melodi når jeg skriver.

Da jeg havde siddet lidt kunne jeg fortælle hende at jeg er buddhist og mediterer hver dag og jeg kunne se hende smile og være glad på mine vegne.”Det er da den helt rigtige vej at være gået af, når du har ADHD” sagde hun. “Også hvis jeg ikke havde” tænkte jeg ;-) Men hun har ret! For det er min praksis der gør, at jeg i dag, ikke føler jeg er nødt til at kontrollere mit kaos. Det er min praksis der gør jeg kan se på mine følelser af utilstrækkelighed og skyld og skam over at være anderledes, og ikke behøver reagerer på dem. Sommetider gør jeg det stadig….ok, ofte faktisk, men mindre og mindre, og jeg lærer af det hver eneste gang.

Og jeg har lyst til at give det videre til andre med ADHD. Jeg har lyst til at fortælle dem at de ikke behøver lade sig styre af deres indre kaos, men faktisk kan lære at omfavne det og se det som en styrke og en hjælp, istedet for som en hindring og lidelse.

Jeg har jo faktisk lyst til at give det videre til alle mennesker, men især kan jeg mærke en brænden efter at give andre med ADHD (og de mange mange psykiske problemer det medfører) håb og mod til at starte en praksis. Det KAN lade sig gøre at meditere, selvom vores tanker vælter over hinanden med 1000 km i timen. Der findes praksisser der ikke nødvendigvis indebærer at sidde helt stille i en time. Der findes praksisser der engagerer både sind og krop i bevægelse, og de er nøjagtig lige så gode som de traditionelle stille meditationer.. Der findes fantastiske tekster som egner sig særligt godt til at læse i små bidder, så en buddhist behøver ikke nødvendigvis at læse tykke kedelige bøger ;-) Det kan, med øvelse, lade sig gøre at finde rum til at vælge hvad vi ønsker at beskæftige os med, selv når impulserne og hyperaktiviteten er aller “værst”.

Mist ikke modet. Tro ikke at fordi du har ADHD/ADD er en meditationspraksis dømt til at fejle. Der er intet der hedder at fejle i en buddhistisk praksis! Så for første gang i dit liv, kan det oven i købet være at du, som jeg, får en fornemmelse af at der er noget du kan opretholde og være god til, lige meget hvor “rodet” det virker. Noget der kan hjælpe dig til at favne dine vanskeligheder og noget som, måske for aller første gang, kan få dig til at indse at det vi kalder ADHD og et svært handicap, faktisk kan være en stor og vigtig hjælp på en fantastisk Vej.

-

Har du spørgsmål om det at have ADHD og have en buddhistisk praksis er du meget velkommen til at skrive til mig på senshin@tendai.dk

Buddha er i alt. Ikke kun i medfølelse, men også i de ting vi ikke kan lide at se, de ting vi ikke synes er “buddhistiske”. Han er i vores begær, i vores had og han er endda i vores uvidenhed. Buddha er i dukkha, såvel som i lykke.

Omfavn og bliv venner med alle disse ting, og du vil være Buddha også _/\_

Læs den hvis du vil vide hvad buddhister mener om abort, sex før ægteskabet eller homoseksualitet. Eller om forurening, overforbrug, hjernedødskriterier og organtransplantation.

‘Den lille bog om buddhistisk etik’ giver en grundlæggende introduktion til det etiske system i buddhismen, og beskriver de forskellige overvejelser man som buddhist kan gøre sig om livets etiske valg.

I slutningen af bogen giver Shomon forslag til hvad man kan læse hvis man vil vide mere. Hun nævner bl.a Peter Harveys ‘An Introduction to Buddhist Ethics’, som jeg også gerne vil slå et slag for. Det er en bog som længe har stået på min hylde og som virkelig er grundig og værd at kigge i. Jeg bruger den som opslagsværk.

Shomon bog koster 99 kr og kan købes i webshoppen på tendai.dk lige her