Senshin.dk

For nogle dage siden læste jeg bogen ‘Eat, Sleep, Sit’ færdig.

Den er skrevet af Kaoru Nonomura og har undertitlen “My Year at Japan’s Most Rigorous Zen Temple’. Og er hans fortælling om hans ophold i Zen templet Eiheiji.

Jeg er  ikke den store fan af japanske forfattere. Jeg synes de skriver meget faktuelt, meget opremsende og meget lidt beskrivende i forhold til hvad jeg normalt er til. Og det var også det jeg synes med denne til at begynde med. Men kender man mig, ved man højst sandsynligt, at jeg elsker  meget hård træning. Eller i hvert fald ideen om meget hård træning ( ellers var jeg nok tjekket ind i det kloster i Japan) så jeg læste med glæde videre og slugte hvert et ord.

Meget meget hård træning er hvad forfatteren var igennem det år i zen klosteret! Og har man ideen om at et ophold i et buddhistisk  kloster er lyserødt, romantisk og rart, så bliver ens tro godt nok pillet ved. Han undergår store prøvelser;  ingen kontakt med omverdenen overhovedet, end ikke familie,  at blive slået og sparket dagligt, at sulte, at have absolut ingen privatliv, at kigge ind i en væg i timevis og at måtte gøre selv et toiletbesøg til  meget kompliceret praksis.

Jeg vil ikke fortælle side op og ned om bogen, man kan læse meget mere om den mange andre steder. (bl.a  kort her)

Kun sige at det er en virkelig stærk bog, som udfordrer, som inspirerer, som chokerer, som glæder. Har du et billede af at buddhisme altid er rar, varm og hyggelig og vil beholde det billede, så læs ikke denne bog ;-) Er du derimod åben for at buddhistisk træning kan ske uden fløjlshandsker for virkelig at se Mara i øjnene og turde danse med ham, og at vi ikke altid behøver at forstå hvorfor ting bliver gjort som de gør, af de som er længere på vejen, så læs bogen. Jeg håber du vil nyde den lige så meget som jeg har gjort.

Havde jeg vundet de 117 millioner i Lotto igår havde jeg helt sikkert, efter at have læst denne bog, bygget et kloster i dag :-)

Jeg elsker min praksis, både den formelle og uformelle og mit arbejde med buddhismen; det er det som jeg vil med mit liv. Der ligger uden tvivl en masse drive i det, som får mig hen på puden, men det viser sig af og til at det bare ikke er helt nok, at selvom jeg elsker at praktisere og kan se hvor meget det gavner mit liv og dem omkring mig, så er der bare tider hvor jeg alligevel har sværere ved at få taget mig sammen til at sætte mig, sværere ved at få skrevet den artikel eller læst den bog. Og jeg tror de fleste kender det, selv de mere erfarne praktiserende; selvom man har en dedikeret praksis og generelt er god til at få sat sig, så kan det altså stadig ske at det er svært at stå i mod et sind der keder sig og lige kan se det frygtelig smarte i at se en film eller læse en bog i stedet for at overholde aftalen med sig selv om at sidde.

Jeg blev en dag spurgt ”Hvordan holder du motivationen oppe for din praksis?” og mit svar var ” Andres lidelse og Bodhisattva løfterne.  At jeg ikke kun praktiserer for at ende egen dukkha”

Når man tager tilflugt i Tendai tager man, udover de fem forskrifter, også Bodhisattva løfterne. Vi reciterer dem ofte til sanghamøder og på retreats. Nogle reciterer dem endda hver dag efter praksis. Bodhisattva vejen er central i Mahayana, det er den hele retningen er grundlagt på. Alligevel er det min oplevelse og egen erfaring at det ofte glemmes i det daglige. Vi sætte os på puden fordi vi vil have det bedre, fordi det hjælper på søvnrytmen og fordi vi ønsker ro og balance i vores liv, og det er alt sammen meget fine ting at ønske, men hvis ikke vi husker vores løfter om at frelse alle levende væsner og glemmer at arbejde på at udvikle bodhicitta kan det virkelig være op ad bakke meget af vejen og meget lettere at springe over hvor gæret er lavest! Hvis jeg kun er ansvarlig for at jeg bliver lykkelig, hvorfor skulle jeg så ikke bare smide mig på sofaen, se film og spise pizza? Det er jo indlysende at det er det der gør mig glad lige nu, og efter det er der et nyt behov jeg kan bare dække for at blive glad. Det giver en helt anden mening at sætte sig på puden og huske at gøre tingene med omtanke i hverdagen, når man har tanke på at gøre det for andre, med følelsen af ansvar i hjertet, i erkendelse af at der ikke er grænser mellem dig og mig og at vi alle er dybt forbundne og afhængige af hinanden.

Det kan måske virke lidt uoverskueligt det med at ‘frelse alle levende væsner’, så kan man lægge ud med at sætte sig for dem i den umiddelbare nærhed; familie og dine venner. Tænk hvor meget vi alene påvirker dem nær os og tænk så hvor langt ud vi kan påvirke og have indflydelse på andre med vores praksis. Man behøver ikke leve som munk eller blive præst for at nå ud til andre og give Dharmaen videre. Det kan gøres med et smil, med medfølelse, en hjælpende hånd hvor som helst. Og når nogen spørger indtil vores religion eller hvad vi laver når vi sætter os på puden, så skal vi ikke være nærige med at dele ud. Tænk hvilken gave det er at give. Det kan være lige dér et frø sås i et andet menneske.

For at udvikle den dybe forståelse af hvor vigtig den bodhicitta vi allerede har i os er at dyrke, kan man meditere på De Fire Uendelige Dyder;  se hvordan andre lider som os, se hvordan medfølelse og deltagende glæde er vejen og opleve at sindsro ikke kun gavner en selv, men ultimativt vil gavne alle.

Når vi udvikler bodhicitta og tager vores Bodhisattva løfter højtideligt er det nemmere at tage sin praksis højtidelig, sætte større pris på den og nemmere at huske at vejen ikke kun er for os der allerede er på den.

Da jeg begyndte at interessere mig for buddhisme havde jeg en ide om hvad en buddhist var og hvordan sådan en handler og (især) ikke handler. Jeg ser det også hos andre nye til buddhismen, og det er helt naturligt. Vi går ind til noget helt anderledes og skræmmende og vi forsøger derfor at forberede os, så vi danner ideer om hvordan tingene er, for at være lidt på forkant med det hele. De fleste der kommer til buddhismen har set Dalai Lama på tv. Han ser jo venlig og rar ud og taler om medfølelse og lader ikke til at såre nogen eller lade ego råde. Jeg så ham også og jeg fik så ideen om at sådan er buddhister! Spørg lige om jeg fik jeg et chok da jeg bevægede mig ind i den buddhistiske verden på nettet. Her sad mennesker som kaldte sig buddhister, nogle var endda ordinerede, og diskuterede, sommetider i en mindre end pæn tone. Sommetider tonen ligefrem ubehagelig og det stred mod mine overbevisninger og forventninger. Så jeg smuttede igen. Det var nu nok bare dem, på dét sted på nettet, den var gal med. For gal var den da, når buddhister sådan kunne være som alle andre! Min tolkning af hvordan en buddhist opførte sig fejlede i hvert fald ingenting; Hvorfor blive buddhist, hvis man ikke gad opføre sig ordentligt?!

Men som tiden gik var jeg jo nødt til at se det i øjnene, selvom jeg bestemt ikke havde lyst; Buddhister er som alle andre mennesker. Buddhister lider, de oplever dukkha, de er i samsara. Hvis ikke, var de ikke buddhister, så var de Buddhaer.

Og jeg var ikke bare var skuffet over at andre buddhister ikke kunne tale ordentligt til hinanden og sommetider led under deres ego, Jeg var også skuffet over mig selv! Nu havde jeg taget et valg og så var intet ændret, min intention var godt nok bedre, men mine handlinger og begrundelserne for dem var stadig tvivlsomme. Jeg opførte mig ikke meget som jeg havde forventet. Jeg sad på puden og så gik jeg umiddelbart efter ud og sårede folk, eller blev irriteret ovre en bagatel.
Jeg regnede ganske enkelt med at få timers praksis ville gøre en kæmpe forskel i mit liv og jeg ville være et meget bedre menneske. Jeg husker jeg skrev tit og ofte til Shomon og var skuffet over mig selv. Selvfølgelig handlede det om at jeg endnu ikke havde udviklet medfølelse med mig selv og om at jeg virkelig ønskede tingene bedre. Men det handlede også, set i bagkundskabens klare lys, om dovenskab og om begær. Jeg ville have det hele nu, og det skulle komme til mig let; få timer på puden skulle give tydelig udslag i min gøren og laden. Og hvis ikke det skete, var det nok fordi det i virkeligheden ikke hjalp mig.

Men virkeligheden er jo, at vi kommer med mindst et hel livs karma. Sandheden er at den ikke bare lige ændres af få timer på puden, og sandheden er også at de forventninger vi stiller op om hvad buddhismen er, hvad en buddhist gør, kan se ud som en hindring, men i virkeligheden er et vigtig skridt på vejen. Frustrationerne over at andre ikke opføre sig som buddhister, fordi de bliver vrede eller irriterede, frustrationerne over at man selv kan blive ked af det og ikke kommer langt nok hurtigt nok, og ønsket om at karma ændres over natten, er alt sammen en del af vejen. Det er måske ikke til at se mens man står i det som helt ny, men med tid og øvelse i at observere sindets natur, giver det rigtig god mening at buddhister opføre sig som alle andre! En buddhist er en der øver sig. Og også her gælder det at øvelse gør mester. Men ingen øvelse uden fejltagelse. Det er fejltagelserne der er vejen. Det at øve sig i at rumme at være menneske, med alt hvad det indebære, er vejen.

Nu har jeg fået læst min læres oversættelse af Dhammapada et par gange. Jeg er ikke en særlig stærk læser når det kommer til buddhistisk litteratur, min hjerne har det med at opfatte det som kedeligt og tørt, hvilket godt kan være et handicap når man følger et studieforløb! (Jeg mangler kun én måned. *Dansende smiley*)

Men jeg må sige at jeg bestemt vil lable den kedelig. Havde den været på engelsk havde den taget mig 10 år at tygge mig igennem. Men på dansk er den super dejlig at læse og meget meget inspirerende! Den er, som alt andet min sensei skriver nem at forstå, helt nede på jorden og så hjælper det virkelig at jeg kan høre hendes stemme for mig når jeg læser den (ikke at den ikke vil være god alligevel! Men for en læsehandicappet som jeg er det en god hjælp)

Den kommer ind omkring rigtig mange ting, hvor jeg tænker “Wow, hvor jeg trænger til at oppe mig! Og hvor kan jeg gøre meget mere i min praksis! ” Og det er super, for det betyder jeg får et spark og får lyst til at gøre mere.

Nu skal jeg så igang med Shokens oversættelse  af Shantidevas Bodhicaryavatara, Vejen til det vågne liv. Den ved jeg allerede jeg kan lide, for jeg har den på engelsk og synes det er det smukkeste jeg nogensinde har læst! Og  at kunne læse den på dansk må være den rene fryd, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.

Jeg er taknemmelig for smuk buddhistisk litteratur. Jeg er taknemmelig for de som har overleveret den og ikke mindst for at Shoken har lagt tid og hjerte i at oversætte for vi andre.

Dhammapada og Bodicaryavatara på dansk kan købes lige her
 

Jeg skulle aldrig være religiøs, aldrig! Religion var for svage mennesker uden tro på sig selv, og en af dem var……jeg. Ok så, men jeg skulle i hvert fald alligevel ikke være religiøs, for så ville det da vælte helt! Se bare på krigene rundt om i verden. De er religionens skyld….

Det var for 2 år siden. I dag er jeg blevet accepteret som kozo og tager til sommer på gyo i USA, for at undergå buddhistisk præstetræning.

Det viser jo bare hvor lidt man kan regne livet ud og hvor meget vi kan ændre os, selvom vi går rundt med en helt fast ide om hvem vi er og hvad vi vil.

Og hvorfor så præstetræning for mig? Hvorfor var det ikke nok at leve som lægbuddhist med en meditationspraksis?

Ja, sådan kunne det også være blevet og det havde også været rigtig godt for mit liv. Men den dag jeg trådte ind i hondoen for første gang og overværede Shoken lave en ceremoni, vidste jeg bare at jeg gerne ville sidde der en dag. Jeg elskede ceremoni og alt det fremmede omkring det fra start; alle fagterne, alle ordene og hele stemningen. Så der var kimen lagt. Men at kunne tænke sig at lave ceremonier er jo ikke det eneste der skal til for at ønske at vie sit liv til et præsteskab.

Jeg fandt rigtig hurtigt ud af at buddhismen var vejen for mig og at jo mere jeg praktiserede jo bedre fik jeg det i forhold til mig selv og alt og alle omkring mig. Jeg kastede mig over praksis, som gjaldt det livet og jeg er aldrig brændte ud. Jeg har naturligvis mine downperioder, som de fleste har i praksis, men de tager ikke modet eller lysten fra mig. Når jeg har det dårligt og ikke gider praksis, så har jeg altid gjort det alligevel, for jeg synes ærlig talt at jeg har fået nok af dukkha.

En dag, da jeg gik en tur, slog det mig bare som et lyn fra en klar himmel; ”der er ingen grund til at jeg gør alt det jeg gør, hvis ikke jeg giver det videre til andre!”  Det gav lige pludselig bare ikke mening for mig mere ”kun” at gøre det for at jeg og min nærmeste kreds skulle have det godt. Overhovedet. Det slog mig hårdt og det satte sig i mit hjerte. Og så var der bare ingen vej tilbage. Jeg vidste da at præstetræning var det jeg absolut måtte. Jeg ville give det videre på den måde. Det gav mening som intet andet har givet mening for mig.

Og nu tager jeg så afsted til sommer og jeg er startet i min træning. Det har ikke været ligetil. Jeg havde ikke den opbakning jeg ønskede eller midlerne til det fra start. Men jeg vidste det var det jeg ville uanset hvad, så på en eller anden måde er det lykkedes mig at få begge.

Livet tager os steder hen som vi aldrig havde drømt om. Vi kan bare arbejde på at være åbne for det og tage imod og turde give slip på gamle indgroede ideer om hvem vi er og hvad vi skal.

———————————-

(Jeg postede dette indlæg i det sidste nyhedsbrev fra Tendai Danmark.
Kunne du tænke dig at få vores nyhedsbrev hver anden måned kan du gratis  melde dig ind her )

Denne her Dharma The Cat tegning havde Mugen fra Clouds and Water postet til mig på Buddhistisk Forum

Vi har begge en helt (u?)naturlig stor forkærlighed for Ben and Jerry’s! Især Chocolate Fudge Brownie! Det er det reneste og bedste dharmaføde og en meget vigtig del af træning og praksis ;-)

MUMS.

Jeg holdt for første gang nogensinde jul  i mit eget hjem. Jeg har ikke, i hvert fald i mit voksenliv, været særlig glad for julen hidtil. Men det ændrede sig i år. Vi skulle holde den for mine forældre og det ændrede mit syn på julen. Hvor var det dejligt at pynte op og handle og gøre klar, når det hele var for at glæde andre. Det blev til en stor glæde for mig også.

Vi fik også vores første juletræ og det var noget så smukt. Og ham her fik en plads under træet og har siddet og hygget sig i duften af gran de sidste 14 dages tid.

 
Så er det nye år her. Hvor dejligt! Jeg glæder mig meget til det. Det bliver året hvor jeg for første gang tager på gyo i USA, 14 dages intensiv præstetræning, med henblik på at blive ordineret om 3 år. Det betyder at min praksis og træning det næste halve år frem til afrejse vil blive intensiveret og det kan jeg kun glæde mig over. Jeg glæder mig også meget til året i den nye blomstrende sangha i Randers og til rejserne til Sjælland for at tage på retreat og for at deltage i træningsdage for ordinerede og kommende ordinerede. Jeg glæder mig over at have dejlige inspirerende dharmavenner og jeg glæde mig især over at have den bedste sensei jeg kunne ønske mig at følges med igennem praksis, tåre og smil, endnu et år. Jeg er meget taknemmelig!

Jeg har i dag mediteret på egen død og begravelse og nydt at lave og lytte til 108 klokke slag. Begge praksisser er traditionelle for nytår i Tendai.

At meditere på sin egen død og begravelse kan umiddelbart lyde lidt bizart. Men det er faktisk en meget meningsfyldt praksis. Den minder en om at man ikke er udødelig, om at livet kan ende hvert øjeblik. Når man ser for sig hvad ens kære vil sige om en til sin begravelse, kan man se om man lever som man ønsker og giver det man ønsker. Jeg havde meget nemt ved at lave mit nytårsfortsæt efter dagens praksis.

De 108 klokkeslag var en vidunderlig måde at starte det nye år på og jeg nød hvert eneste.

Jeg håber alle må få et vidunderligt år og må være trygge og lykkelige og altid bære viden i hjertet om at vi alle uadskillelige!

Jeg fejre i dag bloggens fødselsdag og det nye år med et indlæg jeg postede 17 marts 2008:

From Santideva The Bodhicaryavatara

For the sake of accomplishing the welfare of all sentient beings, I freely give up my body, enjoyments, and all my virtues of the three times.

Surrendering everything is Nirvana, and my mind seeks Nirvana. If I must surrender everything, it is better that I give it to sentient beings.

For the sake of all beings I have made this body pleasure less. Let them continually beat it, revile it, and cover it with filth.

Let them play with my body. Let them laugh at it and ridicule it. What does it matter to me? I have given my body to them.

Let them have me perform deeds that are conductive to their happiness. Whoever resorts to me, may it never be in vain.

For those who have resorted to me and have an angry or unkind thought, may even that always become the cause for their accomplishing every goal.

May those who falsely accuse me, who harm me, and who ridicule me all partake of awakening!

May I be a protector for those who are without protectors, a guide for travelers, and a boat, a bridge, and a ship for those who wish to cross over!

May I be a lamp for those who seek light, a bed for those who seek rest, and may I be a servant for all beings who desire a servant.
 

..i dag at poste det indlæg jeg postede sidste nytår.

Jeg postede dette sidste år den 31 dec 2008 og den samme hilsen gælder fra mig i dag!:

Jeg ønsker alle levende væsner et godt nytår fyldt med nærvær og glæde!

Nytår er god anledning til at huske sig selv på at hvert øjeblik er en ny begyndelse.
Når man husker at begynde hvert øjeblik, ser man livet med nysgerrige ikke-forudfattede øjne og man bliver bevidst om, hvordan vi hele tiden skaber vores liv med vores tanker, ord og handlinger. Så med håb om at alle vil få et nyt år med mere nærvær og bevidsthed, som jeg håber min blog kan komme med et lille bidrag til, ønsker jeg alle en god nytårsaften og et dejligt år 2009!

..med det første digt jeg postede af Mary Oliver. Der skulle komme flere siden og flere citater fra hendes også. Og jeg er sikker på at der vil komme endnu flere på bloggen næste år.

Den 24 januar postede jeg dette:

Snow Geese

Oh, to love what is lovely, and will not last!
What a task
to ask
of anything, or anyone,
yet it is ours,
and not by the century or the year, but by the hours.
One fall day I heard
above me, and above the sting of the wind, a sound
I did not know, and my look shot upward; it was
a flock of snow geese, winging it
faster than the ones we usually see,
and, being the color of snow, catching the sun
so they were, in part at least, golden. I
held my breath
as we do
sometimes
to stop time
when something wonderful
has touched us
as with a match,
which is lit, and bright,
but does not hurt
in the common way,
but delightfully,
as if delight
were the most serious thing
you ever felt.
The geese
flew on,
I have never seen them again.
Maybe I will, someday, somewhere.
Maybe I won’t.
It doesn’t matter.
What matters
is that, when I saw them,
I saw them
as through the veil, secretly, joyfully, clearly.

(-Mary Oliver)