Det meste af mit liv har jeg været uærlig over for de mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg har altid troet, at hvis folk kendte den jeg virkelige var, ville de ikke bryde sig om mig og forlade mig …. Jeg tænker det stadig fra tid til anden, men som min praksis er blevet dybere er jeg ikke så bange mere. Jeg har opdaget at jo mere jeg viser af den rigtige “mig”, jo mere tør andre vise mig hvem de er, og jo mere indser jeg at det vi kalder uperfekt virkelig er perfekt.
Det har givet mig lyst til at være så ærlig som jeg nu kan være, overfor mig selv, overfor mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg tror på at jo mere ærlig jeg er, jo bedre hjælper jeg andre på Buddhaens Vej. Men det er langt fra nemt hele tiden! Jeg har haft pænt store ting gemt væk, som kan være svære for andre at se, især min familie.
Men det der virkelig er noget af det sværeste for mig personligt, synes måske ikke så svært for andre, og det kan få mig til at virke overfladisk. Men det er nu engang en af de ting for mig der virkelig er svære at give slip på. Jeg har været ærlig om at jeg har ADHD, at jeg er blevet dårlig behandlet, har haft spiseforstyrrelser og om en masse andre svære ting i mit liv, men hvad der virkelig er det sværeste for mig personligt til daglig, hvad der kan synes som en lille ting for andre, er at miste mit udseende, og at være ærlig overfor mig selv om hvordan jeg virkelig ser ud.
Jeg var godt nok aldrig den smukkeste pige i skolen, ikke engang i min klasse, eller bare blandt dem jeg hang ud med, men jeg var ikke grim, og drengene kunne lide mig fra en tidlig alder. Min mor lod mig gå med makeup fra jeg var 11 år, og hun har altid opmuntret mig til at gå på slankekure. Sikkert på grund af min ADHD, var jeg ikke god i skolen, og fordi jeg var “kraftig bygget” kom jeg ikke ind på Den Kongelige Ballet skole, selvom jeg prøvede flere gange og var en god danser. Jeg har aldrig været bedst til noget, men jeg var god til at få drengenes opmærksomhed, allerede fra jeg var 13. Jeg var bedre end de fleste piger jeg kendte. Og det siger vel sig selv, at jeg var yderst upopulær blandt de andre piger. I dag ønsker jeg, selvfølgelig, at jeg ville have fået opmærksomhed for noget andet, men dengang var jeg bare glad for at få opmærksomhed, og da jeg stadig var et barn, vidste jeg ikke bedre og slet ikke hvad det ville betyde for mig.
Jeg husker stadig, hvor stolt jeg var, da den mest populære fyr i byen, der var 17, kiggede på mig en enkelt gang og sagde: “wow, hvem er du, og hvorfor har vi ikke mødtes før?” Han kyssede mig måske 30 min. senere, og jeg var i syvende himmel.
Jeg husker stadig, hvordan den mest populære pige i klassen gjorde mig flov foran de andre, da hun tog sin taske, fordi hun ikke vil sidde ved siden af mig længere, gav mig en blik fyldt med harme og gik ned for at sætte sig bagerst i klassen, fordi hendes kæreste, to dage før, havde fortalt mig at han ville slå op med hende, så han kunne sove med mig. Han slog selvfølgelig ikke op med med hende, men fortalte hende, at jeg havde lagt an på ham. Jeg blev hadet af næsten hver eneste pige i klassen, lige siden.
Desværre fandt jeg aldrig noget jeg var sådan rigtig god til, udover at få drenge. I begyndelsen af tyverne mødte jeg den første fyr, der fortalte mig at jeg ikke var smuk nok, og det startede 12 års spiseforstyrrelser, og en tid hvor jeg lod folk behandler mig som skidt, bare for at jeg kunne føle mig speciel. Den mand jeg gift med nu (men skal skilles fra) faldt for mit udseende, og i dag kan han finde på at fortælle mig at jeg ikke er pæn, fordi jeg ikke ligner pigerne på MTV. Jeg er 37 og skal ikke ligne dem. Det skal ingen! Det er tv, ikke virkelighed! Min mor kritiserer mit udseende, hver gang jeg ser hende. Hun fortæller mig enten at jeg har taget på i vægt, eller at mine hænder eller ben ser mærkelig ud, eller at solskaderne i mit ansigt får mig til at ligne en der er blevet slået (jeg har sikkert fået dem, fordi hun tog mig med i solcenter fra jeg var 11 år gammel)
Jeg fortæller det ikke for at nogen skal få ondt af mig. Jeg er voksen nu, og jeg lærer folk hvordan man behandler mig. Bare fordi nogen har sagt dårlige ting til mig, er det stadig op til mig selv at vælge at give slip, og ikke holde fast på deres dukkha.
Men jeg har ikke givet slip. Og år med spiseforstyrrelser og hårde tider har gjort at jeg ser ældre ud end jeg er. Nej, ikke på billeder. De billeder jeg vælger at vise online, er de bedste af mig, og de viser ikke alle mine rynker og alle de solskader jeg har i hele mit ansigt. Jeg har meget uren hud og uden makeup ser jeg ud til at være tættere på 50 end 35. Men det ses ikke på mine online billeder. Og jeg føler tit at jeg snyder de mennesker der er rare nok at fortælle mig jeg er køn eller endda smuk. Jeg er ikke smuk overhovedet! Jeg er bare køn når jeg har makeup på og når jeg hæver mit hoved så min dobbelthage ikke vises, og lyset er lige tilpas, så man ikke ser min dårlige hud. Jeg snyder alle. Det føles sådan.
Nu behøver jeg ikke have alle drengene rendende efter mig mere ;-) Jeg har fundet buddhismen og det er hvad jeg elsker, og hvad jeg elsker at give videre. Jeg er ikke engang sikker på jeg gider mænd længere (okay, man kan selvfølgelig ikke bestemme om man forelsker sig), men jeg behøver ikke at have denne “pretty girl” facade længere, men det lader til at jeg bare ikke tør give slip! Og jeg elsker stadig når folk fortæller mig at jeg ser dejlig ud. Folk i det virkelige liv gør det næsten aldrig, sandsynligvis fordi de ser alt hvad der skjuler sig på billeder. Og når folk online fortæller mig at jeg køn, bliver jeg rigtig glad til at begynde med, men så får jeg det skidt. Jeg er ikke køn som jeg var engang, jeg ser ældre ud end de fleste på min alder, jeg er nødt til at gå med en masse makeup for at dække mine solskader og hvis jeg smiler har jeg 600 rynker mere end min lærer, der er 10 år ældre end mig! Mine tænder er ved at blive gule, mit hår ved at blive gråt, og jeg farver det. Jeg ser ikke køn ud i det virkelige liv. Overhovedet.
Jeg ville ønske jeg var helt okay med det, og bare kunne være glad for de komplimenter jeg får, men det er jeg ikke, og det bliver jeg ikke. Hver dag er jeg ked af hvor gammel jeg ser ud. Hver dag føler jeg at jeg snyder folk med min makeup og få gode billeder, udvalgt fra 100 andre dårlige.
Det vil tage lang tid. Det vil ikke gå den “rigtige vej”, jeg vil se ældre og ældre ud, fordi det er hvad jeg vil være! Og det kan godt være jeg er en str. 36 og kan gå i skinny jeans, men min krop er træt og blød, ikke ung og sprød. Når jeg slappe af derhjemme ligner jeg nærmere en på 50, ikke en på 37. Jeg har dobbelthage og poser under øjnene. Jeg har ikke lyst til at lyve for mig selv og alle andre mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være. Ligesom resten af verden, ønsker jeg ikke at se at ægte skønhed er i alt, ikke bare i hvad der ser ungt ud.
Og det er dukkha!
Ikke at ville se ting, som de virkelig er.
