Senshin.dk

Archive for the ‘Uncategorized’ Category

En af mine ynglings beskæftigelser er at fortælle historier. Til mig selv.

Er der noget mere underholdende?……. Og er der noget mere uhensigtsmæssigt og udmattende end dagligt at opretholde de historier og putte mere og mere på?

Historierne fortæller jeg i den tro, at hvis jeg virkelig tror dem og reagerer rigtigt på dem, så vil jeg få det bedre. Jeg er blevet SÅ god til det, de er bleve mere og mere underholdende og indviklede, i en sådan grad at jeg aldrig stopper op for at se på, om de kunne være det rene vrøvl.

Hvis så min lærer eller Dharma søskende vælger at de ikke gider tilmelde sig updates på mine historier, går jeg helt i selvsving. For hvad er nu det? Kan de slet ikke se HVOR indviklede, HVOR geniale og HVOR utrolig sande de er? Kan de virkelig ikke se at det er fuldstændig umuligt for mig at gøre A, B og C, når nu historien slet ikke peger i den retning? Åh, de tilskrivelser jeg laver! For at skrive mine utrolig velkomponerede historier om, eller endda slette dem helt, ville jo være frygteligt! Det ville være spild af tid, spild af gode kræfter, og ikke mindst spild af det talent, som jeg jo har passet og plejet i mindst et helt liv, så det ville vokse.

Jo, jeg har et drama talent. Faktisk burde jeg nok være blevet forfatter af teaterstykker eller lignende, og så var mit talent måske ikke helt spildt. For historierne om hvorfor jeg ikke kan få sat mig på det tidspunkt, hvorfor jeg ikke kan flytte der hen hvor jeg ønsker, om hvordan praksis burde være, om hvordan en god præst burde være, om hvor travlt jeg har så jeg ikke kan få gjort hvad der er vigtigt, og om hvordan buddhistisk praksis ikke behøver være sådan og sådan, er jo bare historier som ikke gavner noget. Sommetider er de ganske underholdende at sætte sammen, det er de!, men det ender altid med at jeg blive ulykkelig og vred, når så de viser sig kun at være historier og ikke virkelighed, som jeg havde håbet.

Jeg begrænser mig selv, og dermed opretholder billedet af selv, når jeg vælger at virkeligheden ikke er nok. Når jeg synes mine fortælleevner er bedre end den virkelighed jeg selv har skabt. Og ved at brygge videre på de historier, bliver jeg ved at skabe en virkelighed som jeg ønsker at flygte fra, som jeg ikke vil se er resultatet af mit arbejde. Sommetider gør virkeligheden ondt, sommetider gør den ikke. Men virkeligheden kræver aldrig den enorme bunke af kræfter, der bare udmatter, som mine historier gør. Virkeligheden er bare virkeligheden, den er ikke personlig, den er ikke ond eller god. Men jeg bliver ved at insistere på at den er dybt personlig.

Tænk hvis jeg gav slip på den (imaginære) kamp imod virkeligheden, og bare valgte at værdsætte mit fine historie fortæller talent, men uden at dyrke det.
Hvad ville ske?

Engang hoppede jeg med på en bølge der hed ‘The Secret’. Hvis du ikke har hørt om det, så handler det om en video nogle selvudviklings guruer lavede, der fortæller  at man er den der har ansvaret for egen lykke. Jamen det lyder jo meget godt og som noget man hører i buddhismen. Men buddhismen og folkene bag ‘The Secret’ har forskellige opfattelser af hvad lykke er. I buddhismen handler lykke om endelig frihed for lidelse (altså noget vedvarigt), i ‘The Secret’ at man får det man ønsker; balance i livet, venskaber, parforhold, et dejligt hus, en million kr osv. (altså noget forgængeligt)

Vejen til enden på lidelse, i følge buddhismen, går via træning og praksis af De seks paramitaer. Vejen til lykke, altså til det man kunne tænke sig, i følge ‘The Secret’ er vores tanker. Jamen lyder det ikke dejligt? Mine tanker og ønsker kan jeg jo selv styre, det lyder dejligt nemt, tænkte jeg. Og så er det jo bare at gøre det……. Behøver jeg fortælle at jeg endte endnu mere ulykkelig end før? Selvfølgelig tiltrak jeg ikke alt det jeg ønskede bare ved at tænke på det, eller at tænke positivt nok! Faktisk førte det kun mere utilfredshed med sig, for jeg jo for pokker måtte gøre noget helt helt forkert, når jeg ikke kunne få det jeg ville. Jeg prøvede og prøvede at tænke positivt, og at tiltrække forskellige mindre og mindre ønsker, og blev kun mere frustreret, så jeg slog mig selv i hovedet igen og igen, for at have gjort det helt forkert.

Hvis jeg søgte svar på forskellige fora, så var grunden at jeg ikke ønskede det nok, eller at jeg ikke kunne se det tydeligt nok for mig, og at det sikkert, i virkeligheden, derfor slet ikke var det jeg ønskede. Nej, det er rigtigt, den 1 million kr. som hang på mit (og 10.000 andres) ‘vision board’ ønskede jeg i virkeligheden slet ikke (det var, sjovt nok, kun hovederne bag videoen der oprigtig ønskede det) Men toilettet der gik i stykker og skulle udskiftes, da jeg var allermest fattig, var mit oprigtige ønske. (Ironi kan være brugt her ;-) )

Vi synes så  meget at vi kan styre alting,  fordi vi oplever ubehag og tror det er forkert. Det betyder vi rækker ud efter alverdens ting, der lover os vi får en form for kontrol. Og det betyder at vi ind imellem lægger betydning i noget dumt, som jeg gjorde her, i håb om at det vil hjælpe os til at kunne holde fast i hvad der bringer os følelsen af lykke og få os til at undgå ubehag. Og det er, i livets natur, dømt til at mislykkes. For hvad kan fastholdes?

En dag talte jeg med en, som ikke brød sig om en kommentar jeg havde givet, om at se tanker for hvad de er, og ikke prøve at tilføje dem noget. “Tanker er kraftfulde” sagde vedkommen til mig “det gælder om at skubbe de dårlige væk, for de fører til at vi gør dårlige ting”. Puha, hvor kan jeg godt forstå hun ønskede at skubbe dem væk, når hun gav dem så meget kraft! Det ville jeg også have ønsket!

Tanker er impulser som kommer og går, impulser som ingen skade kan gøre i sig selv (tag ikke mit ord for det, men undersøg det for dig selv) De er en del af det at være menneske, ligesom glæde og smerte, ligesom at have lemmer er en del af det. Men det øjeblik vi vælger at gøre tanker (/glæde/smerte/lemmer) personlige, vælger at de er VORES og at tage dem dybt alvorlige, og dermed se bort fra de bare er tomme forbigående konstruktioner, så bliver de farlige! Eller sagt på en anden måde; vi skaber ‘farlig’.

Og så er det måske ikke tanken der er problemet, men “den/det”, der skaber (illusionen om?)’ farligt’, der er?

Bare en tanke :-)

Følger man mig på Twitter eller FB har man uden tvivl opdaget jeg er fan af manden der ingen fans ønsker sig; den amerikanske zen præst og lærer Brad Warner.

Jeg kan sige meget om hvorfor. Jeg kan sige meget om hvorfor andre bestemt ikke er. Men det ville ikke være noget du ikke kunne læse en masse andre steder.

For mig er det vigtigste at jeg har fundet nogle bøger som taler, nærmest råber til mig, lige nu. Som rusker op i mine forestillinger og som derfor har fået mig til at praktisere mere end ellers! Findes der noget bedre?

Her er nogle få af mine ynglings citater fra hans to første bøger. Jeg kunne havde valgt SÅ mange andre.

En lærer på vejen?

Den ultimative virkelighed?

Succes?

Det bedste?

Vil jeg så sige du også skulle læse Warner? Gør det hvis du har lyst, som han også selv ville sige, og hvis ikke så lad være. Det vigtigste, som skrevet tidligere, er at finde noget der taler til dig, noget som rusker op i dine forestillinger og ikke bekræfter dig i alt du tror du ved. Noget som får dig til at sætte dig på måsen og stille spørgsmål!

Warner har skrevet fire bøger og en femte er på vej.
Jeg har læst Hardcore Zen og Sit Down and Shut up og glæder mig nu til hans tredje.

Du finder hans blog Hardcore Zen lige her
Hvis han provokerer dig er du ikke alene ;-) Det er en ganske udmærket indgang til praksis.

I dag var jeg ved en psykiatrisk sygeplejeske. I forbindelse med at jeg har fået stillet ADHD diagnosen og skal have passet medicin ind, skal jeg gå der hver 14.dag, indtil der er styr på hvor meget og om det overhovedet hjælper mig. Hun stillede mig nogle spørgsmål for at se hvordan jeg har det i dag, i forhold til for 3 uger siden, inden jeg fik medicin. Men hun spurgte også til hvordan tingene ser ud i dag, i forhold til for 5 år siden. Jeg fortalte hende at dengang var alt bare et stort rod i mit hoved, hvilket betød jeg prøvede at kontrollere mit kaos med for lidt eller for meget mad og sommetider med selvskade. Jeg fortalte at jeg husker at jeg dengang ikke kunne få ind i mit hoved hvorfor jeg var SÅ anderledes fra alle andre. Hvorfor den samme logik og samme orden, som jeg så andre have helt naturligt, bare ikke kom til mig, lige meget hvor meget jeg prøvede. Jeg blev SÅ frustreret og SÅ ulykkelig indeni, at jeg ikke så nogen anden udvej end at bedøve mig, enten med mad, sult eller med fysisk smerte. Jeg kunne IKKE fatte, hvorfor ingen forstod mig eller hvorfor jeg ikke tænke på samme måde som andre, der bare kunne lære udenad, eller bare kunne sætte i system, eller bare kunne tage sig sammen.

“Hvad så i dag?” Spurgte hun mig. “Hvad gør du når du føler dig frustreret og ikke kan få styr på dit kaos i hovedet nu?” “Tjaa, hvad gør jeg?” spurgte jeg ud i rummet. Og intet svar kom til mig. Sådan er det at have ADHD. Ord forsvinder når man har allermest brug for dem. Jeg har den her følelse indeni af at jeg gør noget helt rigtigt, men jeg kan ikke formidle det. Jeg læste i en bog at det at have ADHD er som at have et helt symfoniorkester inden i sig, men når man åbner munden er den eneste lyd der kommer ud et sølle ‘kling’ fra et gammelt ustemt klaver. Jeg elsker den formulering! Det gælder for mig hele tiden. Heldigvis kan jeg fra tid til anden være heldig at lade orkestret spille en stille melodi når jeg skriver.

Da jeg havde siddet lidt kunne jeg fortælle hende at jeg er buddhist og mediterer hver dag og jeg kunne se hende smile og være glad på mine vegne.”Det er da den helt rigtige vej at være gået af, når du har ADHD” sagde hun. “Også hvis jeg ikke havde” tænkte jeg ;-) Men hun har ret! For det er min praksis der gør, at jeg i dag, ikke føler jeg er nødt til at kontrollere mit kaos. Det er min praksis der gør jeg kan se på mine følelser af utilstrækkelighed og skyld og skam over at være anderledes, og ikke behøver reagere på dem. Sommetider gør jeg det stadig….ok, ofte faktisk, men mindre og mindre, og jeg lærer af det hver eneste gang.

Og jeg har lyst til at give det videre til andre med ADHD. Jeg har lyst til at fortælle at de ikke behøver lade sig styre af deres indre kaos, men faktisk kan lære at omfavne det og se det som en styrke og en hjælp, istedet for en hindring og lidelse.

Jeg har jo faktisk lyst til at give det videre til alle mennesker, men især kan jeg mærke en brænden efter at give andre med ADHD (og de mange mange psykiske problemer det medfører) håb og mod til at starte en praksis. Det KAN lade sig gøre at meditere, selvom vores tanker vælter over hinanden med 1000 km i timen. Der findes praksisser der ikke nødvendigvis indebærer at sidde helt stille i en time. Der findes praksisser der engagerer både sind og krop i bevægelse, og de er nøjagtig lige så gode som de traditionelle stille meditationer.. Der findes fantastiske tekster som egner sig særligt godt til at læse i små bidder, så en buddhist behøver ikke nødvendigvis at læse tykke kedelige bøger ;-) Det kan, med øvelse, lade sig gøre at finde rum til at vælge hvad vi ønsker at beskæftige os med, selv når impulserne og hyperaktiviteten er aller “værst”.

Mist ikke modet. Tro ikke at fordi du har ADHD/ADD er en meditationspraksis dømt til at fejle. Der er intet der hedder at fejle i en buddhistisk praksis! Så for første gang i dit liv, kan det oven i købet være at du, som jeg, får en fornemmelse af at der er noget du kan opretholde og være god til, lige meget hvor “rodet” det virker. Noget der kan hjælpe dig til at favne dine vanskeligheder og noget som, måske for aller første gang, kan få dig til at indse at det vi kalder ADHD og et svært handicap, faktisk kan være en stor og vigtig hjælp på en fantastisk Vej.

-

Har du spørgsmål om det at have ADHD og have en buddhistisk praksis er du meget velkommen til at skrive til mig på senshin@tendai.dk

Buddha er i alt. Ikke kun i medfølelse, men også i de ting vi ikke kan lide at se, de ting vi ikke synes er “buddhistiske”. Han er i vores begær, i vores had og han er endda i vores uvidenhed. Buddha er i dukkha, såvel som i lykke.

Omfavn og bliv venner med alle disse ting, og du vil være Buddha også _/\_

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

Jeg blev nomineret til at skrive denne post af David, som har bloggen Snow Branches, som blev opfordret til at skrive Seven Links – Browsing through the Branches af Lynette som har 108ZENBOOKs som igen blev opfordret af en anden, som igen.. du fanger ideen ;)
En lang række af selvreflekterende bloggere, som ser ud til at være begyndt her

Her er reglerne. Bloggere navngivet i en “7 Link” post opfordres til at liste syv af deres indlæg, der passer til disse kategorier:

1.  smukkeste
2.  mest populære
3.  mest kontroversielle
4.  mest hjælpsomme
5.  mest overraskende populær
6.  mest oversete
7.  posten der gør dig mest stolt

Derefter nominere fem andre bloggere til at gøre det samme.

Lige som David synes jeg det er svært.
Jeg har ikke så mange læsere som de andre har på deres blogs, jeg tænker at det ikke kan interessere så mange af mine læsere, jeg synes måske ikke jeg har så meget på min blog, som andre har, der er værd at fremhæve osv. osv.
Men når de andre kan, kan jeg også. Og det er da lidt hyggeligt og sjovt at David har nomineret mig.

1. Smukkeste post.
Jeg synes ikke jeg har skrevet det smukkeste jeg har postet. Det har en anden blogger. Selvom det efterhånden er en post der er mere end 2½ år gammel er det den første der falder mig ind: Giv det videre 

2. Mest populære.
Det som allerflest søger på og læser handler  (desværre) slet ikke om noget buddhistisk. Men det lugter alligevel lidt af det ;-) Endnu en post af ældre dato : Japanske tatoveringer

3. Mest kontroversielle.
Ingen af mine posts har været kontroversielle. End ikke tæt på.
Men skulle jeg selv sige hvilke der kunne have været det, ville det være min seneste post om bogen ‘Eat, Sleep, Sit’. Jeg nævner i posten at, i det Zen kloster forfatteren træner i, både sulter og bliver man slået og sparket hver dag. Men jeg siger ikke at jeg tager afstand fra det (for det gør jeg ikke). Jeg kunne forestille mig at det ville støde nogen. Men det har det endnu ikke:
Bogen ‘Eat, Sleep, Sit’

4.Mest hjælpsomme
Det mest hjælpsomme, for mig, er indlægget om at bære andres dukkha. Jeg har været rigtig slem til, og er det til dels stadig, at bære rundt på noget andre har gjort eller sagt. Jeg har arbejdet med det, og gør det løbende, men ikke meget andet har hjulpet mig så meget som at få skrevet om det: At bære andres dukkha

5. Mest overraskende populær.
Det er indlægget ‘Japanske tatoveringer’ som jeg nævnte tidligere. Det er helt utrolig så mange besøg min blog får p.g.a det indlæg! Så mangler du læsere, så nævn tatoveringer i et indlæg ;-)) Et andet indlæg der overraskende bliver læst meget er dette om nytår: Det nye år er her!

6. Mest oversete.
Hm, ja der er mange der ikke er blevet læst ret meget. Jeg er dansk og skriver om buddhisme, så det siger næsten sig selv. Et indlæg jeg dog synes tåler at blive læst lidt oftere, er et af de første mere alvorlige jeg skrev: At give slip

7. Posten der gør dig mest stolt.
..øhh? Det ved jeg godt nok ikke. Men jeg husker jeg blev meget stolt da jeg i tidernes morgen, som helt ny buddhist, blev spurgt af min sensei om hun måtte bruge dette indlæg i Tendai bladet: Buddhisme, en religion?

Og det var det!
Hvem skal jeg så nominere?….Faktum er at jeg mest læser udenlandske blogs og de fleste de har dem nok slet ikke ved jeg eksisterer ;-) Så det er ikke nemt. Eller den først er, og den er pæredansk; min søde sensei Shomon som har bloggen Et lys i mørket skal selvfølgelig med på listen! De næste tror jeg ikke ser min post, men man kan jo aldrig vide ;-) Chris Lemig fra en af mine absolutte ynglings blogs The Narrow Way, John Pappas som har endnu en højt skattet blog Point of Contact og sidst, men ikke mindst, Kyle som har The Reformed Buddhist.

Var det kun fire? Tja, så nominerer jeg David fra Snow Branches, hvis blog jeg værdsætter meget,  men da han allerede har lavet en post, så  behøver han selvfølgelig ikke igen ;-)

Og det var sådan cirka fem.

Jeg citerer David, for jeg har det på samme måde: “Please don’t feel obligated in any way to play – you didn’t put your name in the hat, so I hope you just do whatever feels right. Just reading your blogs is good enough for me.”

Gassho,
Senshin

For nogle dage siden læste jeg bogen ‘Eat, Sleep, Sit’ færdig.

Den er skrevet af Kaoru Nonomura og har undertitlen “My Year at Japan’s Most Rigorous Zen Temple’. Og er hans fortælling om hans ophold i Zen templet Eiheiji.

Jeg er  ikke den store fan af japanske forfattere. Jeg synes de skriver meget faktuelt, meget opremsende og meget lidt beskrivende i forhold til hvad jeg normalt er til. Og det var også det jeg synes med denne til at begynde med. Men kender man mig, ved man højst sandsynligt, at jeg ikke er så skræmt af meget hård træning, så jeg læste med glæde videre og slugte hvert et ord.

Meget meget hård træning er hvad forfatteren var igennem det år i zen klosteret! Og har man ideen om at et ophold i et buddhistisk  kloster er lyserødt, romantisk og rart, så bliver ens tro godt nok pillet ved. Han undergår store prøvelser;  ingen kontakt med omverdenen overhovedet, end ikke familie,  at blive slået og sparket dagligt, at sulte, at have absolut ingen privatliv, at kigge ind i en væg i timevis og at måtte gøre selv et toiletbesøg til  meget kompliceret praksis.

Jeg vil ikke fortælle side op og ned om bogen, man kan læse meget mere om den mange andre steder. (bl.a  kort her)

Kun sige at det er en virkelig stærk bog, som udfordrer, som inspirerer, som chokerer, som glæder. Har du et billede af at buddhisme altid er rar, varm og hyggelig og vil beholde det billede, så læs ikke denne bog ;-) Er du derimod åben for at buddhistisk træning kan ske uden fløjlshandsker for virkelig at se Mara i øjnene og turde danse med ham, og at vi ikke altid behøver at forstå hvorfor ting bliver gjort som de gør, af de som er længere på vejen, så læs bogen. Jeg håber du vil nyde den lige så meget som jeg har gjort.

Havde jeg vundet de 117 millioner i Lotto igår havde jeg helt sikkert, efter at have læst denne bog, bygget et kloster i dag :-)