Senshin.dk

Hvad elsker jeg ved min lærer? Jamen, hvad elsker jeg ikke?

Men noget jeg især værdsætter ved Shomon er hendes skønhed. Måden hun kommer ind i et rum og ligner en million på, uanset om hun bærer noget af alt sit (meget!) lækre tøj, eller sin samue på gyo, så er hun sådan en man bare må se på hvis hun er i rummet. Shomon ser som regel altid lykkelig ud, jeg har også set hende ikke gøre det, men som regel gør hun og hun er typen der bare indtager alt når hun kommer. Det første man ser, efter hendes store smil, er som regel hendes upåklagelige stil. Hun klæder sig bedre end jeg nogensinde kommer til og selvom hun er 10 år ældre end mig (man skulle ikke tro det) så ser hun bedre ud i læder skinnies, end jeg nogen sinde har gjort (øv!)

Shomon fejre livet. Alt hvad hun kan. Hun fejre hvert øjeblik hun kan og det smitter. Og derfor kigger man på hende. Og så er hun selvfølgelig naturlig smuk, det er en grund til at blive ved. Men mest er det nok fordi man tiltrækkes af hendes glæde.

Hun har lært mig at en buddhist ikke behøver være kedelig. Hun har lært mig at smykker, smukke klæder, sko og  tasker er lige så vidunderligt som Buddha statuer, samues og juzuer. Der er ingen forskel.

Jeg elsker at hun i den grad kan nyde alt og se det bedste i alt. At hun favner alt det,  de fleste af os der kommer til buddhismen tror “bør” gemmes væk. Er der ikke i virkeligheden det buddhismen handler om? At favne alt istedet for at udelukke noget? Shomon ser det smukke i alt. Og hun står ved alt hvad hun er, og lærer mig at gøre det samme!

Og det er bare én ting jeg elsker ved min sensei.

(Mit absolut ynglings billede af Shomon. SÅ smuk)

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

Jeg blev nomineret til at skrive denne post af David, som har bloggen Snow Branches, som blev opfordret til at skrive Seven Links – Browsing through the Branches af Lynette som har 108ZENBOOKs som igen blev opfordret af en anden, som igen.. du fanger ideen ;)
En lang række af selvreflekterende bloggere, som ser ud til at være begyndt her

Her er reglerne. Bloggere navngivet i en “7 Link” post opfordres til at liste syv af deres indlæg, der passer til disse kategorier:

1.  smukkeste
2.  mest populære
3.  mest kontroversielle
4.  mest hjælpsomme
5.  mest overraskende populær
6.  mest oversete
7.  posten der gør dig mest stolt

Derefter nominere fem andre bloggere til at gøre det samme.

Lige som David synes jeg det er svært.
Jeg har ikke så mange læsere som de andre har på deres blogs, jeg tænker at det ikke kan interessere så mange af mine læsere, jeg synes måske ikke jeg har så meget på min blog, som andre har, der er værd at fremhæve osv. osv.
Men når de andre kan, kan jeg også. Og det er da lidt hyggeligt og sjovt at David har nomineret mig.

1. Smukkeste post.
Jeg synes ikke jeg har skrevet det smukkeste jeg har postet. Det har en anden blogger. Selvom det efterhånden er en post der er mere end 2½ år gammel er det den første der falder mig ind: Giv det videre 

2. Mest populære.
Det som allerflest søger på og læser handler  (desværre) slet ikke om noget buddhistisk. Men det lugter alligevel lidt af det ;-) Endnu en post af ældre dato : Japanske tatoveringer

3. Mest kontroversielle.
Ingen af mine posts har været kontroversielle. End ikke tæt på.
Men skulle jeg selv sige hvilke der kunne have været det, ville det være min seneste post om bogen ‘Eat, Sleep, Sit’. Jeg nævner i posten at, i det Zen kloster forfatteren træner i, både sulter og bliver man slået og sparket hver dag. Men jeg siger ikke at jeg tager afstand fra det (for det gør jeg ikke). Jeg kunne forestille mig at det ville støde nogen. Men det har det endnu ikke:
Bogen ‘Eat, Sleep, Sit’

4.Mest hjælpsomme
Det mest hjælpsomme, for mig, er indlægget om at bære andres dukkha. Jeg har været rigtig slem til, og er det til dels stadig, at bære rundt på noget andre har gjort eller sagt. Jeg har arbejdet med det, og gør det løbende, men ikke meget andet har hjulpet mig så meget som at få skrevet om det: At bære andres dukkha

5. Mest overraskende populær.
Det er indlægget ‘Japanske tatoveringer’ som jeg nævnte tidligere. Det er helt utrolig så mange besøg min blog får p.g.a det indlæg! Så mangler du læsere, så nævn tatoveringer i et indlæg ;-)) Et andet indlæg der overraskende bliver læst meget er dette om nytår: Det nye år er her!

6. Mest oversete.
Hm, ja der er mange der ikke er blevet læst ret meget. Jeg er dansk og skriver om buddhisme, så det siger næsten sig selv. Et indlæg jeg dog synes tåler at blive læst lidt oftere, er et af de første mere alvorlige jeg skrev: At give slip

7. Posten der gør dig mest stolt.
..øhh? Det ved jeg godt nok ikke. Men jeg husker jeg blev meget stolt da jeg i tidernes morgen, som helt ny buddhist, blev spurgt af min sensei om hun måtte bruge dette indlæg i Tendai bladet: Buddhisme, en religion?

Og det var det!
Hvem skal jeg så nominere?….Faktum er at jeg mest læser udenlandske blogs og de fleste de har dem nok slet ikke ved jeg eksisterer ;-) Så det er ikke nemt. Eller den først er, og den er pæredansk; min søde sensei Shomon som har bloggen Et lys i mørket skal selvfølgelig med på listen! De næste tror jeg ikke ser min post, men man kan jo aldrig vide ;-) Chris Lemig fra en af mine absolutte ynglings blogs The Narrow Way, John Pappas som har endnu en højt skattet blog Point of Contact og sidst, men ikke mindst, Kyle som har The Reformed Buddhist.

Var det kun fire? Tja, så nominerer jeg David fra Snow Branches, hvis blog jeg værdsætter meget,  men da han allerede har lavet en post, så  behøver han selvfølgelig ikke igen ;-)

Og det var sådan cirka fem.

Jeg citerer David, for jeg har det på samme måde: “Please don’t feel obligated in any way to play – you didn’t put your name in the hat, so I hope you just do whatever feels right. Just reading your blogs is good enough for me.”

Gassho,
Senshin

For nogle dage siden læste jeg bogen ‘Eat, Sleep, Sit’ færdig.

Den er skrevet af Kaoru Nonomura og har undertitlen “My Year at Japan’s Most Rigorous Zen Temple’. Og er hans fortælling om hans ophold i Zen templet Eiheiji.

Jeg er  ikke den store fan af japanske forfattere. Jeg synes de skriver meget faktuelt, meget opremsende og meget lidt beskrivende i forhold til hvad jeg normalt er til. Og det var også det jeg synes med denne til at begynde med. Men kender man mig, ved man højst sandsynligt, at jeg elsker  meget hård træning. Eller i hvert fald ideen om meget hård træning ( ellers var jeg nok tjekket ind i det kloster i Japan) så jeg læste med glæde videre og slugte hvert et ord.

Meget meget hård træning er hvad forfatteren var igennem det år i zen klosteret! Og har man ideen om at et ophold i et buddhistisk  kloster er lyserødt, romantisk og rart, så bliver ens tro godt nok pillet ved. Han undergår store prøvelser;  ingen kontakt med omverdenen overhovedet, end ikke familie,  at blive slået og sparket dagligt, at sulte, at have absolut ingen privatliv, at kigge ind i en væg i timevis og at måtte gøre selv et toiletbesøg til  meget kompliceret praksis.

Jeg vil ikke fortælle side op og ned om bogen, man kan læse meget mere om den mange andre steder. (bl.a  kort her)

Kun sige at det er en virkelig stærk bog, som udfordrer, som inspirerer, som chokerer, som glæder. Har du et billede af at buddhisme altid er rar, varm og hyggelig og vil beholde det billede, så læs ikke denne bog ;-) Er du derimod åben for at buddhistisk træning kan ske uden fløjlshandsker for virkelig at se Mara i øjnene og turde danse med ham, og at vi ikke altid behøver at forstå hvorfor ting bliver gjort som de gør, af de som er længere på vejen, så læs bogen. Jeg håber du vil nyde den lige så meget som jeg har gjort.

Havde jeg vundet de 117 millioner i Lotto igår havde jeg helt sikkert, efter at have læst denne bog, bygget et kloster i dag :-)

Nu har jeg fået læst min læres oversættelse af Dhammapada et par gange. Jeg er ikke en særlig stærk læser når det kommer til buddhistisk litteratur, min hjerne har det med at opfatte det som kedeligt og tørt, hvilket godt kan være et handicap når man følger et studieforløb! (Jeg mangler kun én måned. *Dansende smiley*)

Men jeg må sige at jeg bestemt vil lable den kedelig. Havde den været på engelsk havde den taget mig 10 år at tygge mig igennem. Men på dansk er den super dejlig at læse og meget meget inspirerende! Den er, som alt andet min sensei skriver nem at forstå, helt nede på jorden og så hjælper det virkelig at jeg kan høre hendes stemme for mig når jeg læser den (ikke at den ikke vil være god alligevel! Men for en læsehandicappet som jeg er det en god hjælp)

Den kommer ind omkring rigtig mange ting, hvor jeg tænker “Wow, hvor jeg trænger til at oppe mig! Og hvor kan jeg gøre meget mere i min praksis! ” Og det er super, for det betyder jeg får et spark og får lyst til at gøre mere.

Nu skal jeg så igang med Shokens oversættelse  af Shantidevas Bodhicaryavatara, Vejen til det vågne liv. Den ved jeg allerede jeg kan lide, for jeg har den på engelsk og synes det er det smukkeste jeg nogensinde har læst! Og  at kunne læse den på dansk må være den rene fryd, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.

Jeg er taknemmelig for smuk buddhistisk litteratur. Jeg er taknemmelig for de som har overleveret den og ikke mindst for at Shoken har lagt tid og hjerte i at oversætte for vi andre.

Dhammapada og Bodicaryavatara på dansk kan købes lige her
 

Jeg skulle aldrig være religiøs, aldrig! Religion var for svage mennesker uden tro på sig selv, og en af dem var……jeg. Ok så, men jeg skulle i hvert fald alligevel ikke være religiøs, for så ville det da vælte helt! Se bare på krigene rundt om i verden. De er religionens skyld….

Det var for 2 år siden. I dag er jeg blevet accepteret som kozo og tager til sommer på gyo i USA, for at undergå buddhistisk præstetræning.

Det viser jo bare hvor lidt man kan regne livet ud og hvor meget vi kan ændre os, selvom vi går rundt med en helt fast ide om hvem vi er og hvad vi vil.

Og hvorfor så præstetræning for mig? Hvorfor var det ikke nok at leve som lægbuddhist med en meditationspraksis?

Ja, sådan kunne det også være blevet og det havde også været rigtig godt for mit liv. Men den dag jeg trådte ind i hondoen for første gang og overværede Shoken lave en ceremoni, vidste jeg bare at jeg gerne ville sidde der en dag. Jeg elskede ceremoni og alt det fremmede omkring det fra start; alle fagterne, alle ordene og hele stemningen. Så der var kimen lagt. Men at kunne tænke sig at lave ceremonier er jo ikke det eneste der skal til for at ønske at vie sit liv til et præsteskab.

Jeg fandt rigtig hurtigt ud af at buddhismen var vejen for mig og at jo mere jeg praktiserede jo bedre fik jeg det i forhold til mig selv og alt og alle omkring mig. Jeg kastede mig over praksis, som gjaldt det livet og jeg er aldrig brændte ud. Jeg har naturligvis mine downperioder, som de fleste har i praksis, men de tager ikke modet eller lysten fra mig. Når jeg har det dårligt og ikke gider praksis, så har jeg altid gjort det alligevel, for jeg synes ærlig talt at jeg har fået nok af dukkha.

En dag, da jeg gik en tur, slog det mig bare som et lyn fra en klar himmel; ”der er ingen grund til at jeg gør alt det jeg gør, hvis ikke jeg giver det videre til andre!”  Det gav lige pludselig bare ikke mening for mig mere ”kun” at gøre det for at jeg og min nærmeste kreds skulle have det godt. Overhovedet. Det slog mig hårdt og det satte sig i mit hjerte. Og så var der bare ingen vej tilbage. Jeg vidste da at præstetræning var det jeg absolut måtte. Jeg ville give det videre på den måde. Det gav mening som intet andet har givet mening for mig.

Og nu tager jeg så afsted til sommer og jeg er startet i min træning. Det har ikke været ligetil. Jeg havde ikke den opbakning jeg ønskede eller midlerne til det fra start. Men jeg vidste det var det jeg ville uanset hvad, så på en eller anden måde er det lykkedes mig at få begge.

Livet tager os steder hen som vi aldrig havde drømt om. Vi kan bare arbejde på at være åbne for det og tage imod og turde give slip på gamle indgroede ideer om hvem vi er og hvad vi skal.

———————————-

(Jeg postede dette indlæg i det sidste nyhedsbrev fra Tendai Danmark.
Kunne du tænke dig at få vores nyhedsbrev hver anden måned kan du gratis  melde dig ind her )

Denne her Dharma The Cat tegning havde Mugen fra Clouds and Water postet til mig på Buddhistisk Forum

Vi har begge en helt (u?)naturlig stor forkærlighed for Ben and Jerry’s! Især Chocolate Fudge Brownie! Det er det reneste og bedste dharmaføde og en meget vigtig del af træning og praksis ;-)

MUMS.

Jeg holdt for første gang nogensinde jul  i mit eget hjem. Jeg har ikke, i hvert fald i mit voksenliv, været særlig glad for julen hidtil. Men det ændrede sig i år. Vi skulle holde den for mine forældre og det ændrede mit syn på julen. Hvor var det dejligt at pynte op og handle og gøre klar, når det hele var for at glæde andre. Det blev til en stor glæde for mig også.

Vi fik også vores første juletræ og det var noget så smukt. Og ham her fik en plads under træet og har siddet og hygget sig i duften af gran de sidste 14 dages tid.

 
Så er det nye år her. Hvor dejligt! Jeg glæder mig meget til det. Det bliver året hvor jeg for første gang tager på gyo i USA, 14 dages intensiv præstetræning, med henblik på at blive ordineret om 3 år. Det betyder at min praksis og træning det næste halve år frem til afrejse vil blive intensiveret og det kan jeg kun glæde mig over. Jeg glæder mig også meget til året i den nye blomstrende sangha i Randers og til rejserne til Sjælland for at tage på retreat og for at deltage i træningsdage for ordinerede og kommende ordinerede. Jeg glæder mig over at have dejlige inspirerende dharmavenner og jeg glæde mig især over at have den bedste sensei jeg kunne ønske mig at følges med igennem praksis, tåre og smil, endnu et år. Jeg er meget taknemmelig!

Jeg har i dag mediteret på egen død og begravelse og nydt at lave og lytte til 108 klokke slag. Begge praksisser er traditionelle for nytår i Tendai.

At meditere på sin egen død og begravelse kan umiddelbart lyde lidt bizart. Men det er faktisk en meget meningsfyldt praksis. Den minder en om at man ikke er udødelig, om at livet kan ende hvert øjeblik. Når man ser for sig hvad ens kære vil sige om en til sin begravelse, kan man se om man lever som man ønsker og giver det man ønsker. Jeg havde meget nemt ved at lave mit nytårsfortsæt efter dagens praksis.

De 108 klokkeslag var en vidunderlig måde at starte det nye år på og jeg nød hvert eneste.

Jeg håber alle må få et vidunderligt år og må være trygge og lykkelige og altid bære viden i hjertet om at vi alle uadskillelige!

Jeg fejre i dag bloggens fødselsdag og det nye år med et indlæg jeg postede 17 marts 2008:

From Santideva The Bodhicaryavatara

For the sake of accomplishing the welfare of all sentient beings, I freely give up my body, enjoyments, and all my virtues of the three times.

Surrendering everything is Nirvana, and my mind seeks Nirvana. If I must surrender everything, it is better that I give it to sentient beings.

For the sake of all beings I have made this body pleasure less. Let them continually beat it, revile it, and cover it with filth.

Let them play with my body. Let them laugh at it and ridicule it. What does it matter to me? I have given my body to them.

Let them have me perform deeds that are conductive to their happiness. Whoever resorts to me, may it never be in vain.

For those who have resorted to me and have an angry or unkind thought, may even that always become the cause for their accomplishing every goal.

May those who falsely accuse me, who harm me, and who ridicule me all partake of awakening!

May I be a protector for those who are without protectors, a guide for travelers, and a boat, a bridge, and a ship for those who wish to cross over!

May I be a lamp for those who seek light, a bed for those who seek rest, and may I be a servant for all beings who desire a servant.