maj 17 2012

@Warner fan

Følger man mig på Twitter eller FB har man uden tvivl opdaget jeg er fan af manden der ingen fans ønsker sig; den amerikanske zen præst og lærer Brad Warner.

Jeg kan sige meget om hvorfor. Jeg kan sige meget om hvorfor andre bestemt ikke er. Men det ville ikke være noget du ikke kunne læse en masse andre steder.

For mig er det vigtigste at jeg har fundet nogle bøger som taler, nærmest råber til mig, lige nu. Som rusker op i mine forestillinger og som derfor har fået mig til at praktisere mere end ellers! Findes der noget bedre?

Her er nogle få af mine ynglings citater fra hans to første bøger. Jeg kunne havde valgt SÅ mange andre.

 

En lærer på vejen?

 

Den ultimative virkelighed?

 

Succes?

Det bedste?

 

Vil jeg så sige du også skulle læse Warner? Gør det hvis du har lyst, som han også selv ville sige, og hvis ikke så lad være. Det vigtigste, som skrevet tidligere, er at finde noget der taler til dig, noget som rusker op i dine forestillinger og ikke bekræfter dig i alt du tror du ved. Noget som får dig til at sætte dig på måsen og stille spørgsmål!

Warner har skrevet fire bøger og en femte er på vej.
Jeg har læst Hardcore Zen og Sit Down and Shut up og glæder mig nu til hans tredje.

Du finder hans blog Hardcore Zen lige her
Hvis han provokerer dig er du ikke alene ;-) Det er en ganske udmærket indgang til praksis.

 


apr 26 2012

Sms til min lærer

Efter at have siddet i dag, begyndte jeg at skrive en sms til min lærer. Hun er så urimelig at hun sidder på en paradisstrand langt langt væk ;-) Sms’en endte med at være et lille digt. Efter overvejelse bestemte jeg mig dog for ikke at sende den til hende. Hun ville efter at have læst det, helt forståeligt, have troet jeg endelig var endt på stoffer og jeg havde tabt sutten helt. Jeg bekymrer hende sikkert nok til daglig, så jeg synes hun skal have lov at nyde stranden uden at skulle bekymre sig om mit eventuelle misbrug i dag.

Det vil jeg lade jer om istedet. Men lov mig ikke at bruge for mange kræfter på det!
Sms til min lærer:

Jeg trækker tæppet væk under mig igen og igen.
Ikke meget kan føles så skræmmende. Ikke meget betyder så meget.

Dharmaen er uden for ord, men i hvert eneste.
Jeg har intet jeg kan regne med, end ikke dig.
Og alligevel er du alt jeg nogensinde har brug for.
Jeg er dybt taknemmelig, og du er et udtryk for det.

At prøve at give mening er forgæves, men alt jeg gøre.
Det er hverken smukt eller grimt.
Det er heller ikke ikke smukt eller grimt.

Buddha har aldrig eksisteret. Han ånder.
Vi er i hver en porre af hans ansigt.
Disse ord vil altid kun være det.

Udtryk for dig. Udtryk for ham.

 

Sms slut.

Disse ord gav masser af mening da de blev formet. Den forsvandt lige så hurtigt igen. Men det du læser i dem er lige så gyldigt. Lad dem være et udtryk for det øjeblik du læste dem. Det er alt de kan være.

Og lad dette være en reminder om hvad for meget meditation kan gøre ved et sind der keder sig ;-)

Ps. Jeg har det godt. Om lidt spiser jeg Ben&Jerry’s, så lidt velforvaret er jeg dog stadig.

Sneglen herunder hilste jeg på i går. Han har intet med indlægget at gøre, men jeg tænker han giver lidt mening til det ;-)

Og så har jeg vist brugt min kvote af blinkende smilies for idag ;-)
(nå, det havde jeg så ikke)


 


apr 15 2012

Buddhisme og meditation i Randers

29. april 2012
15:00 til 17:00

Fritidscenteret
Vestergade 15
8900 Randers

 
Ekayana sangha mødes i lokale 12 i Fritidscenteret til meditation, snak og en kop te/kaffe.

Hvis du har en meditationspude, så medbring den, da kun få er til udlån. Tag evt, også et tæppe med til at sidde på, da vi sidder på hårdt gulv. Der er stole til de der fortrækker det.

De fleste arrangementer bygger på ideen om dana; frivillige bidrag. Der beregnes således ikke nogen betaling, men man opfordres til at bidrage til sanghaen og lokaleleje. De faste brugere laver typisk månedlige overførsler, mens andre tilbydes at lægge deres eventuelle gave i dana kassen.

Læs mere om Tendai på www.tendai.dk
Eventuelle spørgsmål kan stilles til senshin@tendai.dk

Alle er velkommen!
På gensyn.
 


apr 12 2012

#@RT

Twitter er en sjov størrelse. Jeg er der rigtig meget fordi jeg overvejende kan li’ stedet og det giver mening for mig, til andre tider bryder jeg mig mindre om det og så er jeg der knap så meget.

Det går stærkt på Twitter, det er en af grundene til jeg kan li’ det så meget. Jo flere du følger jo stærkere går det. Mange knap så kloge ord bliver skrevet (naturligvis af de andre) og mange kloge ord bliver skrevet (og her kunne jeg jo pege på mig, hvis ikke jeg var så pokkers beskeden ;-) )

Det meste bliver glemt igen. Nogle ting hænger ved. Her er et lille udpluk af de Tweets som jeg har gemt og som jeg stadig retweeter fra tid til anden. De giver mening for mig og måske for dig. Hvis ikke, er der masser og masser af andre at blive inspireret af derinde.

Den tweet jeg husker allerbedst, blev skrevet for meget lang tid siden efterhånden, og følger du mig på FB har du nok set den flere gange. Den er af @kamapawo:

“We are all ignorant in our own way. Don’t mistake your ignorance for being superior to the ignorance of others.”

Ikke så meget pjat der! Flere ord kan sættes ind istedet for ignorance. Prøv feks med suffering.

Følgende er også gemt under mine favoritter:

(@Takuin:)

“When one sees the world through their beliefs, they only see the mind, and not the world in front of them.”

(@MrPeterReyes:)

“We have no scar to show for happiness. We learn so little from peace.” -Chuck Palahniuk

(@KeinyoWhite)

“Getting rid of things and clinging to emptiness is an illness of the same kind; like throwing oneself into fire to avoid drowning”.-Yungchia

Og mit favorit citat:

(@VitaBellaX:)

“If within there is no self, then each and every thing is intimate.” – Yikui

Den sødeste:

(@bunnybuddhism:)

Breathing in, I know my long ears are cold. Breathing out, I smile, knowing I can experience cold.

Og en af de sødeste sendt til mig ;-)

(@wigglechicken:)

Will you be my valentine?

Man kan sige mange ting om Twitter. Man kan sige det er overfladisk, at det er tidsspild, at det er uden indhold.

Men man kunne også vælge at sige at det er en måde at nå hinanden på, en måde at kunne glæde hinanden på, en måde at støtte hinanden på vejen. Man kan vælge at se det som et sted, der ikke er adskilt fra alt andet. Et sted der afspejler den virkelighed den er en del af.  Og så tage det man kan bruge og lade resten ligge.

Jeg vælger at se Twitter som en udvidet sangha. Sommetider griner jeg med den, sommetider græder jeg med den.
Men alene er jeg aldrig.
 

Du kan følge mig her
 


mar 23 2012

#Forgængelighed

 

Det meste af mit liv har jeg været uærlig over for de mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg har altid troet, at hvis folk kendte den jeg virkelige var, ville de ikke bryde sig om mig og forlade mig …. Jeg tænker det stadig fra tid til anden, men som min praksis er blevet dybere er jeg ikke så bange mere. Jeg har opdaget at jo mere jeg viser af den rigtige “mig”, jo mere tør andre vise mig hvem de er, og jo mere indser jeg at det vi kalder uperfekt virkelig er perfekt.

Det har givet mig lyst til at være så ærlig som jeg nu kan være, overfor mig selv, overfor mennesker jeg elsker og alle andre. Jeg tror på at jo mere ærlig jeg er, jo bedre hjælper jeg andre på Buddhaens Vej. Men det er langt fra nemt hele tiden! Jeg har haft pænt store ting gemt væk, som kan være svære for andre at se, især min familie.

Men det der virkelig er noget af det sværeste for mig personligt, synes måske ikke så svært for andre, og det kan få mig til at virke overfladisk. Men det er nu engang en af de ting for mig der virkelig er svære at give slip på. Jeg har været ærlig om at jeg har ADHD, at jeg er blevet dårlig behandlet, har haft spiseforstyrrelser og om en masse andre svære ting i mit liv, men hvad der virkelig er det sværeste for mig personligt til daglig, hvad der kan synes som en lille ting for andre, er at miste mit udseende, og at være ærlig overfor mig selv om hvordan jeg virkelig ser ud.

Jeg var godt nok aldrig den smukkeste pige i skolen, ikke engang i min klasse, eller bare blandt dem jeg hang ud med, men jeg var ikke grim, og drengene kunne lide mig fra en tidlig alder. Min mor lod mig gå med makeup fra jeg var 11 år, og hun har altid opmuntret mig til at gå på slankekure. Sikkert på grund af min ADHD, var jeg ikke god i skolen, og fordi jeg var “kraftig bygget” kom jeg ikke ind på Den Kongelige Ballet skole, selvom jeg prøvede flere gange og var en god danser. Jeg har aldrig været bedst til noget, men jeg var god til at få drengenes opmærksomhed, allerede fra jeg var 13. Jeg var bedre end de fleste piger jeg kendte. Og det siger vel sig selv, at jeg var yderst upopulær blandt de andre piger. I dag ønsker jeg, selvfølgelig, at jeg ville have fået opmærksomhed for noget andet, men dengang var jeg bare glad for at få opmærksomhed, og da jeg stadig var et barn, vidste jeg ikke bedre og slet ikke hvad det ville betyde for mig.

Jeg husker stadig, hvor stolt jeg var, da den mest populære fyr i byen, der var 17, kiggede på mig en enkelt gang og sagde: “wow, hvem er du, og hvorfor har vi ikke mødtes før?” Han kyssede mig måske 30 min. senere, og jeg var i syvende himmel.

Jeg husker stadig, hvordan den mest populære pige i klassen gjorde mig flov foran de andre, da hun tog sin taske, fordi hun ikke vil sidde ved siden af ​​mig længere, gav mig en blik fyldt med harme og gik ned for at sætte sig bagerst i klassen, fordi hendes kæreste, to dage før, havde fortalt mig at han ville slå op med hende, så han kunne sove med mig. Han slog selvfølgelig ikke op med med hende, men fortalte hende, at jeg havde lagt an på ham. Jeg blev hadet af næsten hver eneste pige i klassen, lige siden.

Desværre fandt jeg aldrig noget jeg var sådan rigtig god til, udover at få drenge. I begyndelsen af ​​tyverne mødte jeg den første fyr, der fortalte mig at jeg ikke var smuk nok, og det startede 12 års spiseforstyrrelser, og en tid hvor jeg lod folk behandler mig som skidt, bare for at jeg kunne føle mig speciel. Den mand jeg gift med nu (men skal skilles fra) faldt for mit udseende, og i dag kan han finde på at fortælle mig at jeg ikke er pæn, fordi jeg ikke ligner pigerne på MTV. Jeg er 37 og skal ikke ligne dem. Det skal ingen! Det er tv, ikke virkelighed! Min mor kritiserer mit udseende, hver gang jeg ser hende. Hun fortæller mig enten at jeg har taget på i vægt, eller at mine hænder eller ben ser mærkelig ud, eller at solskaderne i mit ansigt får mig til at ligne en der er blevet slået (jeg har sikkert fået dem, fordi hun tog mig med i solcenter fra jeg var 11 år gammel)

Jeg fortæller det ikke for at nogen skal få ondt af mig. Jeg er voksen nu, og jeg lærer folk hvordan man behandler mig. Bare fordi nogen har sagt dårlige ting til mig, er det stadig op til mig selv at vælge at give slip, og ikke holde fast på deres dukkha.

Men jeg har ikke givet slip. Og år med spiseforstyrrelser og hårde tider har gjort at jeg ser ældre ud end jeg er. Nej, ikke på billeder. De billeder jeg vælger at vise online, er de bedste af mig, og de viser ikke alle mine rynker og alle de solskader jeg har i hele mit ansigt. Jeg har meget uren hud og uden makeup ser jeg ud til at være tættere på 50 end 35. Men det ses ikke på mine online billeder. Og jeg føler tit at jeg snyder de mennesker der er rare nok at fortælle mig jeg er køn eller endda smuk. Jeg er ikke smuk overhovedet! Jeg er bare køn når jeg har makeup på og når jeg hæver mit hoved så min dobbelthage ikke vises, og lyset er lige tilpas, så man ikke ser min dårlige hud. Jeg snyder alle. Det føles sådan.

Nu behøver jeg ikke have alle drengene rendende efter mig mere ;-) Jeg har fundet buddhismen og det er hvad jeg elsker, og hvad jeg elsker at give videre. Jeg er ikke engang sikker på jeg gider mænd længere (okay, man kan selvfølgelig ikke bestemme om man forelsker sig), men jeg behøver ikke at have denne “pretty girl” facade længere, men det lader til at jeg bare ikke tør give slip! Og jeg elsker stadig når folk fortæller mig at jeg ser dejlig ud. Folk i det virkelige liv gør det næsten aldrig, sandsynligvis fordi de ser alt hvad der skjuler sig på billeder. Og når folk online fortæller mig at jeg køn, bliver jeg rigtig glad til at begynde med, men så får jeg det skidt. Jeg er ikke køn som jeg var engang, jeg ser ældre ud end de fleste på min alder, jeg er nødt til at gå med en masse makeup for at dække mine solskader og hvis jeg smiler har jeg 600 rynker mere end min lærer, der er 10 år ældre end mig! Mine tænder er ved at blive gule, mit hår ved at blive gråt, og jeg farver det. Jeg ser ikke køn ud i det virkelige liv. Overhovedet.

Jeg ville ønske jeg var helt okay med det, og bare kunne være glad for de komplimenter jeg får, men det er jeg ikke, og det bliver jeg ikke. Hver dag er jeg ked af hvor gammel jeg ser ud. Hver dag føler jeg at jeg snyder folk med min makeup og få gode billeder, udvalgt fra 100 andre dårlige.

Det vil tage lang tid. Det vil ikke gå den “rigtige vej”, jeg vil se ældre og ældre ud, fordi det er hvad jeg vil være! Og det kan godt være jeg er en str. 36 og kan gå i skinny jeans, men min krop er træt og blød, ikke ung og sprød. Når jeg slappe af derhjemme ligner jeg nærmere en på 50, ikke en på 37. Jeg har dobbelthage og poser under øjnene. Jeg har ikke lyst til at lyve for mig selv og alle andre mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være. Ligesom resten af verden, ønsker jeg ikke at se at ægte skønhed er i alt, ikke bare i hvad der ser ungt ud.

Og det er dukkha!
Ikke at ville se ting, som de virkelig er.

 


mar 19 2012

#ADHD, meditation og buddhisme


I dag var jeg ved en psykiatrisk sygeplejeske. I forbindelse med at jeg har fået stillet ADHD diagnosen og skal have passet medicin ind, skal jeg gå der hver 14.dag, indtil der er styr på hvor meget og om det overhovedet hjælper mig. Hun stillede mig nogle spørgsmål for at se hvordan jeg har det i dag, i forhold til for 3 uger siden, inden jeg fik medicin. Men hun spurgte også til hvordan tingene ser ud i dag, i forhold til for 5 år siden. Jeg fortalte hende at dengang var alt bare et stort rod i mit hoved, hvilket betød jeg prøvede at kontrollere mit kaos med for lidt eller for meget mad og sommetider med selvskade. Jeg fortalte at jeg husker at jeg dengang ikke kunne få ind i mit hoved hvorfor jeg var SÅ anderledes fra alle andre. Hvorfor den samme logik og samme orden, som jeg så andre have helt naturligt, bare ikke kom til mig, lige meget hvor meget jeg prøvede. Jeg blev SÅ frustreret og SÅ ulykkelig indeni, at jeg ikke så nogen anden udvej end at bedøve mig, enten med mad, sult eller med fysisk smerte. Jeg kunne IKKE fatte, hvorfor ingen forstod mig eller hvorfor jeg ikke tænke på samme måde som andre, der bare kunne lære udenad, eller bare kunne sætte i system, eller bare kunne tage sig sammen.

“Hvad så i dag?” Spurgte hun mig. “Hvad gør du når du føler dig frustreret og ikke kan få styr på dit kaos i hovedet nu?” “Tjaa, hvad gør jeg?” spurgte jeg ud i rummet. Og intet svar kom til mig. Sådan er det at have ADHD. Ord forsvinder når man har allermest brug for dem. Jeg har den her følelse indeni af at jeg gør noget helt rigtigt, men jeg kan ikke formidle det. Jeg læste i en bog at det at have ADHD er som at have et helt symfoniorkester inden i sig, men når man åbner munden er den eneste lyd der kommer ud et sølle ‘kling’ fra et gammelt ustemt klaver. Jeg elsker den formulering! Det gælder for mig hele tiden. Heldigvis kan jeg fra tid til anden være heldig at lade orkestret spille en stille melodi når jeg skriver.

Da jeg havde siddet lidt kunne jeg fortælle hende at jeg er buddhist og mediterer hver dag og jeg kunne se hende smile og være glad på mine vegne.”Det er da den helt rigtige vej at være gået af, når du har ADHD” sagde hun. “Også hvis jeg ikke havde” tænkte jeg ;-) Men hun har ret! For det er min praksis der gør, at jeg i dag, ikke føler jeg er nødt til at kontrollere mit kaos. Det er min praksis der gør jeg kan se på mine følelser af utilstrækkelighed og skyld og skam over at være anderledes, og ikke behøver reagerer på dem. Sommetider gør jeg det stadig….ok, ofte faktisk, men mindre og mindre, og jeg lærer af det hver eneste gang.

Og jeg har lyst til at give det videre til andre med ADHD. Jeg har lyst til at fortælle dem at de ikke behøver lade sig styre af deres indre kaos, men faktisk kan lære at omfavne det og se det som en styrke og en hjælp, istedet for som en hindring og lidelse.

Jeg har jo faktisk lyst til at give det videre til alle mennesker, men især kan jeg mærke en brænden efter at give andre med ADHD (og de mange mange psykiske problemer det medfører) håb og mod til at starte en praksis. Det KAN lade sig gøre at meditere, selvom vores tanker vælter over hinanden med 1000 km i timen. Der findes praksisser der ikke nødvendigvis indebærer at sidde helt stille i en time. Der findes praksisser der engagerer både sind og krop i bevægelse, og de er nøjagtig lige så gode som de traditionelle stille meditationer.. Der findes fantastiske tekster som egner sig særligt godt til at læse i små bidder, så en buddhist behøver ikke nødvendigvis at læse tykke kedelige bøger ;-) Det kan, med øvelse, lade sig gøre at finde rum til at vælge hvad vi ønsker at beskæftige os med, selv når impulserne og hyperaktiviteten er aller “værst”.

Mist ikke modet. Tro ikke at fordi du har ADHD/ADD er en meditationspraksis dømt til at fejle. Der er intet der hedder at fejle i en buddhistisk praksis! Så for første gang i dit liv, kan det oven i købet være at du, som jeg, får en fornemmelse af at der er noget du kan opretholde og være god til, lige meget hvor “rodet” det virker. Noget der kan hjælpe dig til at favne dine vanskeligheder og noget som, måske for aller første gang, kan få dig til at indse at det vi kalder ADHD og et svært handicap, faktisk kan være en stor og vigtig hjælp på en fantastisk Vej.

-

Har du spørgsmål om det at have ADHD og have en buddhistisk praksis er du meget velkommen til at skrive til mig på senshin@tendai.dk


mar 2 2012

Buddha

Buddha er i alt. Ikke kun i medfølelse, men også i de ting vi ikke kan lide at se, de ting vi ikke synes er “buddhistiske”. Han er i vores begær, i vores had og han er endda i vores uvidenhed. Buddha er i dukkha, såvel som i lykke.

Omfavn og bliv venner med alle disse ting, og du vil være Buddha også _/\_

 


jan 27 2012

Når det gør ondt

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

 
 


dec 15 2011

Stilhed

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

 


dec 9 2011

7 link – Mit tilbageblik

Jeg blev nomineret til at skrive denne post af David, som har bloggen Snow Branches, som blev opfordret til at skrive Seven Links – Browsing through the Branches af Lynette som har 108ZENBOOKs som igen blev opfordret af en anden, som igen.. du fanger ideen ;)
En lang række af selvreflekterende bloggere, som ser ud til at være begyndt her

Her er reglerne. Bloggere navngivet i en “7 Link” post opfordres til at liste syv af deres indlæg, der passer til disse kategorier:

1.  smukkeste
2.  mest populære
3.  mest kontroversielle
4.  mest hjælpsomme
5.  mest overraskende populær
6.  mest oversete
7.  posten der gør dig mest stolt

Derefter nominere fem andre bloggere til at gøre det samme.

Lige som David synes jeg det er svært.
Jeg har ikke så mange læsere som de andre har på deres blogs, jeg tænker at det ikke kan interessere så mange af mine læsere, jeg synes måske ikke jeg har så meget på min blog, som andre har, der er værd at fremhæve osv. osv.
Men når de andre kan, kan jeg også. Og det er da lidt hyggeligt og sjovt at David har nomineret mig.

1. Smukkeste post.
Jeg synes ikke jeg har skrevet det smukkeste jeg har postet. Det har en anden blogger. Selvom det efterhånden er en post der er mere end 2½ år gammel er det den første der falder mig ind: Giv det videre 

2. Mest populære.
Det som allerflest søger på og læser handler  (desværre) slet ikke om noget buddhistisk. Men det lugter alligevel lidt af det ;-) Endnu en post af ældre dato : Japanske tatoveringer

3. Mest kontroversielle.
Ingen af mine posts har været kontroversielle. End ikke tæt på.
Men skulle jeg selv sige hvilke der kunne have været det, ville det være min seneste post om bogen ‘Eat, Sleep, Sit’. Jeg nævner i posten at, i det Zen kloster forfatteren træner i, både sulter og bliver man slået og sparket hver dag. Men jeg siger ikke at jeg tager afstand fra det (for det gør jeg ikke). Jeg kunne forestille mig at det ville støde nogen. Men det har det endnu ikke:
Bogen ‘Eat, Sleep, Sit’

4.Mest hjælpsomme
Det mest hjælpsomme, for mig, er indlægget om at bære andres dukkha. Jeg har været rigtig slem til, og er det til dels stadig, at bære rundt på noget andre har gjort eller sagt. Jeg har arbejdet med det, og gør det løbende, men ikke meget andet har hjulpet mig så meget som at få skrevet om det: At bære andres dukkha

5. Mest overraskende populær.
Det er indlægget ‘Japanske tatoveringer’ som jeg nævnte tidligere. Det er helt utrolig så mange besøg min blog får p.g.a det indlæg! Så mangler du læsere, så nævn tatoveringer i et indlæg ;-)) Et andet indlæg der overraskende bliver læst meget er dette om nytår: Det nye år er her!

6. Mest oversete.
Hm, ja der er mange der ikke er blevet læst ret meget. Jeg er dansk og skriver om buddhisme, så det siger næsten sig selv. Et indlæg jeg dog synes tåler at blive læst lidt oftere, er et af de første mere alvorlige jeg skrev: At give slip

7. Posten der gør dig mest stolt.
..øhh? Det ved jeg godt nok ikke. Men jeg husker jeg blev meget stolt da jeg i tidernes morgen, som helt ny buddhist, blev spurgt af min sensei om hun måtte bruge dette indlæg i Tendai bladet: Buddhisme, en religion?

Og det var det!
Hvem skal jeg så nominere?….Faktum er at jeg mest læser udenlandske blogs og de fleste de har dem nok slet ikke ved jeg eksisterer ;-) Så det er ikke nemt. Eller den først er, og den er pæredansk; min søde sensei Shomon som har bloggen Et lys i mørket skal selvfølgelig med på listen! De næste tror jeg ikke ser min post, men man kan jo aldrig vide ;-) Chris Lemig fra en af mine absolutte ynglings blogs The Narrow Way, John Pappas som har endnu en højt skattet blog Point of Contact og sidst, men ikke mindst, Kyle som har The Reformed Buddhist.

Var det kun fire? Tja, så nominerer jeg David fra Snow Branches, hvis blog jeg værdsætter meget,  men da han allerede har lavet en post, så  behøver han selvfølgelig ikke igen ;-)

Og det var sådan cirka fem.

Jeg citerer David, for jeg har det på samme måde: “Please don’t feel obligated in any way to play – you didn’t put your name in the hat, so I hope you just do whatever feels right. Just reading your blogs is good enough for me.”

Gassho,
Senshin