Senshin.dk

Jeg har mistet min bedste ven i verden. Han hed Buddy, var en amerikansk cocker spaniel og blev 14 år. Jeg var så heldig at han var min i de 9 af de år.  Bare dét, kan jeg ikke skrive, uden at komme til at græde….

At miste, at mangle, at savne. Han havde de største smukkeste brune øjne man kan forestille sig. Når han kiggede på mig smeltede jeg. Han kiggede på mig som var jeg det dejligste i verden, som var jeg det bedste  man kunne forestille sig.  Han så ikke den buttede, gamle rynkede kvinde jeg ser, når jeg kigger i spejlet. Han så den der elskede ham alle mest i hele universet, og han syntes jeg var vidunderlig og helt perfekt.

Buddy var særlig. Ikke kun fordi han var min hund, men fordi han var en særling. Jeg har altid sagt at var han et menneske, ville han være små-retaderet. Og det er en god ting i min verden. Han var langsom, han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, gjorde mærkelige ting og så var han usædvanlig umådelig kærlig. Ikke overfor alle og enhver. Overfor mig og min mand; hans familie. Enhver kunne ikke vinde hans hjerte. Men når han elskede en, så var man ikke i tvivl. Buddy veg ikke fra ens side, man var aldrig alene. Han lod en kysse ham i stykker hver eneste dag. Han lod en kramme ham flad hver eneste aften. Han lod en kigge ind i de store øjne og sige man elskede ham 25 gange om dagen, uden så meget som at vise en flig af at have fået nok af en. Havde han vidst det gjorde en glad at træde ham på halen, havde han ladet en gøre det uden at blinke. Han ville gøre alt i hele verden for at gøre en glad.

Da han døde var vores familie ændret for altid. Den største mest skinnende diamant i Indra net var væk, men de andre skinner fordi han havde været der. Og det lys han kastede videre, vil være længe endnu.

Da dyrlægen kom for at aflive ham lå han på vores dyner i stuen. Han fik frikadelle (i dagene op til havde han fået alt han havde lyst til; kylling, gulerødder, æbler og pære) og han kyssede min mand og så ham ind i øjnene mens han fik indsprøjtningen. Han døde smukt. Jeg husker det sidste åndedrag som var det for 2 min siden. Han var helt stille, helt glad og helt rolig lige inden han døde. Og så var han som altid kærlig og hengiven. Han vidste vi ville ham det bedste i verden. Som altid. Og pludselig var stuen helt stille.

At Buddy valgte at være min hund, har gjort mit liv så meget bedre. Han lærte mig at være en bedre Senshin. Når han kiggede på mig var jeg perfekt.

Jeg vidste min mand ville bryde sammen. Buddy var ikke kun min bedste ven, men også min mands. Jeg havde bestemt mig for at lade sorg være sorg, og ikke gøre den sværere end nødvendig. Den var svær nok som den var, uden jeg skulle putte historier, om hvor forkert det var han ikke skulle være her mere, på, eller lægge tvivl, om jeg havde taget den rigtige beslutning, oveni. Det hjalp mig enormt og betød jeg kunne rumme min mands sorg og være der for ham. Dagene efter var var hårde, men jeg har aldrig set så klart før, midt i noget så svært. Hvordan det hele skulle foregå var ikke vigtig for mig, Buddy skulle jeg miste lige meget hvad, så det der kunne hjælpe min mand, var det der gjaldt.

Selvfølgelig kom tvivlen krybende. Jeg er buddhist, jeg går ind for liv, ikke for at tage liv. Men Buddy led og han havde lidt nok. Han skulle have en værdig død, det skyldte vi ham når nu vi havde holdt ham i live. Men når den kom, tvivlen, så jeg den for hvad den var og kunne derfor give slip på den.

Han er begravet i haven, under det pæretræ, han har ædt sig en mavepine til hvert eneste år, når det bar frugt. I hans grav lagde jeg et brev, en lille Buddha figur, en kopi af Hjerte Sutraen og min bøn til Amida om at lede ham ind i det Rene Land.

Buddy var kærlighed.

At miste, at mangle, at savne. Illusioner.

Namu Amida Butsu

Min sensei har taget sin dejlige blog op igen. Den er både personlig og  meget inspirerende, så jeg ser meget frem til at læse med igen.

Der er en oversætter på siden, så er du andet end dansksproget kan du også læse med.

Shomon er overhovede for Tendai i Danmark, hun er soryo præst, mor, forfatter, en elsket lærer og meget meget  andet.

Hendes blog hedder Et lys i hjørnet og du finder den lige her

Det er super nemt at se andres fejl. Altid. Knap så meget sine egne.

Hvad man sjældent tænker på, er at hvis man havde nøjagtig samme baggrund som andre, havde oplevet det samme og stod i nøjagtig samme situation som de, havde man gjort nøjagtig det samme selv. Det er svært at huske på, men ikke mindre sandt af den grund. Det giver en vis tilfredsstillelse at se andre være forkerte, måske man ikke vil indrømme det, men det betyder at man er fri for at mærke sin egen lidelse lidt. At man dermed skaber en mere lidelse er indlysende, men ikke til at mærke her og nu, mens man har travlt med andres.

Vi dømmer andre på vores egen baggrund, ikke på deres, for det kan vi af gode grunde ikke; vi har ikke været i deres hoveder og kender ikke deres tanker bag. Det kan umiddelbart se super ondsvagt ud den den anden gør, drøn urimeligt eller ufølsomt, og man siger at man aldrig kunne gøre det samme. Men det er jo sådan at man ikke kan vide af hvilken grund den anden gør tingene, kun gætte på det. Sjældent gør vi noget kun af én eneste grund, og de fleste af os mener vi gør hvad vi gør, af gode grunde! Vi har alle et hel livs karma (mindst) som udgør grundlaget for hvordan vi handler ( i hvert fald indtil vi bevidst vælger at ændre den)

Hvis jeg dømmer andre dømmer jeg i bund og grund mig selv. Og de ting jeg ikke bryder mig om i andre er i virkeligheden en gave, for de betyder at jeg får en mulighed for at arbejde med det jeg ikke bryder mig om i mig selv.

Ens reaktion på andre er et spejl. Hvordan jeg reagerer på andres “fejl” kan fortælle mig hvordan jeg har det med mig selv og mine “fejl”. Det er måske ikke det mest behagelige at se ind i spejlet til at begynde med(!), men med tiden lære man at turde holde blikket. Den klogeste kvinde jeg kender har engang sagt til mig, at når man kan rumme andre kan man også rumme sig selv. Det glemmer jeg aldrig og er en sætning der har sat sig fast.

Hver gang jeg dømmer en andens handlinger til at være forkerte, dømmer jeg mig selv til at være forkert og gør illusionen om afstand mellem mig selv og andre endnu stærkere. Hver gang jeg lader andre være den de nu er med deres baggrund, deres karma og forstår at jeg er som de og gør ting på baggrund af den lidelse som vi har tilfælles, brydes illusionen lidt mere ned.

Gevinsten er stor, men den kan alligevel være svær at får øje på, når vi står over for en anden som viser os de ting vi ikke kan bære vi har i os selv. Langer man ud eller holder man ud? Jeg beder til alle Buddhaer og Bodhissatvaer at jeg fremover vil holde ud. Og når jeg fejler, for det gør jeg med sikkerhed mange gange endnu, at jeg ikke ser det som et nederlag, men som en ny mulighed.

Jeg citerer Shomon (fra et indlæg på tendaiforum.dk)

Mange af de mennesker i Japan som støtter og hjælper os, og har gjort det gennem mange år, er stærkt påvirket af tsunamien og de efterfølgende katastrofer. Den store oliebrand der har været billeder fra, er fra Chiba, hvor Ichishimas tempel Tamon in ligger – der hvor Monshin og Shumon levede igennem flere år. I takt med at Monshin får kontakt med venner og familie derude, vil han opdatere os. Indtil da vil jeg bede jer alle have det japanske folk i jeres tanker og bønner.

Gassho og tak,
Shomon.

Jeg vil også gerne opfordre til at have vores japanske dharma familie og alle andre påvirkede af jordskælvet og tsunamien i jeres tanker og bønner. Tak.

Opdatering: Jeg har netop fået at vide at Ichishima-sensei og hans familie er live og har det godt.

Namu Amida Butsu.

Ved sidste sangha møde talte vi om om f.eks. sten og træer har buddha natur som vi mennesker.

Her er hvad min lærer skrev om emnet i sidste nyhedsbrev:

Velkommen til marts – og til foråret! Jeg synes især det er om foråret jeg bliver intenst opmærksom på den foranderlighed, som er altings særkende. Naturen viser mig så tydeligt, at alting opstår og forgår, og særligt om foråret bliver det indlysende klart, at man aldrig kan gå den samme tur to gange. Under mine daglige gående meditationer (som altid følger den samme rute) ser jeg hvordan intet i dag er, som det var i går. I dag skal jeg hoppe fra tue til tue for ikke at få våde fødder – i går kunne jeg gå ubesværet over den frosne jord. I dag ligger der pludselig et sart grønt skær over marken, hvor alt i går stod stærkt markeret i gråt og sort, oplyst af den skarpe vintersol.

Fødderne er sindets spejl. Den måde vi rent fysisk bevæger os gennem verden på, viser meget om hvad vi fylder vores sind med. Tramper vi indadvendt af sted, vil det ofte være fordi vi ligger under for en illusion om, at vi er adskilt fra alt andet. Ser vi til gengæld hvordan vi er ét med alt; hvordan alt ultimativt er det samme, så vil vi også, helt automatisk, bevæge os med meget større omhu og årvågenhed, og få øje på hvordan buddhanaturen kan manifesteres hvor som helst. Det er ikke kun levende væsner, der har buddhanatur. Alt er buddhanatur.

Når man ser grundigt på mennesker, analyserer deres væsen ned i den mindste detalje, kan man se hvordan der kun er én konstant der står tilbage efter analysen: tomhed. Ser man på samme måde på ikke-følende væsner, vil man finde nøjagtig det samme. Hvad er ultimativt forskellen på mig og den sten jeg træder på? I bund og grund er vi begge det samme. Vi ’er’ tomhed; evigt foranderlige processer. Denne foranderlighed giver os et kæmpe ansvar. Vi er født som mennesker, med mulighed for aktivt at vælge til og fra. Det betyder at vi kan påvirke vores ikke-følende omgivelser. Det er os der giver omgivelserne en oplevet følelsesmæssig kvalitet. Jeg er sikker på, at alle kan komme på eksempler på steder der tydeligt bærer præg af de mennesker der har brugt dem. Tænk for eksempel på hondoen – den emmer af mange menneskers oprigtige forsøg på at finde en løsning på lidelse. Eller en Buddhastatue; der jo dybest set bare er en klump træ eller metal. Det er udelukkende gennem vores handlinger, at den bliver hellig.

Vi har muligheden for at helliggøre alt omkring os. Lad os gribe denne mulighed, og lad os sammen tillade alt omkring os at vise buddhanaturen.

Godt forår!
Gassho, Shomon

Jeg kender ingen der kan forklare tingene så enkelt og let forståeligt som Shomon!

Har du forøvrigt lyst til at modtage vores nyhedsbrev og få information om hvad der sker i de forskellige Tendai sanghaer og meditations grupper rundt om i landet kan du tilmelde dig lige her

Den herlige film her er lavet af buddahbear01

buddahbear01.com

Mange tale om hvor træls der er at vinteren stadig er her og at det gerne måtte blive forår istedet.

At ønske noget andet var, end det der er, er dukkha (lidelse) lærte Buddhaen os.

Nu skaber det med at ønske vejret anderledes måske ikke det værste dukkha, men hvad man øver sig på bliver man god til! At være ked af at en ting, fører til at vi bliver kede af en anden ting. Så selvom det virker ret uskyldigt at være utilfreds med vejret, så skaber det karma at reagere på det. At sige det højt, at skrive det på Facebook, at tale om det med andre. Det skaber mere utilfredshed, for uanset hvor lidt det syner, så tæller alt vi gør.

Der er som sådan ikke noget i vejen for at tænke at vinteren burde være slut nu og foråret gerne måtte kommer, så længe man ser det for hvad der er: tanker der er lige som tomme og forbigående som alt andet. Det er når vi ser dem som noget vi bør tage alvorligt og dermed udtrykker dem, det kører af sporet.

Meeen det er da træls at det er så koldt, det er træls at jeg kan skride og falde når jeg går fordi det er glat, det er da træls af den offentlige transport ikke er til at regne med pga vejret fordi det betyder jeg kommer for sent på job, det er træls at…. (sæt selv ind) !

Hvad er ‘træls’ andet end et ord som giver udtryk for dukkha? Et ord der giver udtryk for modstand mod hvad er. Hvordan kan ordet hjælpe dig? Det har ikke en magisk kraft, jeg kender til i hvert fald, der kan ændre uvejr til solskin.

Prøv at se det med andre øjne:

Hvis ikke det sneede udenfor vinduet lige nu så sad jeg ikke her og trak vejret. Hvis ikke posten gled rundt med sin cykel på den glatte vej så fik jeg ikke mad i dag. Hvis bussen ikke var de 10 min. forsinket, så åbnede jeg ikke øjnene i morges og kunne se på min dejlige familie.

Ahh, er det ikke lidt overdrevet? …. Næ. Uden det ene, var det andet her ikke. Så simpelt er det.

Vi kan forsøge at fornægte det og har sikkert gjort det hele vores liv, men det er formålsløst. Det er som det er, om vi vil det eller ej. Det hjælper ikke at ønske det var anderledes. Vi kan prøve, men jeg min erfaring siger mig at resultatet ikke bliver så meget anderledes ;)

Om vi vil bruge kræfter på at kæmpe i mod hvad der ikke kan ændres, kræfter på at ønske det var anderledes, eller om vi hellere vil påskønne alt der er lige nu, fordi det betyder vi kan tage dette åndedrag, er et valg. Ønsker vi at lide eller har vi fået nok?

Hvorfor det er vigtigt med selvdisciplin i vores praksis? Det talte vi om ved et sanghamøde i Randers. Jeg stillede spørgsmålet: kan vi ikke bare praktisere når vi er i humør til det og har overskud?

Og hvor ville det være rart, ikke? Bare at kunne sætte sig på puden når lysten opstår. Når vi er blevet færdige med opvasken, når vi har set nyhederne og vi har løbet en tur. ”Lige så snart jeg har taget et bad kan jeg sætte mig. Jeg skal bare lige også huske at… og at… Ja, så fik jeg ikke lige sat mig i dag, men i morgen helt sikkert! Der har jeg jo også bedre tid. Og det er jo trods alt vigtigere at jeg er sammen med veninderne eller lige får den og den ting ud af verden. Det er jo også kvalitetstid og må være vigtig på vejen”

Tænk hvis Buddhaen havde tænkt sådan. ”Jeg ville godt nok gerne finde enden på al lidelse, men i dag skal jeg lige noget andet først…så måske i morgen, hvis ikke jeg har andre planer” men det gjorde han heldigvis ikke. Han bestemte sig for at sætte sig til han havde fundet svaret. Han sad i 8 dage og nætter i streg og hans selvdisciplin gav afkast. Han fandt svaret på enden på lidelse ikke kun for ham selv, men enden på al lidelse for alle levende væsner. Hans var skyld i at du og jeg i dag er på vejen.

Men hvorfor gør vi så ikke bare som han gjorde og sætter os? Hvorfor overholder vi ikke bare de aftaler med os selv om at sidde? Og ikke kun af og til, men sætter os dagligt fordi vi kender nødvendigheden af det? Hvad er det der gør det så svært at få taget sig sammen?

Det er fordi vi glemmer hvad der er vigtigt og glemmer det igen og igen! Og det er helt naturligt; vi har øvet os hele livet i at se tingene gennem et slør, det kræver noget at huske at se tingene uden. Det kræver noget at huske vigtigheden af at sætte sig. Hvis vi allerede var perfekt overbevidste om at det var vigtigt nok, så gjorde vi det jo! Men vi glemmer, og så vi er nødt til at sætte rammer op for os der minder os om vigtigheden hele tiden. I hvert fald hvis vi er seriøse omkring ønsket om frihed for lidelse i dette liv.

Der er heldigvis mange ting vi kan gøre for at sætte de rammer for os selv der hjælper os. Og de vil skifte hele livet med vores livssituationer. Hvad du har brug for i dag til at minde dig om vejen er sikkert ikke det samme som du har brug for om 5 år. Men en god ide er altid at have et sted i hjemmet hvor du praktiserer fast. Gerne med en figur eller et billede af en Buddha eller Bodhisattva der inspirerer dig og med røgelse og stearinlys der kan hjælpe dig i den rette stemning til meditation. Hver gang du går forbi det sted, er der mulighed for at blive mindet om din intention.

Lav en aftale med dig selv om at være din bedste ven! Hvis du vidste din bedste ven kunne slippe for at lide, ville du gøre alt for at det kom til at ske. Gør det samme for dig selv, du er ikke mindre vigtig! Tag dig selv i dine undskyldninger. Le overbærende af dit udisciplinerede sind der tror det kan løbe om hjørner med dig og få dig til at lave noget mere ”meningsfuldt”. Bestemt dig for at lade det ævle løs og sæt dig så, fordi du ved bedre. Fordi du vil dig selv det godt. Og lav så en fast aftale med dig selv om at sidde hver eller hver anden dag. Mindre kan også gøre det, og lidt er bedre end in-genting, men lad os være realistiske; det batter bare ikke så meget som hvis du sidder ofte!

Og hvis du har det svært en dag og ikke du kan gøre det for dig selv, så gør det for andre! Hav dine bodhisattvaløfter i tankerne. Det giver praksis en helt anden mening og kan være det der skal til for at mindes hvor vigtigt det du gør på puden er.

Og husk på at Nirvana ikke er noget mystisk, som du måske en dag kan være super heldig at opnå, hvis stjernerne står helt rigtig og du har opsamlet nok god karma. Opvågning kan ske hvert øjeblik. At se virkeligheden uden slør kan ske i næste øjeblik. Der er såmænd ikke noget mystisk eller særligt besværligt i det. Du har det med dig altid. Hav tillid til hver eneste gang du går på puden at det kan ske denne gang, for det kan det. Hvis man glemmer det eller ikke har tillid til det, kan det blive noget tungt at skulle hen på puden. Så kan det nemt blive meditation for at lappe på noget, og det er ikke det enden på lidelse går ud på. Perfekt opvågnen skære hele vejen igennem og der er ikke brug for at lappe noget.

Kig dig omkring hele tiden. Se hvad andre gør, hent inspiration. Tal med nogen der er længere på vejen, læs en bog der hjælper dig til at holde dig til ilden. Lav aftaler med andre om at sidde sammen selvom det måske er hver for sig. Skab hensigtsmæssige rammer for dig selv og din praksis og fortryd hvis du ikke overholder aftalerne med dig selv, så du har større chance for at vælge anderledes en anden gang, og giv så slip på selvbebrejdelse. Det hjælper dig ikke noget. Tålmodighed er også nødvendig. Hav stor tålmodighed med dig selv, men glem ikke at dette menneskeliv er en enestående mulighed, som du ikke kan vide om du får nogen-sinde igen. Så grib den og udnyt den til fulde!
————————-

Jeg skrev indlægget her til Tendais nyhedsbrev. Fremover vil nyhedsbrevet kun indeholde nyheder, og et magasin med artikler om buddhistiske emner vil være at finde i vores webshop på www.tendai.dk Det første udkommer til marts (betalende medlemmer af Tendai får det gratis tilsendt). Har du lyst til at blive tilmeldt vores nyhedsbrev og få nyheder om hvad der sker rundt om i landet kan du ligeledes gå ind på www.tendai.dk og melde dig til. Det er gratis.
 

For noget tid siden skrev en af administratorene for Blogissatva Awards til mig og spurgte om jeg ville bidrage med en artikel. BlogissatvaAwards.org er en hjemmeside som skriver om sig selv at de er “Headquarters for the annual Blogissatva Awars honoring excellence in English-language Buddhist blogging” Jeg havde læst om siden og deres prisuddelinger før, det er næsten svært at undgå hvis man bevæger sig rundt på Twitter og amerikanske blogs på nettet. Men jeg skriver jo, som bekendt,  ikke på engelske, så umiddelbart kunne jeg ikke lige forstå hvorfor de henvendte sig til mig. Men de sidste to måneder og den næste vil de poste indlæg fra bloggere, som ikke skriver på engelsk, rundt omkring i verden, så man kan få et indtryk af om buddhisme vokser og hvordan den praktiseres i andre lande (Læs introen til det her) Og det er jo lige så spændende at læse for  vi andre som det er for amerikanerne.  Nu er min artikel at finde på siden, sammen med artikler fra andre lande bla. fra vores naboland Sverige, fra Thailand og fra Ungarn. Den næste måned vil der komme fra bla Brasilien, Japan og Kroatien.

Du kan finde det lige her:   http://www.blogisattva.org/

Tjek også noget af resten af sidens indhold ud. Se evt. hvilke blogs der har modtaget priser i forskellige kategorier og få masser af virkelig god inspiration til din blogliste!

Tak til Kyle (som privat har bloggen The Reformed Buddhist) for at spørge mig om jeg ville skrive til siden _/\_
 

I dag, efter at havde siddet otte dage og nætter, for at finde friheden fra lidelse, vågnede Buddhaen og tog jorden til vidne. I dag vil taknemmelighed være min praksis.

He sat under the tree. He sat for you and me.

He sat  naked and undisguised. He looked Mara Straight in the eyes.

He sat to be free and in that he freed both you and me.

Bow you head to the ground and recognize that you were never bound.

(-Senshin)