Kender du det danske Buddha, Dharma og Web-sangha forum?
Hvis ikke synes jeg du skulle tage at kigge derind. Det er et forum for alle med interesse i buddhisme og meditation og du finder både Tendai lærere og folk fra andre traditioner som kan hjælpe dig med dine spørgsmål.
Så er du nysgerrig, har masser af nybegynder spørgsmål eller søger inspiration til din praksis er det er rigtig godt sted at tjekke ud.
Alle er velkommen!
Du finder det her
I tiden lever jeg livet som tempelassistent. Faktisk kun i 15 dage, men det er egentlig nok til at jeg får en god forsmag på hvad det går ud på.
Jeg er flyttet ind i en lejlighed ved siden af min senseis tempel og hele min dag går med praksis. Lige på nær nogle få timer om aftenen jeg har alene, som alligevel ender med forberedelse til næste dag.
Tempel liv….lyder det ikke romantisk og dejligt? Tankerne går til lange meditationer i selskab med sin lærer der kærligt guider en igennem dagens gøremål.
Tempel liv er dejligt, på mange måder, men romantisk? Nej!
Min dag starter kl 7 og det er ren luksus i forhold til andre steder ( i USA står vi op kl 3.30). Derefter er der ceremoni, morgenmad med studiesnak, morgenpraksis og så starter arbejdspraksis, som er frem til middag. Arbejdspraksis kan gå ud på lidt af hvert, men består især i en masse oprydning og rengøring, både af hondo og rundt om; møbler der skal flyttes, gulve der skal vaskes, trapper der skal fejes, ting der skal sorteres i, opvaskemasinen der skal tømmes, ture med hunden. Lyder det ikke romantisk?
Efter forkost er det tid til mere arbejdspraksis, hondoen skal gøres klar til senere og der skal sættes tid af til studie (2 hele kapitler af Lotus sutraen skal læses hver dag) og desuden oversættelse af sutra. Og jeg må ikke glemme alle mine sædvanlige daglige opgaver jeg ville have gjort derhjemme; arbejde for sanghaen (planlægning, nyhedsbrev, svare mails osv.) Lyder det ikke romantisk?
Om eftermiddagen er det igen tid til praksis; kontemplativ læsning eller chant på japansk af et af dagens LS afsnit. Derefter en times belæring om og diskussion af afsnittet. Og så er der lige tid til at rydde op i hondoen og gøre klar til næste dag inden aftensmaden. Efter aftensmad er det tid til et bad, til at læse det der mangler at læses og tid til at gøre næste dags ceremoni klar. Det tager det meste af aftenen. Og så er det på hovedet i seng. Jeg er mere træt for hver dag der går. Lyder det ikke romantisk?
Tempel liv handler i høj grad om at gøre helt almindelige ting som rengøring og hårdt fysisk arbejde. Det handler i mindre grad om stille kontemplation og meditation på puden. Det handler i høj grad om at have sensei der kigger på en hele tiden og påpeger fejl og sætter en igang så snart man står stille. Det handler i mindre grad om fine belæringer og kærlig forsigtig vejledning. Det handler i høj grad om savn til familie, fritid og det vandte, og i mindre grad om at få de store romantiske indsigter der renser sindet.
Tempel liv er dejligt på den måde at alle valg bliver taget fra en. Du gør hvad du får besked på, ikke hvad du har lyst til (alt efter temperament kan det være noget udfordrende). Det er dejligt fordi man virkelig får renset ud i noget karma, dejligt fordi man har adgang til sensei det meste af tiden og dejligt hvis man er så øvet i praksis at man virkelig forstår eller er åben for at rengøring og ture med hunden er lige så godt eller, i virkeligheden sommetider, bedre end at sidde på puden i hondoen.
Men man behøver ikke at gå i kloster for at oplever tempel liv. ALT kan være dit tempel; din stue, dit værelse, dit køkken, din bil, din tur til arbejde. Man behøver ikke en stor Buddhafigur og kønne omgivelser for at rense sit sind!
Alt man behøver er en opvaskebørste, en portion mod, vilje og dedikation.
Vi vil så gerne være lykkelige, og det er der vel ikke noget i vejen for.
Vi oplever fra tid til anden glæde der gør os helt høje og det er vores natur ønsker at ønske at holde fast i den. Det føles rigtig godt, så det må jo være lykken! Og naturligvis må vi skuffes, for intet vare ved uanset hvor godt vi prøver at holde fast, og ellers kæmper for at holde det ‘forkerte’ væk.
Men hvad vis lykken rent faktisk kan opnås, men den ikke ser ud som vi synes den skal?
Hvad hvis lykken rent faktisk ligger i at kunne være med det mindre smukke i livet også? Kunne rumme at det sommetider gør ondt, kunne gøre sig gode venner med det vi ellers ville skubbe væk, kunne sige ja til det grimme i os og andre, kunne holde det ud, sidde med det uden at ønske det væk eller se bort. Og ikke alene det; men også at kunne give slip på det virkelig rare, den store glæde, det der giver os sommerfugle i maven. Altså ikke give slip som i skubbe væk, men turde se glæde være forbigående, lade den opstå, komme og gå uden at holde krampagtig fast i den, uden at ønske den blev bare et sekund længere.
Det er svært at huske på at vi ikke skal knytte os til det der føles rart. Det er nemmere med det der gør ondt, for det vil vi som regel gerne have overstået. Men vi ved det jo godt; det skaber smerte at prøve at holde fast i noget som helst der ikke kunne holdes fast i til at starte med! Også glæden, varmen og latteren.
Tør vi give slip på vores gamle definition på lykke?
Hvis vi virkelig ønsker at ende lidelse og opleve sand lykke og tilfredshed i dette liv, har vi nok ikke rigtig noget valg…
Jeg postede denne video for længe siden.
Den er værd en genpost, så nu gør jeg det igen :-)
Se den helt til ende.
-
Jeg elsker min praksis, både den formelle og uformelle og mit arbejde med buddhismen; det er det som jeg vil med mit liv. Der ligger uden tvivl en masse drive i det, som får mig hen på puden, men det viser sig af og til at det bare ikke er helt nok, at selvom jeg elsker at praktisere og kan se hvor meget det gavner mit liv og dem omkring mig, så er der bare tider hvor jeg alligevel har sværere ved at få taget mig sammen til at sætte mig, sværere ved at få skrevet den artikel eller læst den bog. Og jeg tror de fleste kender det, selv de mere erfarne praktiserende; selvom man har en dedikeret praksis og generelt er god til at få sat sig, så kan det altså stadig ske at det er svært at stå i mod et sind der keder sig og lige kan se det frygtelig smarte i at se en film eller læse en bog i stedet for at overholde aftalen med sig selv om at sidde.
Jeg blev en dag spurgt ”Hvordan holder du motivationen oppe for din praksis?” og mit svar var ” Andres lidelse og Bodhisattva løfterne. At jeg ikke kun praktiserer for at ende egen dukkha”
Når man tager tilflugt i Tendai tager man, udover de fem forskrifter, også Bodhisattva løfterne. Vi reciterer dem ofte til sanghamøder og på retreats. Nogle reciterer dem endda hver dag efter praksis. Bodhisattva vejen er central i Mahayana, det er den hele retningen er grundlagt på. Alligevel er det min oplevelse og egen erfaring at det ofte glemmes i det daglige. Vi sætte os på puden fordi vi vil have det bedre, fordi det hjælper på søvnrytmen og fordi vi ønsker ro og balance i vores liv, og det er alt sammen meget fine ting at ønske, men hvis ikke vi husker vores løfter om at frelse alle levende væsner og glemmer at arbejde på at udvikle bodhicitta kan det virkelig være op ad bakke meget af vejen og meget lettere at springe over hvor gæret er lavest! Hvis jeg kun er ansvarlig for at jeg bliver lykkelig, hvorfor skulle jeg så ikke bare smide mig på sofaen, se film og spise pizza? Det er jo indlysende at det er det der gør mig glad lige nu, og efter det er der et nyt behov jeg kan bare dække for at blive glad. Det giver en helt anden mening at sætte sig på puden og huske at gøre tingene med omtanke i hverdagen, når man har tanke på at gøre det for andre, med følelsen af ansvar i hjertet, i erkendelse af at der ikke er grænser mellem dig og mig og at vi alle er dybt forbundne og afhængige af hinanden.
Det kan måske virke lidt uoverskueligt det med at ‘frelse alle levende væsner’, så kan man lægge ud med at sætte sig for dem i den umiddelbare nærhed; familie og dine venner. Tænk hvor meget vi alene påvirker dem nær os og tænk så hvor langt ud vi kan påvirke og have indflydelse på andre med vores praksis. Man behøver ikke leve som munk eller blive præst for at nå ud til andre og give Dharmaen videre. Det kan gøres med et smil, med medfølelse, en hjælpende hånd hvor som helst. Og når nogen spørger indtil vores religion eller hvad vi laver når vi sætter os på puden, så skal vi ikke være nærige med at dele ud. Tænk hvilken gave det er at give. Det kan være lige dér et frø sås i et andet menneske.
For at udvikle den dybe forståelse af hvor vigtig den bodhicitta vi allerede har i os er at dyrke, kan man meditere på De Fire Uendelige Dyder; se hvordan andre lider som os, se hvordan medfølelse og deltagende glæde er vejen og opleve at sindsro ikke kun gavner en selv, men ultimativt vil gavne alle.
Når vi udvikler bodhicitta og tager vores Bodhisattva løfter højtideligt er det nemmere at tage sin praksis højtidelig, sætte større pris på den og nemmere at huske at vejen ikke kun er for os der allerede er på den.
Jeg håber I har nydt sommeren og glæder mig til at se alle igen.
Gassho, Senshin
———————————————————————————
(Indlægget her skrev jeg til sidste Tendai nyhedsbrev. Kunne du tænke dig at få det tilsendt på mail en gang om måneden, så meld dig til lige her)
Det er ved at være en måned siden jeg kom hjem fra dette års gyo (præstetræning) Så meget er sket i mit liv siden, at jeg knap har haft tid til at fordøje det hele. Men der sker ting og sager med en på gyo, det er helt sikkert. Uden at jeg helt kan sætte fingeren på hvad det er, så ved jeg der er sket en forandring. Måske vil jeg opdage hvad det er om en uge, måske om en måned eller måske slet ikke. Det er ikke nødvendigt at se forandringen tydeligt, for at vide den er sket.
Vi vil have forsikringer hele tiden, sådan er vi som mennesker. Når vi sætter os i meditation og har siddet der et stykke tid, vil vi se resultater i vores hverdag i form af bedre søvn, bedre velvære, mere rummelighed… eller hvad det nu er vi ønsker os. Hvis vi ikke ser resultater, må det være fordi det ikke virker for os, og så må vi finde noget andet at kaste os over der virker bedre. Måske begynder vi at tvivle på om den praksis eller religion vi har valgt er den rigtige, når nu den tydeligvis ikke hjælper.
Men sandheden er at vi forandre os hele tiden, og det er det eneste vi i virkeligheden kan regne med. Vi kan ikke forudse hvilke forandring der vil ske, lige meget hvor meget vi forsøger og ønsker det. Men vi kan øve os på at kunne rumme at det er sådan. Øve os i at give slip på forventningerne og kravene til hvad der skal ske for at blive tilfreds. Lade praksis være praksis og tro på, at uanset om vi kan se det eller ej, så sker der forandringer hvis vi altså gør det. Det er langt fra sikkert at det er de forandringer vi ønskede at se. Det er ok. Måske var det vi ønskede, i virkeligheden slet ikke det vi behøvede.
At turde give slip og bare tro, går i mod vores natur.
Men Buddhaens vej handler ikke om at følge vores natur. Den handler om frihed fra lidelse.
Jeg står overfor hvad jeg tror bliver en af de sværeste tider i mit liv. En masse forandringer, en masse usikkerhed, en masse bekymringer og en ny begyndelse. Nye muligheder. Egentlig er det sådan hele livet er, og hvis man kunne acceptere det og flyde med istedet for imod, ville alt jo være meget mindre svært. Men jeg er endnu ikke en Buddha, og jeg lider under det.
Ingen kan være i tvivl om hvor meget jeg holder af min sensei og jeg synes det er det vigtigste forhold i mit liv. Men igen må jeg skrive det; Hun betyder så meget og særligt i en svær tid som denne er jeg hende dybt taknemmelig. Hun påpeger mine dumheder, selv når hun ved det er sårende her og nu, selv når jeg er skrøbelig. Hun gør det fordi hun ved det vil gavne mig i længden. Hun er den bedste ven man kan tænke sig, fordi hun kan finde ud af at tage sit “jeg” (der jo holder af mig og kan føle for mig (heldigvis ;-) ) ) ud af situationen og give mig sandheden nøgternt og med dyb medfølelse. Det er kærlighed.
Tænk hvis jeg evnede at tage mit “jeg” ud af alle situationer, hvor en jeg elskede trængte til kærlighed og støtte. I så fald var jeg muligvis ikke endt hvor jeg er nu og stod overfor så svær en tid af de grunde jeg gør.
Som skrevet for kort tid sinden, har jeg mistet min bedste ven i verden; min 14 årige gamle hund Buddy. Det har være hårdt, det er det altid at miste et familiemedlem, men en der bestemt har gjort det lettere for vores familie er vores hundehvalp. Niller er vores anden Amerikanske cocker spaniel. Vores hundhvalp på 9 år. Han er et livsstykke.
Når jeg kalder ham hundehvalp er det fordi vi stadig ser ham som sådan. Da vi fik ham, fra en kvinde der skulle dø af kræft, var han knap et år og vores anden hund var da 6 år, så naturligvis var Niller en hundehvalp i vores øjne og det har sådan set aldrig ændret sig overhovedet. Han er faldet en smule til ro med alderen og det klæder ham helt bestemt, men han kan stadig komme op og køre på ét sekund. Han elsker at være i et højt gear, styrte huset rundt og lege vildt. Men lige så vild han kan blive på det sekund, lige så mild kan han blive lige så hurtigt. Han er en meget mild lille fyr, der elsker at blive strøet over hovedet helt forsigtig. Han elsker at putte (det er nødvendigt i vores familie) han elsker sin familie, men i modsætning til Buddy, så elsker han også alle andre! Nillers kælenavn er Klister. Hvis han ser et menneske så klistre han til vedkommens ben og tigger om opmærksomhed konstant, til det menneske ikke er der mere. Han bliver aldrig mæt. Det giver anledning til en del frustrationer fra min side, for sjældent kan folk finde ud af at ignorere den lille fyr, han er jo så sød. Jeg satte stor pris på vores gamle Buddy, fordi han var meget tro mod sin familie, og ligeglad med alle andre. Men jeg kunne i virkeligheden lære meget fra min hundehvalp om at elske alle andre ubetinget!
Efter Buddy døde er Niller, til hans store fryd, blevet mere synlig i familien. Vi er begyndt at sætte endnu mere pris på alle hans små særheder og fjollerier, på hans store mandelformede øjne og den bløde mule.
I aftes blev jeg så ramt af lykken. Jeg var alene hjemme, sad i sofaen og så SATC 2 (ja meget tøseagtig, og meget hyggeligt ) da jeg løfter den lille fyr op i sofaen hvor han ellers ikke må komme (min mand læser ikke med her ;) ) Meget hurtigt faldt han i søvn, rullet sammen i mit skød. Og så var det jeg lagde mærke til hans lille hjerte der bankede mod mit ben. Først irriterede det mig fordi det forstyrrede og jeg prøvede at flytte på ham. Men da det ikke hjalp, bestemte jeg mig for at give slip på irritationen. Og så blev jeg ramt af lykke! Her sad jeg med det mest dyrebare lille sovende væsen i mit skød og kunne mærke hvert eneste af hans hjerteslag. For kort tid siden hørte jeg min gamle dreng tage sit sidste åndedrag og smukt som det var, var den tid med Niller i mit skød lige så smukt. Buddys død, Nillers liv, begge dele helt særligt, begge dele helt almindeligt. I begge dele findes lykken.
Jeg var så heldig han blev liggende i mit skød under hele filmen.
En dag skal jeg også miste ham, det er helt naturligt og kærlighedens pris. Men indtil da ved jeg, at jeg har fået mig en ny bedste ven i verden.
“Når dette er, kommer dette til. Når dette forsvinder, ophører dette med at være”
- Samyutta Nikaya, nidana samyutta, Sutta 41
Jeg har mistet min bedste ven i verden. Han hed Buddy, var en amerikansk cocker spaniel og blev 14 år. Jeg var så heldig at han var min i de 9 af de år. Bare dét, kan jeg ikke skrive, uden at komme til at græde….
At miste, at mangle, at savne. Han havde de største smukkeste brune øjne man kan forestille sig. Når han kiggede på mig smeltede jeg. Han kiggede på mig som var jeg det dejligste i verden, som var jeg det bedste man kunne forestille sig. Han så ikke den buttede, gamle rynkede kvinde jeg ser, når jeg kigger i spejlet. Han så den der elskede ham alle mest i hele universet, og han syntes jeg var vidunderlig og helt perfekt.
Buddy var særlig. Ikke kun fordi han var min hund, men fordi han var en særling. Jeg har altid sagt at var han et menneske, ville han være små-retaderet. Og det er en god ting i min verden. Han var langsom, han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, gjorde mærkelige ting og så var han usædvanlig umådelig kærlig. Ikke overfor alle og enhver. Overfor mig og min mand; hans familie. Enhver kunne ikke vinde hans hjerte. Men når han elskede en, så var man ikke i tvivl. Buddy veg ikke fra ens side, man var aldrig alene. Han lod en kysse ham i stykker hver eneste dag. Han lod en kramme ham flad hver eneste aften. Han lod en kigge ind i de store øjne og sige man elskede ham 25 gange om dagen, uden så meget som at vise en flig af at have fået nok af en. Havde han vidst det gjorde en glad at træde ham på halen, havde han ladet en gøre det uden at blinke. Han ville gøre alt i hele verden for at gøre en glad.
Da han døde var vores familie ændret for altid. Den største mest skinnende diamant i Indra net var væk, men de andre skinner fordi han havde været der. Og det lys han kastede videre, vil være længe endnu.
Da dyrlægen kom for at aflive ham lå han på vores dyner i stuen. Han fik frikadelle (i dagene op til havde han fået alt han havde lyst til; kylling, gulerødder, æbler og pære) og han kyssede min mand og så ham ind i øjnene mens han fik indsprøjtningen. Han døde smukt. Jeg husker det sidste åndedrag som var det for 2 min siden. Han var helt stille, helt glad og helt rolig lige inden han døde. Og så var han som altid kærlig og hengiven. Han vidste vi ville ham det bedste i verden. Som altid. Og pludselig var stuen helt stille.
At Buddy valgte at være min hund, har gjort mit liv så meget bedre. Han lærte mig at være en bedre Senshin. Når han kiggede på mig var jeg perfekt.
Jeg vidste min mand ville bryde sammen. Buddy var ikke kun min bedste ven, men også min mands. Jeg havde bestemt mig for at lade sorg være sorg, og ikke gøre den sværere end nødvendig. Den var svær nok som den var, uden jeg skulle putte historier, om hvor forkert det var han ikke skulle være her mere, på, eller lægge tvivl, om jeg havde taget den rigtige beslutning, oveni. Det hjalp mig enormt og betød jeg kunne rumme min mands sorg og være der for ham. Dagene efter var var hårde, men jeg har aldrig set så klart før, midt i noget så svært. Hvordan det hele skulle foregå var ikke vigtig for mig, Buddy skulle jeg miste lige meget hvad, så det der kunne hjælpe min mand, var det der gjaldt.
Selvfølgelig kom tvivlen krybende. Jeg er buddhist, jeg går ind for liv, ikke for at tage liv. Men Buddy led og han havde lidt nok. Han skulle have en værdig død, det skyldte vi ham når nu vi havde holdt ham i live. Men når den kom, tvivlen, så jeg den for hvad den var og kunne derfor give slip på den.
Han er begravet i haven, under det pæretræ, han har ædt sig en mavepine til hvert eneste år, når det bar frugt. I hans grav lagde jeg et brev, en lille Buddha figur, en kopi af Hjerte Sutraen og min bøn til Amida om at lede ham ind i det Rene Land.
Buddy var kærlighed.
At miste, at mangle, at savne. Illusioner.
Namu Amida Butsu
Min sensei har taget sin dejlige blog op igen. Den er både personlig og meget inspirerende, så jeg ser meget frem til at læse med igen.
Der er en oversætter på siden, så er du andet end dansksproget kan du også læse med.
Shomon er overhovede for Tendai i Danmark, hun er soryo præst, mor, forfatter, en elsket lærer og meget meget andet.
Hendes blog hedder Et lys i hjørnet og du finder den lige her
