Det sker at jeg glemmer hvorfor jeg er på vejen. Det sker at jeg ser vejen som et arbejde, som noget der skal bringe mig et sted hen. Jeg glemmer at jeg allerede er hvor jeg skal være.
Igår bragte Shomon, og munken i dette klip, mig tilbage.
Vi skal være taknemmelige for de lærere vi vælger, og de der kommer til os uventet, uanset hvor kort. Begge er uvurderlige! Begge er klokker der minder os om at vågne.
God weekend.
Gassho.
Vi kender alle sammen mennesker som kan være yderst kritiske overfor os. Ofte er vi selv den person. Men lige så ofte er det mennesker som vi elsker, som vi lever tæt på eller sammen med.
Det er forholdsvis nemt at se løsningen på vores selvkritik. Det er “bare” at holde op med at være det. Så snart vi høre den kritiske stemme i hovedet, bestemmer vi os for ikke at lytte. Det er nemt at lade være at lytte, det er beslutningen om det der er svær (!). Men det kan lade sig gøre, med en fast beslutning og masser og masser af øvelse.
Men hvad hvis den der er hård ved os er en som vi er tæt på og som vi måske elsker? Det er ikke lige sådan at få dem til at tie stille, er det?
Der er ingen tvivl om at vi lærer andre folk hvordan de skal behandle os. Og vil vi have de skal behandle os anderledes, må vi fortælle det. Ingen kan gætte sig til at de såre os, især ikke hvis vi har ladet dem gøre det i årevis! Og igen må vi øve os; åbne munden og få det sagt. Ofte er vi så vandt til at høre bemærkningerne at vi mærker nok stikket når de bliver afleveret, men hurtigt har glemt det igen. Men det gør ikke personens handling mere ok!
Når vi formidler det, for det skal vi (vi skal ikke – fordi vi er buddhister- lade andre behandle os, og dermed dem selv, uhensigtsmæssigt) så skal vi være klare og tydelige og gode til at sortere fra. Vi skal formulere hvad der er uhensigtsmæssig, hvad det gør ved os og ikke mere! Lad være at putte en masse smat på af følelser og tanker. Aflever beskeden og forvent så at den bliver taget til efterretning. Hvis den ikke gør, så giv den klart og tydeligt igen uden vrede, uden sårede følelser. Det er alt hvad vi kan gøre.
Eller, det er ikke sandt; vi kan gøre andre den tjeneste at vise dem hvordan vi behandler os pænt, ved at behandle os selv pænt og ved at behandle dem pænt. Går du og er selvkritisk er det, desværre, en invitation til andre til at gøre det samme. Så lad være med det. Og lad være at være hård ved andre.
Men hvad så hvis vedkommen ikke vil høre; hvad hvis den du holder af er SÅ fanget i sit kritiske mønster at vedkommen ikke kan se det, uanset hvor klart vi ellers formulerer os?
Så er vi nødt til at tage en anden beslutning, en der beskytter os så meget som muligt. Beslutningen handler ikke om at fjerne os og krybe i skjul, men om at lade være at tage kritikken ind. Det kan lyder sværere end at lade være at lytte til egen selvkritik, men det er det ikke. Det kræver øvelse og en beslutning om ikke at lade vedkommens lidelse vokse, ved at at to skal bære rundt på den. Det bliver den ikke lettere af!
Ingen er kritiske eller onde fordi de har det godt. Ingen! Vi skal have stor medfølelse med mennesker der lider så meget at de åbner munden og deler det ud til os. Men igen; stor medfølelse betyder ikke vi tager imod.
Vi kan ikke tvinge nogen til at holde mund. Vi kan derimod godt bestemme os for ikke at tage det ind. Sådan hjælper vi også bedst den anden; at lade være at sprede vedkommens lidelse yderligere. Det er vedkommens valgt om han vil blive ved, men det er ultimativt dit valg om du gider tage vedkommens dukkha med dig, gøre den til din og bære rundt på den.
Jeg har fået mail om at det er tid til at betale hvis jeg vil beholde min hjemmeside for endnu et år. Tænk at jeg har været her på senshin.dk i 2 år! Faktisk har jeg snart blogget i tre år, men altså ikke på eget domæne hele tiden.
Når jeg får sådan en besked får jeg lyst til at gå tilbage i gemmerne, og det gør jeg så. Jeg synes det er så hyggeligt at se hvad jeg skrev for længe siden og se hvilke udvikling jeg har været igennem. Rigtig meget er sket!
Men jeg faldt over et indlæg som er lige så relevant i dag som da jeg skrev det for lidt over 2 år siden. Og jeg må, med en smule skam, indrømme jeg ikke er kommet meget videre end dengang, når det gælder vrede; jeg ved godt den er der, det er konstateret selvom jeg bliver ved at “glemme” den, men det med at får den udryddet, som jeg skrev var min intention for 2 år siden, står det lidt sløjt.
Jeg tror jeg skal have lagt den seddel på mit alter igen:
Kender du det danske Buddha, Dharma og Web-sangha forum?
Hvis ikke synes jeg du skulle tage at kigge derind. Det er et forum for alle med interesse i buddhisme og meditation og du finder både Tendai lærere og folk fra andre traditioner som kan hjælpe dig med dine spørgsmål.
Så er du nysgerrig, har masser af nybegynder spørgsmål eller søger inspiration til din praksis er det er rigtig godt sted at tjekke ud.
Alle er velkommen!
Du finder det her
I tiden lever jeg livet som tempelassistent. Faktisk kun i 15 dage, men det er egentlig nok til at jeg får en god forsmag på hvad det går ud på.
Jeg er flyttet ind i en lejlighed ved siden af min senseis tempel og hele min dag går med praksis. Lige på nær nogle få timer om aftenen jeg har alene, som alligevel ender med forberedelse til næste dag.
Tempel liv….lyder det ikke romantisk og dejligt? Tankerne går til lange meditationer i selskab med sin lærer der kærligt guider en igennem dagens gøremål.
Tempel liv er dejligt, på mange måder, men romantisk? Nej!
Min dag starter kl 7 og det er ren luksus i forhold til andre steder ( i USA står vi op kl 3.30). Derefter er der ceremoni, morgenmad med studiesnak, morgenpraksis og så starter arbejdspraksis, som er frem til middag. Arbejdspraksis kan gå ud på lidt af hvert, men består især i en masse oprydning og rengøring, både af hondo og rundt om; møbler der skal flyttes, gulve der skal vaskes, trapper der skal fejes, ting der skal sorteres i, opvaskemasinen der skal tømmes, ture med hunden. Lyder det ikke romantisk?
Efter forkost er det tid til mere arbejdspraksis, hondoen skal gøres klar til senere og der skal sættes tid af til studie (2 hele kapitler af Lotus sutraen skal læses hver dag) og desuden oversættelse af sutra. Og jeg må ikke glemme alle mine sædvanlige daglige opgaver jeg ville have gjort derhjemme; arbejde for sanghaen (planlægning, nyhedsbrev, svare mails osv.) Lyder det ikke romantisk?
Om eftermiddagen er det igen tid til praksis; kontemplativ læsning eller chant på japansk af et af dagens LS afsnit. Derefter en times belæring om og diskussion af afsnittet. Og så er der lige tid til at rydde op i hondoen og gøre klar til næste dag inden aftensmaden. Efter aftensmad er det tid til et bad, til at læse det der mangler at læses og tid til at gøre næste dags ceremoni klar. Det tager det meste af aftenen. Og så er det på hovedet i seng. Jeg er mere træt for hver dag der går. Lyder det ikke romantisk?
Tempel liv handler i høj grad om at gøre helt almindelige ting som rengøring og hårdt fysisk arbejde. Det handler i mindre grad om stille kontemplation og meditation på puden. Det handler i høj grad om at have sensei der kigger på en hele tiden og påpeger fejl og sætter en igang så snart man står stille. Det handler i mindre grad om fine belæringer og kærlig forsigtig vejledning. Det handler i høj grad om savn til familie, fritid og det vandte, og i mindre grad om at få de store romantiske indsigter der renser sindet.
Tempel liv er dejligt på den måde at alle valg bliver taget fra en. Du gør hvad du får besked på, ikke hvad du har lyst til (alt efter temperament kan det være noget udfordrende). Det er dejligt fordi man virkelig får renset ud i noget karma, dejligt fordi man har adgang til sensei det meste af tiden og dejligt hvis man er så øvet i praksis at man virkelig forstår eller er åben for at rengøring og ture med hunden er lige så godt eller, i virkeligheden sommetider, bedre end at sidde på puden i hondoen.
Men man behøver ikke at gå i kloster for at oplever tempel liv. ALT kan være dit tempel; din stue, dit værelse, dit køkken, din bil, din tur til arbejde. Man behøver ikke en stor Buddhafigur og kønne omgivelser for at rense sit sind!
Alt man behøver er en opvaskebørste, en portion mod, vilje og dedikation.
Vi vil så gerne være lykkelige, og det er der vel ikke noget i vejen for.
Vi oplever fra tid til anden glæde der gør os helt høje og det er vores natur ønsker at ønske at holde fast i den. Det føles rigtig godt, så det må jo være lykken! Og naturligvis må vi skuffes, for intet vare ved uanset hvor godt vi prøver at holde fast, og ellers kæmper for at holde det ‘forkerte’ væk.
Men hvad vis lykken rent faktisk kan opnås, men den ikke ser ud som vi synes den skal?
Hvad hvis lykken rent faktisk ligger i at kunne være med det mindre smukke i livet også? Kunne rumme at det sommetider gør ondt, kunne gøre sig gode venner med det vi ellers ville skubbe væk, kunne sige ja til det grimme i os og andre, kunne holde det ud, sidde med det uden at ønske det væk eller se bort. Og ikke alene det; men også at kunne give slip på det virkelig rare, den store glæde, det der giver os sommerfugle i maven. Altså ikke give slip som i skubbe væk, men turde se glæde være forbigående, lade den opstå, komme og gå uden at holde krampagtig fast i den, uden at ønske den blev bare et sekund længere.
Det er svært at huske på at vi ikke skal knytte os til det der føles rart. Det er nemmere med det der gør ondt, for det vil vi som regel gerne have overstået. Men vi ved det jo godt; det skaber smerte at prøve at holde fast i noget som helst der ikke kunne holdes fast i til at starte med! Også glæden, varmen og latteren.
Tør vi give slip på vores gamle definition på lykke?
Hvis vi virkelig ønsker at ende lidelse og opleve sand lykke og tilfredshed i dette liv, har vi nok ikke rigtig noget valg…
Jeg postede denne video for længe siden.
Den er værd en genpost, så nu gør jeg det igen :-)
Se den helt til ende.
-
Det er ved at være en måned siden jeg kom hjem fra dette års gyo (præstetræning) Så meget er sket i mit liv siden, at jeg knap har haft tid til at fordøje det hele. Men der sker ting og sager med en på gyo, det er helt sikkert. Uden at jeg helt kan sætte fingeren på hvad det er, så ved jeg der er sket en forandring. Måske vil jeg opdage hvad det er om en uge, måske om en måned eller måske slet ikke. Det er ikke nødvendigt at se forandringen tydeligt, for at vide den er sket.
Vi vil have forsikringer hele tiden, sådan er vi som mennesker. Når vi sætter os i meditation og har siddet der et stykke tid, vil vi se resultater i vores hverdag i form af bedre søvn, bedre velvære, mere rummelighed… eller hvad det nu er vi ønsker os. Hvis vi ikke ser resultater, må det være fordi det ikke virker for os, og så må vi finde noget andet at kaste os over der virker bedre. Måske begynder vi at tvivle på om den praksis eller religion vi har valgt er den rigtige, når nu den tydeligvis ikke hjælper.
Men sandheden er at vi forandre os hele tiden, og det er det eneste vi i virkeligheden kan regne med. Vi kan ikke forudse hvilke forandring der vil ske, lige meget hvor meget vi forsøger og ønsker det. Men vi kan øve os på at kunne rumme at det er sådan. Øve os i at give slip på forventningerne og kravene til hvad der skal ske for at blive tilfreds. Lade praksis være praksis og tro på, at uanset om vi kan se det eller ej, så sker der forandringer hvis vi altså gør det. Det er langt fra sikkert at det er de forandringer vi ønskede at se. Det er ok. Måske var det vi ønskede, i virkeligheden slet ikke det vi behøvede.
At turde give slip og bare tro, går i mod vores natur.
Men Buddhaens vej handler ikke om at følge vores natur. Den handler om frihed fra lidelse.
Jeg står overfor hvad jeg tror bliver en af de sværeste tider i mit liv. En masse forandringer, en masse usikkerhed, en masse bekymringer og en ny begyndelse. Nye muligheder. Egentlig er det sådan hele livet er, og hvis man kunne acceptere det og flyde med istedet for imod, ville alt jo være meget mindre svært. Men jeg er endnu ikke en Buddha, og jeg lider under det.
Ingen kan være i tvivl om hvor meget jeg holder af min sensei og jeg synes det er det vigtigste forhold i mit liv. Men igen må jeg skrive det; Hun betyder så meget og særligt i en svær tid som denne er jeg hende dybt taknemmelig. Hun påpeger mine dumheder, selv når hun ved det er sårende her og nu, selv når jeg er skrøbelig. Hun gør det fordi hun ved det vil gavne mig i længden. Hun er den bedste ven man kan tænke sig, fordi hun kan finde ud af at tage sit “jeg” (der jo holder af mig og kan føle for mig (heldigvis ;-) ) ) ud af situationen og give mig sandheden nøgternt og med dyb medfølelse. Det er kærlighed.
Tænk hvis jeg evnede at tage mit “jeg” ud af alle situationer, hvor en jeg elskede trængte til kærlighed og støtte. I så fald var jeg muligvis ikke endt hvor jeg er nu og stod overfor så svær en tid af de grunde jeg gør.
Som skrevet for kort tid sinden, har jeg mistet min bedste ven i verden; min 14 årige gamle hund Buddy. Det har være hårdt, det er det altid at miste et familiemedlem, men en der bestemt har gjort det lettere for vores familie er vores hundehvalp. Niller er vores anden Amerikanske cocker spaniel. Vores hundhvalp på 9 år. Han er et livsstykke.
Når jeg kalder ham hundehvalp er det fordi vi stadig ser ham som sådan. Da vi fik ham, fra en kvinde der skulle dø af kræft, var han knap et år og vores anden hund var da 6 år, så naturligvis var Niller en hundehvalp i vores øjne og det har sådan set aldrig ændret sig overhovedet. Han er faldet en smule til ro med alderen og det klæder ham helt bestemt, men han kan stadig komme op og køre på ét sekund. Han elsker at være i et højt gear, styrte huset rundt og lege vildt. Men lige så vild han kan blive på det sekund, lige så mild kan han blive lige så hurtigt. Han er en meget mild lille fyr, der elsker at blive strøet over hovedet helt forsigtig. Han elsker at putte (det er nødvendigt i vores familie) han elsker sin familie, men i modsætning til Buddy, så elsker han også alle andre! Nillers kælenavn er Klister. Hvis han ser et menneske så klistre han til vedkommens ben og tigger om opmærksomhed konstant, til det menneske ikke er der mere. Han bliver aldrig mæt. Det giver anledning til en del frustrationer fra min side, for sjældent kan folk finde ud af at ignorere den lille fyr, han er jo så sød. Jeg satte stor pris på vores gamle Buddy, fordi han var meget tro mod sin familie, og ligeglad med alle andre. Men jeg kunne i virkeligheden lære meget fra min hundehvalp om at elske alle andre ubetinget!
Efter Buddy døde er Niller, til hans store fryd, blevet mere synlig i familien. Vi er begyndt at sætte endnu mere pris på alle hans små særheder og fjollerier, på hans store mandelformede øjne og den bløde mule.
I aftes blev jeg så ramt af lykken. Jeg var alene hjemme, sad i sofaen og så SATC 2 (ja meget tøseagtig, og meget hyggeligt ) da jeg løfter den lille fyr op i sofaen hvor han ellers ikke må komme (min mand læser ikke med her ;) ) Meget hurtigt faldt han i søvn, rullet sammen i mit skød. Og så var det jeg lagde mærke til hans lille hjerte der bankede mod mit ben. Først irriterede det mig fordi det forstyrrede og jeg prøvede at flytte på ham. Men da det ikke hjalp, bestemte jeg mig for at give slip på irritationen. Og så blev jeg ramt af lykke! Her sad jeg med det mest dyrebare lille sovende væsen i mit skød og kunne mærke hvert eneste af hans hjerteslag. For kort tid siden hørte jeg min gamle dreng tage sit sidste åndedrag og smukt som det var, var den tid med Niller i mit skød lige så smukt. Buddys død, Nillers liv, begge dele helt særligt, begge dele helt almindeligt. I begge dele findes lykken.
Jeg var så heldig han blev liggende i mit skød under hele filmen.
En dag skal jeg også miste ham, det er helt naturligt og kærlighedens pris. Men indtil da ved jeg, at jeg har fået mig en ny bedste ven i verden.
“Når dette er, kommer dette til. Når dette forsvinder, ophører dette med at være”
- Samyutta Nikaya, nidana samyutta, Sutta 41
