Grunden til at folk ikke tror de kan gøre det i dette liv, er at de mener deres karma er for dårlig til at det kan ske. “Du skulle bare vide hvad jeg bærer rundt på af bagage og har været igennem” siger de til mig. “Det gør mig SÅ ondt at du tror du skal gøre dig fortjent til oplysning”, var mit seneste svar. Og det gør mig virkelig ondt! Tænk at tro at man er så dårligt et menneske at man ikke skulle kunne nå lykke og frihed, at man tror man er fanget i dukkha og ikke har muligheden for at ændre det.

Lad mig slå en ting fast, hvis der skulle læse nogen med her, der tænker det samme; At opnå en menneskelig genfødsel er et tydeligt tegn på god karma (god karma=hensigtsmæssig karma)! Tænk engang hvad det har taget at kommet til et liv hvor din bevidsthed er så stor. Du kunne være blevet en regnorm, uden nogen ide om hvad der er op og ned. Det er en velsignelse større en nogen anden at være menneske, for det betyder at du har den fulde frihed til hvert øjeblik at vågne op. At nå fuld oplysning.

Oplysning er et valg, ikke noget du skal gøre dig fortjent til! Oplysning er ikke en aller anden mystisk tilstand, som kun kan opnås ved at man er helt særlig, eller at man gør helt særlige ting. Oplysning er at se ting som ting er, ikke andet! Hvorfor skulle man dog kunne gøre sig særlig fortjent til det? Man kan hjælpe det på vej uden tvivl, men at vågne tager et øjeblik, og kræver ikke du angre på dine knæ i 1000 år. Det kræver mod til at give slip på alt det du tror du ved. Og at give slip er ikke svært, selvom jeg hører det hele tiden.

Nej! at give slip er ikke svært overhovedet. Det er en total ‘ikke-ting’ som min lærer altid siger. Du lader bare være at holde fast mere. Det er ikke svært, det der derimod ER svært, er beslutningen om at give slip! Hvorfor? Fordi det vi holder fast ved, har virket for os indtil videre og vi får noget ud af det. Det er langt fra sikkert det er hensigtsmæssigt (det er der faktisk intet vi holder fast i der er), men noget får vi ud af det, eller holdt vi ikke fast. Beslutningen er svær, men ikke at give slip!

Forleden skrev jeg ganske kort min historie på Twitter: Jeg er blevet bortadopteret, jeg er blevet psykisk og fysisk misbrugt af familie, blevet psykisk og fysisk misbrugt af kærester, jeg er blevet bedøvet og seksuelt misbrugt, jeg har haft bulimi og anoreksi, jeg har været på randen til selvmord, jeg har haft svær social angst, general angst og dødsangst. Så mødte jeg min lærer og Dharmaen. I dag står jeg overfor skilsmisse, at miste næsten alt jeg ejer og har fundet ud af jeg har ADHD, og jeg har aldrig været lykkeligere! Jeg leder en dejlig lille sangha og får min første ordination i år, efter kun kort tid som buddhist. Så vær sød at begynd at praktiser og hold aldrig nogen sinde op med det!

Og vær sød aldrig nogen sinde at tvivle på at du i dette enestående liv, med alle dets kampe, “nederlag” og svære tider KAN blive en buddha! Det ikke en præmie kun de “aller bedste” vinder. Det er dit valg.

” Every suffering is a buddha-seed, because suffering impels mortals to seek wisdom.”

-Bodhidharma

Og tak til alle I andre der igennem året har læst med og kommenteret! Det er sjovest når man ved der sidder nogen og læser med :-)

Bloggen fik et nyt udseende i årets løb og jeg fik vist blogget lidt mere end sidste år. Og sådan må det gerne udvikle sig det kommende år også. Det er mit nytårsfortsæt for bloggen, at der skal flere indlæg i 2012 end i år.

Nu vil jeg sætte mig i min sædvanlige nytårs meditation, mediterer på min egen begravelse og lytte til hvad dem jeg elsker siger om mig. Derefter skrive mine personlige nytårsfortsæt ned.

Med ønske om at alle levende væsner må vågne i det kommende år, ønsker jeg hermed alle mine læsere rigtig godt nytår. Pas godt på hinanden.

Vi ses i 2012!

Jeg står og skal flytte med min lille hund, så jeg søger derfor et hus/rækkehus/(min.) treværelses lejlighed, i/omkring Randers, aller helst med have. Husleje max 4700 ekskl. forbrug

Jeg er en kvinde i 30′erne, der lever et stille og roligt liv, med velopdragen hund.
Jeg kan flytte ind med det samme.

Skriv mig en mail på senshin@tendai.dk eller læg en kommentar herunder.

The whole universe
shatters into a hundred pieces.
In the great death
there is no heaven, no earth.
Once body and mind have turned over
there is only this to say:
Past mind cannot be grasped,
present mind cannot be grasped,
future mind cannot be grasped.

( Zen Master Dogen Zenji,
Enlightenment Unfolds)

Da jeg var barn var jeg ikke synderligt dygtig til ret meget. Jeg var ok til ballet, men jeg kom aldrig ind på den Kongelige balletskole, trods flere forsøg. Og det er det jeg husker jeg var bare ok god til. Da jeg blev teenager blev jeg pludselig god til en masse ting; til at ryge, til at drikke, til at have kærester, til at irritere og bekymre min forældre, til at gøre oprør, til at bande og til at lave huller i næse og øre. Hvis der var noget af alt det, jeg skal sige jeg var decideret fantastisk til, var det at bekymre mine forældre. Og så var jeg ok god til faget ‘dansk’. Og det var jo endelig noget nyttigt. Og når jeg blev bedt aflevere en stil blev jeg glad. Jeg kunne lide at skrive og jeg gjorde det gerne i mine teenage år; jeg skrev laange stile, jeg skrev dagbog hver eneste dag om hjertesorg, om venindeproblemer, om hvor total ondsvage min forældre var. Jeg skrev digte som var meget dystre. Jeg har stadig mine gamle dagbøger til at ligge. Der er en del, kan jeg sige!

Og jeg fik ros for mit skriveri af mine dansklærer. Jeg fik godt nok at vide at min tegnsætning kunne gøres bedre og at jeg konstruerede de mest finurlige lange sætninger (som altså ikke så spor finurlige ud for mig), men I skriftelig dansk til afgangseksamen fik jeg mit eneste 11 tal. Og mit mål i livet var da også at blive journalist. Ikke fordi nyheder som sådan interesserede mig særligt meget, men fordi det betød jeg kunne skrive alt muligt. Jeg søgte aldrig på ind på Journalist Højskolen, mit liv gik slet ikke i den retning. Og så blev jeg voksen og glemte at skrive. En dag blev jeg spået i  kort af en synsk, at jeg ville skrive en børnebog. Jeg blev både glad og ked af det. Glad fordi jeg fik at vide jeg ville skrive en bog. Ked af det fordi børn aldrig har været mig. Jeg behøver vel ikke at sige hun spåede forkert ;-) Men det mindede mig om hvad jeg gerne ville.

Men som sagt, så glemte jeg at skrive da jeg blev voksen. Jeg var forvirret oven i mit hoved, så at skrive var det sidste jeg tænkte på. Men nu er der kommet mere ro på. Nu er lysten der igen. Jeg har endda et par emner jeg rigtig gerne vil skrive om. Som i RIGTIG gerne. Men når jeg sætte mig for at gå igang kommer der intet. Eller i hvert fald kun meget lidt. Det er som om jeg har glemt hvordan man gør. Det hele er derinde, men jeg kan ikke få det formuleret skrifteligt. Og det er som om at jo mere jeg gerne vil det, jo mindre kan jeg. Der kommer ganske enkelt ikke noget ud!

Så nu er jeg begyndt at skrive dagbog. Eller retter; når jeg husker det, skriver jeg dagbog. Det er ikke videre interessant, meget i retning af; i dag har jeg mediteret, spist, arbejdet, været på Facebook, mediteret, spist. Ikke det vilde, men egentlig også bare ment som øvelse. Øvelse i at få noget ned på papir (=pc) nøjagtig som dette indlæg har været! Da jeg startede med indlægget var der en ganske god ide med det, men nu husker jeg den ikke længere. Men jeg har fået skrevet og det gør mig glad.

Og nu hvor du alligevel har læst med så længe, så får du lige det her med med på vejen:

The Journey

Af Mary Oliver

One day you finally knew
what you had to do, and began,
though the voices around you
kept shouting
their bad advice–
though the whole house
began to tremble
and you felt the old tug
at your ankles
“Mend my life!”
each voice cried
But you didn’t stop.

You knew what you had to do,
though the wind pried
with its stiff fingers
at the very foundations,
though their melancholy
was terrible.

It was already late
enough, and a wild night,
and the road of fallen
branches and stones.
But little by little,
as you left their voices behind,
the stars began to burn
though the sheets of clouds
and there was a new voice
which you slowly recognized as your own,
that kept company
as you strode deeper and deeper
into the world,
determined to do
the only thing you could do–
determined to save
the only life you could save.

Det sker at jeg glemmer hvorfor jeg er på vejen. Det sker at jeg ser vejen som et arbejde, som noget der skal bringe mig et sted hen. Jeg glemmer at jeg allerede er hvor jeg skal være.

Igår bragte Shomon,  og munken i dette klip, mig tilbage.

Vi skal være taknemmelige for de lærere vi vælger, og de der kommer til os uventet, uanset hvor kort. Begge er uvurderlige! Begge er klokker der minder os om at vågne.

God weekend.

Gassho.

Klik her for at se den indsatte video.

Vi kender alle sammen mennesker som kan være yderst kritiske overfor os. Ofte er vi selv den person. Men lige så ofte er det mennesker som vi elsker, som vi lever tæt på eller sammen med.

Det er forholdsvis nemt at se løsningen på vores selvkritik. Det er “bare” at holde op med at være det. Så snart vi høre den kritiske stemme i hovedet, bestemmer vi os for ikke at lytte. Det er nemt at lade være at lytte, det er beslutningen om det der er svær (!). Men det kan lade sig gøre, med en fast beslutning og masser og masser af øvelse.

Men hvad hvis den der er hård ved os er en som vi er tæt på og som vi måske elsker? Det er ikke lige sådan at få dem til at tie stille, er det?

Der er ingen tvivl om at vi lærer andre folk hvordan de skal behandle os. Og vil vi have de skal behandle os anderledes, må vi fortælle det. Ingen kan gætte sig til at de såre os, især ikke hvis vi har ladet dem gøre det i årevis! Og igen må vi øve os; åbne munden og få det sagt. Ofte er vi så vandt til at høre bemærkningerne at vi mærker nok stikket når de bliver afleveret, men hurtigt har glemt det igen. Men det gør ikke personens handling mere ok!

Når vi formidler det, for det skal vi (vi skal ikke – fordi vi er buddhister- lade andre behandle os, og dermed dem selv, uhensigtsmæssigt) så skal vi være klare og tydelige og gode til at sortere fra. Vi skal formulere hvad der er uhensigtsmæssig, hvad det gør ved os og ikke mere! Lad være at putte en masse smat på af følelser og tanker. Aflever beskeden og forvent så at den bliver taget til efterretning. Hvis den ikke gør, så giv den klart og tydeligt igen uden vrede, uden sårede følelser. Det er alt hvad vi kan gøre.

Eller, det er ikke sandt; vi kan gøre andre den tjeneste at vise dem hvordan vi behandler os pænt, ved at behandle os selv pænt og ved at behandle dem pænt. Går du og er selvkritisk er det, desværre, en invitation til andre til at gøre det samme. Så lad være med det. Og lad være at være hård ved andre.

Men hvad så hvis vedkommen ikke vil høre; hvad hvis den du holder af er SÅ fanget i sit kritiske mønster at vedkommen ikke kan se det, uanset hvor klart vi ellers formulerer os?

Så er vi nødt til at tage en anden beslutning,  en der beskytter os så meget som muligt. Beslutningen handler ikke om at fjerne os og krybe i skjul, men om at lade være at tage kritikken ind. Det kan lyder sværere end at lade være at lytte til egen selvkritik, men det er det ikke. Det kræver øvelse og en beslutning om ikke at lade vedkommens lidelse vokse, ved at at to skal bære rundt på den. Det bliver den ikke lettere af!

Ingen er kritiske eller onde fordi de har det godt. Ingen! Vi skal have stor medfølelse med mennesker der lider så meget at de åbner munden og deler det ud til os. Men igen; stor medfølelse betyder ikke vi tager imod.

Vi kan ikke tvinge nogen til at holde mund. Vi kan derimod godt bestemme os for ikke at tage det ind. Sådan hjælper vi også bedst den anden; at lade være at sprede vedkommens lidelse yderligere. Det er vedkommens valgt om han vil blive ved, men det er ultimativt dit valg om du gider tage vedkommens dukkha med dig,  gøre den til din og bære rundt på den.

Jeg har fået mail om at det er tid til at betale hvis jeg vil beholde min hjemmeside for endnu et år. Tænk at jeg har været her på senshin.dk i 2 år! Faktisk har jeg snart blogget i tre år, men altså ikke på eget domæne hele tiden.

Når jeg får sådan en besked får jeg lyst til at gå tilbage i gemmerne, og det gør jeg så. Jeg synes det er så hyggeligt at se hvad jeg skrev for længe siden og se hvilke udvikling jeg har været igennem. Rigtig meget er sket!

Men jeg faldt over et indlæg som er lige så relevant i dag som da jeg skrev det for lidt over 2 år siden. Og jeg må, med en smule skam, indrømme jeg ikke er kommet meget videre end dengang, når det gælder vrede; jeg ved godt den er der, det er konstateret  selvom jeg bliver ved at “glemme” den, men  det med at får den udryddet, som jeg skrev var min intention for 2 år siden, står det lidt sløjt.

Jeg tror jeg skal have lagt den seddel på mit alter igen:

Tilbageblik