Jeg er på mini retreat i aften. Alle er meget velkommen til at sidde sammen med mig, hver for sig. Vær med på hele programmet eller med på noget af det. Skriv dig på under denne status på min FB profil, om hvilke tid du sidder med. (Karina Blomkvist (Senshin)) Skriv på Twitter under #OMCru hvis du er der. Jeg er @Senshin_dk . Eller herunder, hvis du ikke er på FB eller Twitter.

Program:
19:00 Daglig ceremoni.
19:30 30 min. Shikantaza
20:00 10min. kinhin
20:15 40min. metta meditation.
20:55 20min. pause.
21:15 30min. shikantaza
21:50 10min. kinhin
22:00 30min. siddende nembutsu.
22:30 dedikation af praksis og Bodhisattva løfter.
Derefter en kop te i stilhed. Sov rigtig rigtig godt.
 

Det er sjældent jeg læser en bog hurtigt efter jeg er blevet buddhist. Det er der to grunde til: 1. bøger om buddhisme kan ofte være meget tør læsning (for mig, vel at mærke, jeg siger ikke de er for andre! Men stik mig et modemagasin og jeg kan læse hurtigt) 2. jeg læser stort set ikke andet end bøger om buddhisme mere og  ja, så siger det jo sig selv ;-) (ja, selvfølgelig skal jeg læse dem, selvom jeg finder dem kedelige! Det betyder jo ikke de ikke er vigtige, vel? ;) )

Men engang i mellem dukker der en bog op som jeg får læst sådan nogen lunde hurtigt, inden for en måneds tid eller to. Og så er det sket én enkelt gang, at der er dumpet en bog ind, som jeg har slugt på mindre end et døgn: Dharma Punx.

Dharma Punx er en vidunderlig bog! Den er på engelsk, men et meget let engelsk, da den er uden fremmedord. Den er måske ikke super velskrevet, men den er personlig og meget inspirerende. Levine, som har skrevet bogen, har en anden tilgang til buddhismen end jeg har, og vi er ikke samme “type”. Sidst jeg tjekkede var jeg ikke i nærheden af at være punker. Det vildeste jeg har været, var det man dengang kaldte en ‘flipper’ på efterskolen, hvor jeg var barberet skaldet i nakke og sider, var piercet i næsen og røg pibe (jo, der må grines ved tanken ;-) ) og det eneste misbrug jeg har haft, har været af mad og masser af cigaretter, og ikke stoffer eller alkohol. Men nu er dukkha ikke så forskellig fra person til person, selvom om vi godt kan li’ at tænke den er, i vores ønske om at være særlige.

Jeg genkender i hvert fald hans desperation, hans prøvelser, hans lidelser, hans følelse af at være anderledes. Og jeg genkender hans lyst til at give det videre, som reddede hans liv. Og Levine gør virkelig noget ved det!

Der er ingen grund til at jeg skriver så meget om bogen; Du kan læse en fin anmeldelse af bogen hos min dharma brormand Junshin her ( hvor han også skriver om den næste bog, jeg glæder mig til dumper ind hos mig, i morgen!)

Der er ikke noget som de beretninger der minder os om, at alle andre på vejen lider som vi gør, og kæmper som vi gør. Dharma lærere har selvfølgelig deres egen karma, og det er så inspirerende og befriende at læse at deres vej ikke er mere fin, hellig eller guddommelig end alle andres. Buddhisme handler nemlig ikke drømmebilleder. Det handler om dukkha og frihed for dukkha. Og den frihed er helt sikkert en man aldrig vil opleve, hvis man vender sig fra hvad det der synes grimt.

Det har Levine ikke gjort.

Læs den hvis du vil vide hvad buddhister mener om abort, sex før ægteskabet eller homoseksualitet. Eller om forurening, overforbrug, hjernedødskriterier og organtransplantation.

‘Den lille bog om buddhistisk etik’ giver en grundlæggende introduktion til det etiske system i buddhismen, og beskriver de forskellige overvejelser man som buddhist kan gøre sig om livets etiske valg.

I slutningen af bogen giver Shomon forslag til hvad man kan læse hvis man vil vide mere. Hun nævner bl.a Peter Harveys ‘An Introduction to Buddhist Ethics’, som jeg også gerne vil slå et slag for. Det er en bog som længe har stået på min hylde og som virkelig er grundig og værd at kigge i. Jeg bruger den som opslagsværk.

Shomon bog koster 99 kr og kan købes i webshoppen på tendai.dk lige her

Grunden til at folk ikke tror de kan gøre det i dette liv, er at de mener deres karma er for dårlig til at det kan ske. “Du skulle bare vide hvad jeg bærer rundt på af bagage og har været igennem” siger de til mig. “Det gør mig SÅ ondt at du tror du skal gøre dig fortjent til oplysning”, var mit seneste svar. Og det gør mig virkelig ondt! Tænk at tro at man er så dårligt et menneske at man ikke skulle kunne nå lykke og frihed, at man tror man er fanget i dukkha og ikke har muligheden for at ændre det.

Lad mig slå en ting fast, hvis der skulle læse nogen med her, der tænker det samme; At opnå en menneskelig genfødsel er et tydeligt tegn på god karma (god karma=hensigtsmæssig karma)! Tænk engang hvad det har taget at kommet til et liv hvor din bevidsthed er så stor. Du kunne være blevet en regnorm, uden nogen ide om hvad der er op og ned. Det er en velsignelse større en nogen anden at være menneske, for det betyder at du har den fulde frihed til hvert øjeblik at vågne op. At nå fuld oplysning.

Oplysning er et valg, ikke noget du skal gøre dig fortjent til! Oplysning er ikke en aller anden mystisk tilstand, som kun kan opnås ved at man er helt særlig, eller at man gør helt særlige ting. Oplysning er at se ting som ting er, ikke andet! Hvorfor skulle man dog kunne gøre sig særlig fortjent til det? Man kan hjælpe det på vej uden tvivl, men at vågne tager et øjeblik, og kræver ikke du angre på dine knæ i 1000 år. Det kræver mod til at give slip på alt det du tror du ved. Og at give slip er ikke svært, selvom jeg hører det hele tiden.

Nej! at give slip er ikke svært overhovedet. Det er en total ‘ikke-ting’ som min lærer altid siger. Du lader bare være at holde fast mere. Det er ikke svært, det der derimod ER svært, er beslutningen om at give slip! Hvorfor? Fordi det vi holder fast ved, har virket for os indtil videre og vi får noget ud af det. Det er langt fra sikkert det er hensigtsmæssigt (det er der faktisk intet vi holder fast i der er), men noget får vi ud af det, eller holdt vi ikke fast. Beslutningen er svær, men ikke at give slip!

Forleden skrev jeg ganske kort min historie på Twitter: Jeg er blevet bortadopteret, jeg er blevet psykisk og fysisk misbrugt af familie, blevet psykisk og fysisk misbrugt af kærester, jeg er blevet bedøvet og seksuelt misbrugt, jeg har haft bulimi og anoreksi, jeg har været på randen til selvmord, jeg har haft svær social angst, general angst og dødsangst. Så mødte jeg min lærer og Dharmaen. I dag står jeg overfor skilsmisse, at miste næsten alt jeg ejer og har fundet ud af jeg har ADHD, og jeg har aldrig været lykkeligere! Jeg leder en dejlig lille sangha og får min første ordination i år, efter kun kort tid som buddhist. Så vær sød at begynd at praktiser og hold aldrig nogen sinde op med det!

Og vær sød aldrig nogen sinde at tvivle på at du i dette enestående liv, med alle dets kampe, “nederlag” og svære tider KAN blive en buddha! Det er ikke en præmie kun de “aller bedste” vinder. Det er dit valg.

” Every suffering is a buddha-seed, because suffering impels mortals to seek wisdom.”

-Bodhidharma

Og tak til alle I andre der igennem året har læst med og kommenteret! Det er sjovest når man ved der sidder nogen og læser med :-)

Bloggen fik et nyt udseende i årets løb og jeg fik vist blogget lidt mere end sidste år. Og sådan må det gerne udvikle sig det kommende år også. Det er mit nytårsfortsæt for bloggen, at der skal flere indlæg i 2012 end i år.

Nu vil jeg sætte mig i min sædvanlige nytårs meditation, mediterer på min egen begravelse og lytte til hvad dem jeg elsker siger om mig. Derefter skrive mine personlige nytårsfortsæt ned.

Med ønske om at alle levende væsner må vågne i det kommende år, ønsker jeg hermed alle mine læsere rigtig godt nytår. Pas godt på hinanden.

Vi ses i 2012!

Jeg står og skal flytte med min lille hund, så jeg søger derfor et hus/rækkehus/(min.) treværelses lejlighed, i/omkring Randers, aller helst med have. Husleje max 4700 ekskl. forbrug

Jeg er en kvinde i 30′erne, der lever et stille og roligt liv, med velopdragen hund.
Jeg kan flytte ind med det samme.

Skriv mig en mail på senshin@tendai.dk eller læg en kommentar herunder.

The whole universe
shatters into a hundred pieces.
In the great death
there is no heaven, no earth.
Once body and mind have turned over
there is only this to say:
Past mind cannot be grasped,
present mind cannot be grasped,
future mind cannot be grasped.

( Zen Master Dogen Zenji,
Enlightenment Unfolds)

Da jeg var barn var jeg ikke synderligt dygtig til ret meget. Jeg var ok til ballet, men jeg kom aldrig ind på den Kongelige balletskole, trods flere forsøg. Og det er det jeg husker jeg var bare ok god til. Da jeg blev teenager blev jeg pludselig god til en masse ting; til at ryge, til at drikke, til at have kærester, til at irritere og bekymre min forældre, til at gøre oprør, til at bande og til at lave huller i næse og øre. Hvis der var noget af alt det, jeg skal sige jeg var decideret fantastisk til, var det at bekymre mine forældre. Og så var jeg ok god til faget ‘dansk’. Og det var jo endelig noget nyttigt. Og når jeg blev bedt aflevere en stil blev jeg glad. Jeg kunne lide at skrive og jeg gjorde det gerne i mine teenage år; jeg skrev laange stile, jeg skrev dagbog hver eneste dag om hjertesorg, om venindeproblemer, om hvor total ondsvage min forældre var. Jeg skrev digte som var meget dystre. Jeg har stadig mine gamle dagbøger til at ligge. Der er en del, kan jeg sige!

Og jeg fik ros for mit skriveri af mine dansklærer. Jeg fik godt nok at vide at min tegnsætning kunne gøres bedre og at jeg konstruerede de mest finurlige lange sætninger (som altså ikke så spor finurlige ud for mig), men I skriftelig dansk til afgangseksamen fik jeg mit eneste 11 tal. Og mit mål i livet var da også at blive journalist. Ikke fordi nyheder som sådan interesserede mig særligt meget, men fordi det betød jeg kunne skrive alt muligt. Jeg søgte aldrig på ind på Journalist Højskolen, mit liv gik slet ikke i den retning. Og så blev jeg voksen og glemte at skrive. En dag blev jeg spået i  kort af en synsk, at jeg ville skrive en børnebog. Jeg blev både glad og ked af det. Glad fordi jeg fik at vide jeg ville skrive en bog. Ked af det fordi børn aldrig har været mig. Jeg behøver vel ikke at sige hun spåede forkert ;-) Men det mindede mig om hvad jeg gerne ville.

Men som sagt, så glemte jeg at skrive da jeg blev voksen. Jeg var forvirret oven i mit hoved, så at skrive var det sidste jeg tænkte på. Men nu er der kommet mere ro på. Nu er lysten der igen. Jeg har endda et par emner jeg rigtig gerne vil skrive om. Som i RIGTIG gerne. Men når jeg sætte mig for at gå igang kommer der intet. Eller i hvert fald kun meget lidt. Det er som om jeg har glemt hvordan man gør. Det hele er derinde, men jeg kan ikke få det formuleret skrifteligt. Og det er som om at jo mere jeg gerne vil det, jo mindre kan jeg. Der kommer ganske enkelt ikke noget ud!

Så nu er jeg begyndt at skrive dagbog. Eller retter; når jeg husker det, skriver jeg dagbog. Det er ikke videre interessant, meget i retning af; i dag har jeg mediteret, spist, arbejdet, været på Facebook, mediteret, spist. Ikke det vilde, men egentlig også bare ment som øvelse. Øvelse i at få noget ned på papir (=pc) nøjagtig som dette indlæg har været! Da jeg startede med indlægget var der en ganske god ide med det, men nu husker jeg den ikke længere. Men jeg har fået skrevet og det gør mig glad.

Og nu hvor du alligevel har læst med så længe, så får du lige det her med med på vejen:

The Journey

Af Mary Oliver

One day you finally knew
what you had to do, and began,
though the voices around you
kept shouting
their bad advice–
though the whole house
began to tremble
and you felt the old tug
at your ankles
“Mend my life!”
each voice cried
But you didn’t stop.

You knew what you had to do,
though the wind pried
with its stiff fingers
at the very foundations,
though their melancholy
was terrible.

It was already late
enough, and a wild night,
and the road of fallen
branches and stones.
But little by little,
as you left their voices behind,
the stars began to burn
though the sheets of clouds
and there was a new voice
which you slowly recognized as your own,
that kept company
as you strode deeper and deeper
into the world,
determined to do
the only thing you could do–
determined to save
the only life you could save.