Senshin.dk

En af mine ynglings beskæftigelser er at fortælle historier. Til mig selv.

Er der noget mere underholdende?……. Og er der noget mere uhensigtsmæssigt og udmattende end dagligt at opretholde de historier og putte mere og mere på?

Historierne fortæller jeg i den tro, at hvis jeg virkelig tror dem og reagerer rigtigt på dem, så vil jeg få det bedre. Jeg er blevet SÅ god til det, de er bleve mere og mere underholdende og indviklede, i en sådan grad at jeg aldrig stopper op for at se på, om de kunne være det rene vrøvl.

Hvis så min lærer eller Dharma søskende vælger at de ikke gider tilmelde sig updates på mine historier, går jeg helt i selvsving. For hvad er nu det? Kan de slet ikke se HVOR indviklede, HVOR geniale og HVOR utrolig sande de er? Kan de virkelig ikke se at det er fuldstændig umuligt for mig at gøre A, B og C, når nu historien slet ikke peger i den retning? Åh, de tilskrivelser jeg laver! For at skrive mine utrolig velkomponerede historier om, eller endda slette dem helt, ville jo være frygteligt! Det ville være spild af tid, spild af gode kræfter, og ikke mindst spild af det talent, som jeg jo har passet og plejet i mindst et helt liv, så det ville vokse.

Jo, jeg har et drama talent. Faktisk burde jeg nok være blevet forfatter af teaterstykker eller lignende, og så var mit talent måske ikke helt spildt. For historierne om hvorfor jeg ikke kan få sat mig på det tidspunkt, hvorfor jeg ikke kan flytte der hen hvor jeg ønsker, om hvordan praksis burde være, om hvordan en god præst burde være, om hvor travlt jeg har så jeg ikke kan få gjort hvad der er vigtigt, og om hvordan buddhistisk praksis ikke behøver være sådan og sådan, er jo bare historier som ikke gavner noget. Sommetider er de ganske underholdende at sætte sammen, det er de!, men det ender altid med at jeg blive ulykkelig og vred, når så de viser sig kun at være historier og ikke virkelighed, som jeg havde håbet.

Jeg begrænser mig selv, og dermed opretholder billedet af selv, når jeg vælger at virkeligheden ikke er nok. Når jeg synes mine fortælleevner er bedre end den virkelighed jeg selv har skabt. Og ved at brygge videre på de historier, bliver jeg ved at skabe en virkelighed som jeg ønsker at flygte fra, som jeg ikke vil se er resultatet af mit arbejde. Sommetider gør virkeligheden ondt, sommetider gør den ikke. Men virkeligheden kræver aldrig den enorme bunke af kræfter, der bare udmatter, som mine historier gør. Virkeligheden er bare virkeligheden, den er ikke personlig, den er ikke ond eller god. Men jeg bliver ved at insistere på at den er dybt personlig.

Tænk hvis jeg gav slip på den (imaginære) kamp imod virkeligheden, og bare valgte at værdsætte mit fine historie fortæller talent, men uden at dyrke det.
Hvad ville ske?

3 Responses to “Historiefortælleren.”