Senshin.dk

Vi kender alle sammen mennesker som kan være yderst kritiske overfor os. Ofte er vi selv den person. Men lige så ofte er det mennesker som vi elsker, som vi lever tæt på eller sammen med.

Det er forholdsvis nemt at se løsningen på vores selvkritik. Det er “bare” at holde op med at være det. Så snart vi høre den kritiske stemme i hovedet, bestemmer vi os for ikke at lytte. Det er nemt at lade være at lytte, det er beslutningen om det der er svær (!). Men det kan lade sig gøre, med en fast beslutning og masser og masser af øvelse.

Men hvad hvis den der er hård ved os er en som vi er tæt på og som vi måske elsker? Det er ikke lige sådan at få dem til at tie stille, er det?

Der er ingen tvivl om at vi lærer andre folk hvordan de skal behandle os. Og vil vi have de skal behandle os anderledes, må vi fortælle det. Ingen kan gætte sig til at de såre os, især ikke hvis vi har ladet dem gøre det i årevis! Og igen må vi øve os; åbne munden og få det sagt. Ofte er vi så vandt til at høre bemærkningerne at vi mærker nok stikket når de bliver afleveret, men hurtigt har glemt det igen. Men det gør ikke personens handling mere ok!

Når vi formidler det, for det skal vi (vi skal ikke – fordi vi er buddhister- lade andre behandle os, og dermed dem selv, uhensigtsmæssigt) så skal vi være klare og tydelige og gode til at sortere fra. Vi skal formulere hvad der er uhensigtsmæssig, hvad det gør ved os og ikke mere! Lad være at putte en masse smat på af følelser og tanker. Aflever beskeden og forvent så at den bliver taget til efterretning. Hvis den ikke gør, så giv den klart og tydeligt igen uden vrede, uden sårede følelser. Det er alt hvad vi kan gøre.

Eller, det er ikke sandt; vi kan gøre andre den tjeneste at vise dem hvordan vi behandler os pænt, ved at behandle os selv pænt og ved at behandle dem pænt. Går du og er selvkritisk er det, desværre, en invitation til andre til at gøre det samme. Så lad være med det. Og lad være at være hård ved andre.

Men hvad så hvis vedkommen ikke vil høre; hvad hvis den du holder af er SÅ fanget i sit kritiske mønster at vedkommen ikke kan se det, uanset hvor klart vi ellers formulerer os?

Så er vi nødt til at tage en anden beslutning,  en der beskytter os så meget som muligt. Beslutningen handler ikke om at fjerne os og krybe i skjul, men om at lade være at tage kritikken ind. Det kan lyder sværere end at lade være at lytte til egen selvkritik, men det er det ikke. Det kræver øvelse og en beslutning om ikke at lade vedkommens lidelse vokse, ved at at to skal bære rundt på den. Det bliver den ikke lettere af!

Ingen er kritiske eller onde fordi de har det godt. Ingen! Vi skal have stor medfølelse med mennesker der lider så meget at de åbner munden og deler det ud til os. Men igen; stor medfølelse betyder ikke vi tager imod.

Vi kan ikke tvinge nogen til at holde mund. Vi kan derimod godt bestemme os for ikke at tage det ind. Sådan hjælper vi også bedst den anden; at lade være at sprede vedkommens lidelse yderligere. Det er vedkommens valgt om han vil blive ved, men det er ultimativt dit valg om du gider tage vedkommens dukkha med dig,  gøre den til din og bære rundt på den.