At opføre sig “buddhistisk”
Da jeg begyndte at interessere mig for buddhisme havde jeg en ide om hvad en buddhist var og hvordan sådan en handler og (især) ikke handler. Jeg ser det også hos andre nye til buddhismen, og det er helt naturligt. Vi går ind til noget helt anderledes og skræmmende og vi forsøger derfor at forberede os, så vi danner ideer om hvordan tingene er, for at være lidt på forkant med det hele. De fleste der kommer til buddhismen har set Dalai Lama på tv. Han ser jo venlig og rar ud og taler om medfølelse og lader ikke til at såre nogen eller lade ego råde. Jeg så ham også og jeg fik så ideen om at sådan er buddhister! Spørg lige om jeg fik jeg et chok da jeg bevægede mig ind i den buddhistiske verden på nettet. Her sad mennesker som kaldte sig buddhister, nogle var endda ordinerede, og diskuterede, sommetider i en mindre end pæn tone. Sommetider tonen ligefrem ubehagelig og det stred mod mine overbevisninger og forventninger. Så jeg smuttede igen. Det var nu nok bare dem, på dét sted på nettet, den var gal med. For gal var den da, når buddhister sådan kunne være som alle andre! Min tolkning af hvordan en buddhist opførte sig fejlede i hvert fald ingenting; Hvorfor blive buddhist, hvis man ikke gad opføre sig ordentligt?!
Men som tiden gik var jeg jo nødt til at se det i øjnene, selvom jeg bestemt ikke havde lyst; Buddhister er som alle andre mennesker. Buddhister lider, de oplever dukkha, de er i samsara. Hvis ikke, var de ikke buddhister, så var de Buddhaer.
Og jeg var ikke bare var skuffet over at andre buddhister ikke kunne tale ordentligt til hinanden og sommetider led under deres ego, Jeg var også skuffet over mig selv! Nu havde jeg taget et valg og så var intet ændret, min intention var godt nok bedre, men mine handlinger og begrundelserne for dem var stadig tvivlsomme. Jeg opførte mig ikke meget som jeg havde forventet. Jeg sad på puden og så gik jeg umiddelbart efter ud og sårede folk, eller blev irriteret ovre en bagatel.
Jeg regnede ganske enkelt med at få timers praksis ville gøre en kæmpe forskel i mit liv og jeg ville være et meget bedre menneske. Jeg husker jeg skrev tit og ofte til Shomon og var skuffet over mig selv. Selvfølgelig handlede det om at jeg endnu ikke havde udviklet medfølelse med mig selv og om at jeg virkelig ønskede tingene bedre. Men det handlede også, set i bagkundskabens klare lys, om dovenskab og om begær. Jeg ville have det hele nu, og det skulle komme til mig let; få timer på puden skulle give tydelig udslag i min gøren og laden. Og hvis ikke det skete, var det nok fordi det i virkeligheden ikke hjalp mig.
Men virkeligheden er jo, at vi kommer med mindst et hel livs karma. Sandheden er at den ikke bare lige ændres af få timer på puden, og sandheden er også at de forventninger vi stiller op om hvad buddhismen er, hvad en buddhist gør, kan se ud som en hindring, men i virkeligheden er et vigtig skridt på vejen. Frustrationerne over at andre ikke opføre sig som buddhister, fordi de bliver vrede eller irriterede, frustrationerne over at man selv kan blive ked af det og ikke kommer langt nok hurtigt nok, og ønsket om at karma ændres over natten, er alt sammen en del af vejen. Det er måske ikke til at se mens man står i det som helt ny, men med tid og øvelse i at observere sindets natur, giver det rigtig god mening at buddhister opføre sig som alle andre! En buddhist er en der øver sig. Og også her gælder det at øvelse gør mester. Men ingen øvelse uden fejltagelse. Det er fejltagelserne der er vejen. Det at øve sig i at rumme at være menneske, med alt hvad det indebære, er vejen.
