Hjemme igen
At være hjemme igen er skønt. Det er dejligt igen at kysse på sin mand og på bløde hundemuler. Men det har været lidt en hård landing. Jeg har været frygtelig jet lagged og så savner jeg gyo og de dejlige nye søskende jeg har fået alt for meget. Nu hvor jeg ved at min familie har det godt kunne jeg bruge en måned mere på gyo (hvis altså jeg måtte bruge min mobiltelefon af og til). Mit humør går fra dyb dyb savn til høj høj glæde som jeg fejre med høj musik og åbne vinduer.
Gyo var utroligt. Jeg vil aldrig være den samme igen.
Det var super hårdt! At være sulten, at være gennemtræt, at have ondt i hver del af kroppen og savne dem der hjemme er bare ikke drømmeferien, men nu var det jo heller ikke en ferie, men seriøs træning. Og det var det! Og trods det hårde program, elskede jeg hvert minut, selv de minutter hvor jeg ikke kunne se det ;-) At leve et munkeliv i 14 dage var en kæmpe udfordring, som jeg er så taknemmelig for at fået chancen for at opleve det.
Jeg kan klare mig uden et dagligt bad, jeg kan klare ikke at have makeup på, jeg kan klare at stå op 3.30 og hælde iskold vand over mig udenfor, jeg kan klare at sove og bo med andre, jeg kan klare at tage 4000 prostrationer. Ikke bare kan jeg klare det, jeg kan klare mig godt. Så mange ideer er blevet blæst væk, så mange forestillinger om hvad der skal til for at jeg har det godt er forsvundet.
En ting jeg dog blev bekræftet i, var at jeg har brug for andre! Det var mine dharmasøskende der hjalp mig igennem. Det var deres smil, deres støtte, deres åbenhed, sårbarhed og kærlighed der fik mig igennem. Jeg er dybt taknemmelig!
