Det er ikke meget jeg får blogget. Rigtig rigtig meget af min tid går med at tænke på det forestående gyo (præstetræning i USA) og at gøre klar til rejsen og opholdet. Jeg træner prostrationer, er begyndt at løbe for at styrke mine ben, jeg chanter Lotus Sutraen på engelsk, laver morgenceremoni på engelsk og træner med en metronom for at blive bedre til at følge rytme når jeg skal tromme. Jeg nyder de fysiske forberedelser!
Mentalt er det dog en blandet fornøjelse. På den ene side glæder jeg mig helt usigeligt; Det bliver en kæmpe oplevelse for livet og jeg skal dele den med nogle af de mennesker jeg holder allermest af. På den anden side er det hele vildt skræmmende; at skulle forlade sin familie i 14 dage, ikke have den mindste kontakt til dem man elsker og gå igennem et program jeg slet ikke kan begynde at gisne om hvor hård bliver! Altså jeg har en ide; det er da klart at tre hold prostrationer, få timers søvn, vandrenselse klokken 4 om morgenen, ikke mere mad end det der lige er nødvendig, kokorodo på 25 + km, ingen slik, ingen kaffe, ingen cola, ingen kys på sine hunde eller kram fra manden bliver da tosset hårdt. Men jeg tør da slet ikke begynde at tænke på den karmiske udrensning der kommer til at ske. AV, siger jeg bare!
Og jeg har 10.000 ting jeg kan se kommer til at hive tænder ud allerede: Jeg er luksusmenneske og skal MINDST have 8 timers søvn om natten og den skal foregå i MIN seng, ellers kan jeg IKKE sove. Jeg SKAL da i bad, have sat hår og lagt make-up hver dag, ISÆR når jeg er blandt så mange fremmede i 14 dage! Jeg KAN da IKKE leve uden at spise sukker en eneste dag. Jeg KAN da IKKE gå uden mindst at drikke 2-3 l vand dagligt, så falder jeg sammen og kan intet!…Og ja…listen bliver længere jo nærmere jeg kommer gyo; jeg kan ikke leve med ikke at soignere mig, jeg kan ikke leve med at sove i rum med andre, at skulle stå op 5 min før jeg skal begynde dagen, ikke drikke mindst 1 l Cola Zero om dagen ….
Jamen hvorfor tager jeg overhovedet afsted?
Det bliver mere og mere åbenlys for mig jo nærmere jeg kommer turen; for at bede ego om at klappe kaje, i håbet om at jeg så kan bruge min kostbare tid i dette korte liv på at gøre noget godt for andre, istedet for at bruge tiden på så absolut unødvendige tankespind om hvad ‘jeg’ skal og ikke skal for at have det godt, om hvad ‘jeg’ har brug for, trænger til i dette liv for at ‘jeg’, ‘jeg’, ‘jeg’ kan eksistere!
Nøj, hvor jeg glæder mig! Og hold da op hvor det ‘jeg’ bange!
…
