Alt det jeg ved
At indse at jeg skulle give slip på min fortid, som jeg ikke synes var den fedeste, var ikke svært for mig. Hvem har lyst til at holde fast i noget som ikke har føltes godt? Altså jeg trækker stadig min fortid ind i mit liv og de mange gamle billeder af mig selv som jeg kender så godt. Men jeg ved godt at jeg ikke er de billeder, at jeg er i stadig forandring og at det er et spørgsmål om at vælge at give slip på billeder af hvem jeg var, som i virkeligheden aldrig fandtes.
Hvad jeg derimod finder vildt svært at acceptere er, at jeg for at finde frihed må give slip på alt jeg ved! Not so easy! Jeg har jo brugt mange mange år på at få min viden. Jeg ser mange skatte i den. Hvordan skulle jeg have klaret mig gennem de svære år i livet uden min viden, og uden at få ny viden om hvordan jeg i hvert fald ikke vil leve?
Og så synes jeg jo at jeg som buddhist har fået en indsigt der har ført mit liv i en vidunderlig retning! Men jeg kan samtidig se at alt den viden jeg synes jeg har fået, blokerer for at tage mere ind. Hvordan skal man hælde mere i en kop der er fuld? Jeg føler sommetider jeg er gået i stå, at jeg mangler at komme videre, for der må da være mere? Og så siger min sensei til mig at jeg skal give slip på den ide, give slip på hvad jeg tror jeg ved, give slip på min ide om at opnå noget. Og det giver jo mening for koppen er jo fyldt til randen. Men hvordan gør jeg lige det?
Det virker jo helt vildt skræmmende! For hvis ikke jeg kan bruge min viden, så går det jo galt. Hvis jeg giver slip, hvordan skal jeg så navigere? Når min lærer leder mig på min vej, har jeg brug for at bedømme det udfra min viden om hvad der er bedst for mig og dermed vide om hun leder mig godt. Men hvad hvis den viden er samlet ind på et tidspunkt i mit liv hvor jeg ikke så klart, er den så optimal, eller kan der findes noget der er bedre for mig, som jeg ikke har opskriften på selv? Viden er en slags religion i vores verden, men hvem siger der ikke findes noget der er lige så værdifuldt?
Det gør der, siger min intuition mig. Der findes noget udover de billeder jeg holder så hårdt fast i. Der findes veje jeg ikke kender, stier jeg endnu aldrig har åbnet øjnene for og der findes mennesker der allerede har taget dem før mig og beder mig stole at de kan lede mig på vejen. Beder mig tømme min kop og give slip på de veje jeg allerede kender, for at hjælpe mig mod frihed.
Det må blive et valg. Jeg tror det er nemt, men det ser super svært ud her i tågen!
