Senshin.dk

Om en uge drager jeg afsted for at tage på endnu et retreat. Det er efterhånden nummer fem eller seks i rækken og jeg glæder mig vildt meget, som alle de andre gange. Jeg lærer altid en masse om mig selv når jeg er på retreat, men én ting jeg stadig har til overs at lærer er at slippe alle forventninger og forestillinger inden jeg tager afsted. Efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på at skulle afsted og jeg glæder mig mere og mere, begynder forestillingerne om hvordan dette retreat mon bliver at banke på og jeg nyder at åbne op og byde dem indenfor, hægte mig på dem og tænke mange mange tanker om hvordan sådan og sådan kommer til at foregå, og hvordan det bliver at der kommer så og så mange nye, og hvordan det mon bliver med det skema og …ja, jeg kan blive ved!

Og egentlig er der jo intet i vejen med forestillinger, de er bare endnu et af sindets mange legeredskaber det tager frem for at underholde sig selv, når det endnu engang keder sig med det der er.  Det der er problemet, er når jeg lader dem stå i vejen for det der skal ske. At jeg lader dem fylde så meget, at jeg glemmer at rydde de legeredskaber væk inden jeg tager afsted. Og seriøst, hvad kan jeg bruge dem til?

Der kommer til at ske, det der kommer til at ske!  Jeg tager ikke afsted for at have styr på alting, for så kunne jeg lige så godt blive hjemme og rydde op i mit køkkenskab (som trænger noget så meget, faktisk!) eller organisere min kalender. Jeg tager ikke afsted for at hygge mig noget så meget, (det kommer helt sikkert til at ske, men det er ikke hovedformålet) for så kunne jeg inviterer venner i weekenden i stedet. Og faktisk tager jeg slet ikke afsted for at opleve alt det mit sind synes er så sjovt at lave forestillinger og forventninger om. Jeg tager afsted for at give mig selv den gave af det er at have optimale mulighed for at øve mig i at være. At være. Ikke mere og intet mindre.

Og hvad kan jeg så bruge forestillingerne og forventningerne til? For hvis jeg virkelig skal VÆRE, så kan jeg ikke bruge dem til noget som helst. De bliver blot en forhindring der gør at jeg kommer med et sløret blik for virkeligheden. Jeg kommer og har taget stilling til hvad det er jeg skal og hvad der skal ske.  Og så gør jeg mig selv en bjørnetjeneste. Og det er ikke nemt at lade være! Det er det at jeg har været afsted så mange gange og stadig gør det, vidne om. Jeg får heldigvis mulighed for at øve mig mange flere gange over tid! Og at øve sig i at give slip på forventninger og bare være i det der er, er en praksis man kan bruge i alle livets facetter, så det er slet ikke så dårlig.

Så er det “bare” at huske det, næste gang en ny super spændende forestilling dukker op ;)