Senshin.dk

Efter at have skrevet småfrustreret til min sensei i dag opfordrede hun mig klogt til at lytte en masse gange til The Beatles sang Let It Be. Jeg holder meget af den sang faktisk og jeg har vist ikke hørt den i årevis, så jeg gør med glæde hvad min lærer beder mig om denne gang ;)

Sommetider er der bare ting der er SÅ frustrerende at lige meget hvad man gør for at lave dem om eller give slip på dem, så hjælper det lige lidt og så  kan man ikke gøre andet end at acceptere og lade det være. Det får dem ikke altid til at forsvinde, men det gør dem lettere at bære.

Kæmp ikke imod, Let It Be.

Der er igen kommet nyt blog link på min liste.

Chosei, fra sanghaen i Randers, er begyndt at blogge.
Bloggen hedder Nogle dage ser man mere. Jeg glæder mig til at følge den.

Tendai gruppen i Randers har fået navnet Ekayana Sangha.

Ekayana betyder Det Ene Fartøj og peger på accepten af, at der er uendeligt mange veje til Dharmaen.

Gruppen var samlet i lørdags til en super dejlig eftermiddag med faste sangha medlemmer og flere gæster.

Jennifer tog tilflugt, som den første i Randers gruppen, og fik det smukke dhamanavn Chosei som betyder Morgen Stjerne.

Næste gang vi mødes er den 13 feb. fra 13 -1 6 til  hyggelig diskussion, meditation og en kop te. Hvis du har lyst til at besøge os i Ekayana Sangha så skriv til mig på senshin@tendai.dk og gå ind under siden Tendai Randers for at læse mere.

Min søde sensei er jo begyndt at blogge (Et lys i hjørnet). I dag har hun postet et indlæg som jeg selv kunne have skrevet (bare ikke så vel ;) ):

Den der er taknemmelig, er aldrig rigtig ulykkelig.

Ind imellem kommer jeg virkelig i tvivl, om hvorvidt min praksis for andre giver mening. Nogen gange overvælder meningsløsheden mig, når denne praksis byder på de gigantiske besværligheder som ethvert samspil mellem levende væsner indebærer, og jeg tænker på min senseis ord om, at det er langt nemmere at opnå oplysning som lægpraktiserende end som ordineret. Jeg mærker begæret efter at fokusere på den personlige praksis; efter bare at lave mine prostrationer, op og ned, efter at engagere mig fuldt i mine esoteriske øvelser, og sidde shikan, helt simpelt, uden vrøvl. Bare trække vejret og være.

Men så sker der som oftest noget der vækker mig.

I går fik jeg en email fra en elev som vækkede mig, som rørte mit hjerte, og som fik mig til at se, at det er det hele værd.

Og det går begge veje. I min aftenmeditation så jeg på den lange række af lærere som har gjort Dharmaen tilgængelig. Jeg så dem, en efter en, viderebringe disse vidunderlige belæringer om frihed og lykke – og jeg så hvor heldig jeg er, at jeg står for enden af rækken.

En lærer

En beholder

Bevægelse.
———–

Jeg genkender det hun skriver alt for godt. Lysten til at hengive mig til min personlige praksis helt og aldeles. Bare gå ind i mit rum, lukke døren og “udvikle mig”. Men andre hiver mig ud af det og så bliver jeg taknemmelig. Taknemmelig for de som har givet dharmaen videre, taknemmelig for de der har brugt deres liv på at den skulle nå frem til mig. Taknemmelig for at jeg kan være noget for dem som kan bruge mig på deres vej mod frihed.

I disse dage chanter jeg Medicin Buddha mantraet for min gamle hund som søndag nat til tirsdag morgen fik flere hjerneblødninger.

Jeg er meget knyttet til alle mine dyr, med Buddy er det dog helt særligt. Han er mit livs hunde-kærlighed, han er min bedste ven.  Og jeg er meget taknemmelig for de mange år jeg har fået lov at  nyde ham i mit liv og for at jeg kan være der for ham når han har det svært, som han altid har været for mig. Han 13 år, men han er stærk og jeg tror han kommer sig.

Om Biseisei Bisesei Biseisha, sambori gyatei sowaka.

Om Biseisei Bisesei Biseisha, sambori gyatei sowaka.

Om Biseisei Bisesei Biseisha, sambori gyatei sowaka.

Så vil jeg skrive her fra nu af.

Der vil ske en del ændringer det næste stykke tid, og jeg håber du vil være tålmodig med de funktioner der evt ikke virker.

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du opdager en fejl eller andet på siden der trænger til at blive kigget på. Det kan jo være jeg har overset noget.

Hvis du har linket til min gamle blog Senshins Lotus vil jeg sætte pris på at du linker hertil i stedet.

Hvis du ønsker at følge min blog kan du tilmelde dig på RSS  ikonet i ventre hjørne i bunden af  bloggen.

Jeg glæder mig til at få gang i min nye side. Siden bliver skudt igang samtidig med min læres nye blog Et lys i mørket som jeg glæder mig meget til at følge.

God fornøjelse og velkommen!

Jeg skulle aldrig være religiøs, aldrig! Religion var for svage mennesker uden tro på sig selv, og en af dem var……jeg. Ok så, men jeg skulle i hvert fald alligevel ikke være religiøs, for så ville det da vælte helt! Se bare på krigene rundt om i verden. De er religionens skyld….

Det var for 2 år siden. I dag er jeg blevet accepteret som kozo og tager til sommer på gyo i USA, for at undergå buddhistisk præstetræning.

Det viser jo bare hvor lidt man kan regne livet ud og hvor meget vi kan ændre os, selvom vi går rundt med en helt fast ide om hvem vi er og hvad vi vil.

Og hvorfor så præstetræning for mig? Hvorfor var det ikke nok at leve som lægbuddhist med en meditationspraksis?

Ja, sådan kunne det også være blevet og det havde også været rigtig godt for mit liv. Men den dag jeg trådte ind i hondoen for første gang og overværede Shoken lave en ceremoni, vidste jeg bare at jeg gerne ville sidde der en dag. Jeg elskede ceremoni og alt det fremmede omkring det fra start; alle fagterne, alle ordene og hele stemningen. Så der var kimen lagt. Men at kunne tænke sig at lave ceremonier er jo ikke det eneste der skal til for at ønske at vie sit liv til et præsteskab.

Jeg fandt rigtig hurtigt ud af at buddhismen var vejen for mig og at jo mere jeg praktiserede jo bedre fik jeg det i forhold til mig selv og alt og alle omkring mig. Jeg kastede mig over praksis, som gjaldt det livet og jeg er aldrig brændte ud. Jeg har naturligvis mine downperioder, som de fleste har i praksis, men de tager ikke modet eller lysten fra mig. Når jeg har det dårligt og ikke gider praksis, så har jeg altid gjort det alligevel, for jeg synes ærlig talt at jeg har fået nok af dukkha.

En dag, da jeg gik en tur, slog det mig bare som et lyn fra en klar himmel; ”der er ingen grund til at jeg gør alt det jeg gør, hvis ikke jeg giver det videre til andre!”  Det gav lige pludselig bare ikke mening for mig mere ”kun” at gøre det for at jeg og min nærmeste kreds skulle have det godt. Overhovedet. Det slog mig hårdt og det satte sig i mit hjerte. Og så var der bare ingen vej tilbage. Jeg vidste da at præstetræning var det jeg absolut måtte. Jeg ville give det videre på den måde. Det gav mening som intet andet har givet mening for mig.

Og nu tager jeg så afsted til sommer og jeg er startet i min træning. Det har ikke været ligetil. Jeg havde ikke den opbakning jeg ønskede eller midlerne til det fra start. Men jeg vidste det var det jeg ville uanset hvad, så på en eller anden måde er det lykkedes mig at få begge.

Livet tager os steder hen som vi aldrig havde drømt om. Vi kan bare arbejde på at være åbne for det og tage imod og turde give slip på gamle indgroede ideer om hvem vi er og hvad vi skal.

———————————-

(Jeg postede dette indlæg i det sidste nyhedsbrev fra Tendai Danmark.
Kunne du tænke dig at få vores nyhedsbrev hver anden måned kan du gratis  melde dig ind her )

Denne her Dharma The Cat tegning havde Mugen fra Clouds and Water postet til mig på Buddhistisk Forum

Vi har begge en helt (u?)naturlig stor forkærlighed for Ben and Jerry’s! Især Chocolate Fudge Brownie! Det er det reneste og bedste dharmaføde og en meget vigtig del af træning og praksis ;-)

MUMS.

Jeg holdt for første gang nogensinde jul  i mit eget hjem. Jeg har ikke, i hvert fald i mit voksenliv, været særlig glad for julen hidtil. Men det ændrede sig i år. Vi skulle holde den for mine forældre og det ændrede mit syn på julen. Hvor var det dejligt at pynte op og handle og gøre klar, når det hele var for at glæde andre. Det blev til en stor glæde for mig også.

Vi fik også vores første juletræ og det var noget så smukt. Og ham her fik en plads under træet og har siddet og hygget sig i duften af gran de sidste 14 dages tid.

 
Så er det nye år her. Hvor dejligt! Jeg glæder mig meget til det. Det bliver året hvor jeg for første gang tager på gyo i USA, 14 dages intensiv præstetræning, med henblik på at blive ordineret om 3 år. Det betyder at min praksis og træning det næste halve år frem til afrejse vil blive intensiveret og det kan jeg kun glæde mig over. Jeg glæder mig også meget til året i den nye blomstrende sangha i Randers og til rejserne til Sjælland for at tage på retreat og for at deltage i træningsdage for ordinerede og kommende ordinerede. Jeg glæder mig over at have dejlige inspirerende dharmavenner og jeg glæde mig især over at have den bedste sensei jeg kunne ønske mig at følges med igennem praksis, tåre og smil, endnu et år. Jeg er meget taknemmelig!

Jeg har i dag mediteret på egen død og begravelse og nydt at lave og lytte til 108 klokke slag. Begge praksisser er traditionelle for nytår i Tendai.

At meditere på sin egen død og begravelse kan umiddelbart lyde lidt bizart. Men det er faktisk en meget meningsfyldt praksis. Den minder en om at man ikke er udødelig, om at livet kan ende hvert øjeblik. Når man ser for sig hvad ens kære vil sige om en til sin begravelse, kan man se om man lever som man ønsker og giver det man ønsker. Jeg havde meget nemt ved at lave mit nytårsfortsæt efter dagens praksis.

De 108 klokkeslag var en vidunderlig måde at starte det nye år på og jeg nød hvert eneste.

Jeg håber alle må få et vidunderligt år og må være trygge og lykkelige og altid bære viden i hjertet om at vi alle uadskillelige!

Jeg fejre i dag bloggens fødselsdag og det nye år med et indlæg jeg postede 17 marts 2008:

From Santideva The Bodhicaryavatara

For the sake of accomplishing the welfare of all sentient beings, I freely give up my body, enjoyments, and all my virtues of the three times.

Surrendering everything is Nirvana, and my mind seeks Nirvana. If I must surrender everything, it is better that I give it to sentient beings.

For the sake of all beings I have made this body pleasure less. Let them continually beat it, revile it, and cover it with filth.

Let them play with my body. Let them laugh at it and ridicule it. What does it matter to me? I have given my body to them.

Let them have me perform deeds that are conductive to their happiness. Whoever resorts to me, may it never be in vain.

For those who have resorted to me and have an angry or unkind thought, may even that always become the cause for their accomplishing every goal.

May those who falsely accuse me, who harm me, and who ridicule me all partake of awakening!

May I be a protector for those who are without protectors, a guide for travelers, and a boat, a bridge, and a ship for those who wish to cross over!

May I be a lamp for those who seek light, a bed for those who seek rest, and may I be a servant for all beings who desire a servant.