Senshin.dk

..bliver på lørdag d 31. juli. fra 13-15

Vi mødes til en snak, en meditation og en kop te hos Gert.

Husk zafu/meditationspude.

Skriv til mig på senshin@tendai.dk for adressen.

Jeg glæder mig til at se jer!

Gassho,
Senshin

Tilbage i febuar startede jeg en fotoblog, som du måske husker ( jeg skrev om det her) Dengang havde jeg kun mit mobilKamera som jeg brugte flittigt og egentlig var glad for. Men jeg ønskede mig et ordentligt spejlrefleks. Bloggen døde hurtigt ud. Mit mobilcam blev dårligt og jeg mistede lysten til min nye praksis.

Men nu er lysten kommet tilbage! Jeg har fået mig et super lækkert spejlrefleks og bruger det flittigt. I dag gik jeg en meditations tur, satte mig og fokuserede på mit åndedrag i 10 min, åbnede øjnene og sad i nærvær i 5 min. og fotograferede så mine omgivelser. Det kom der en del billeder ud af, hvoraf jeg har postet 3 af dem på bloggen her . De næste dage vil jeg poste flere af billederne fra min tur i dag.

Så fremover vil der være liv på min blog .Fotos. Jeg vil bruge fotografering som en del af min praksis.

Som du måske husker så nævnte jeg sidste år amerikanske Daichi, en Tendai buddhist der gik 1000 miles  på 100 dage og skrev om det på sin blog . Han inspirerede mig meget og jeg har lige siden haft gående meditation som en fast daglig praksis.

Daichi valgte efter sit andet gyo at holde pause fra sin blog, men nu er han tilbage, til min store glæde. For Daichi skriver ikke kun rigtig smukt og er meget inspirerende, han er nu også en af mine nærmeste dharmavenner. Da vi mødtes fandt vi hurtigt ud af at vi er nært forbudne og jeg er nu så heldig at have den sødeste storebror som følge på vejen.

Du finder hans  blog Mountain Practice her og under ‘Blogs jeg følger’

Du vil helt sikkert også få glæde af også at læse nogle af hans tidligere indlæg.

I dag har min smukke sensei været min lærer i to år.

Det er helt utroligt hvad der er sket på de år.  Man hører  at forholdet til ens lærer kan blive et af de vigtigste i livet, hvis ikke det vigtigste, og i mit tilfælde blev det meget hurtigt tilfældet. Jeg vidste fra start at jeg ønskede et nært forhold til min lærer, for at få så meget som muligt ud af min træning. Hvad jeg ikke vidste var hvor tæt og stærkt det skulle blive og hvor meget kærlighed det ville indeholde. Jeg var klar til at hengive mig og jeg tilgengæld har jeg fået så uendeligt meget som ikke kan gives tilbage, men kun kan gives videre.

Min kærlighed og taknemmelighed til Shomon er grænseløs. Og ord kan ikke udtrykke hvor meget hun er for mig. ( Jeg ved dog at hun forstår det, for hun har den samme tilknytning til sin dejlige sensei)

Jeg var så heldig at overvære hende få en ny ordination (og dermed nyt dharmanavn) og jeg kunne ikke være mere stolt. Ingen fortjener det som hun!

(Shomons ordination til soryo)

“Sometimes I go about in pity for myself,

and all the while a great wind is bearing me across the sky.”

At være hjemme igen er skønt. Det er dejligt igen at kysse på sin mand og på bløde hundemuler. Men det har været lidt en hård landing. Jeg har været frygtelig jet lagged og så savner jeg gyo og de dejlige nye søskende jeg har fået alt for meget. Nu hvor jeg ved at min familie har det godt kunne jeg bruge en måned mere på gyo (hvis altså jeg måtte bruge min mobiltelefon af og til). Mit humør går fra dyb dyb savn  til høj høj glæde som jeg fejre med høj musik og åbne vinduer.

Gyo var utroligt. Jeg vil aldrig være den samme igen.

Det var super hårdt! At være sulten, at være gennemtræt, at have ondt i hver del af kroppen og savne dem der hjemme er bare ikke drømmeferien, men nu var det jo heller ikke en ferie, men seriøs træning. Og det var det! Og trods det hårde program, elskede jeg hvert minut, selv de minutter hvor jeg ikke kunne se det At leve et munkeliv i 14 dage var en kæmpe udfordring, som jeg er så taknemmelig for at fået chancen for at opleve det.

Jeg kan klare mig uden et dagligt bad, jeg kan klare ikke at have makeup på, jeg kan klare at stå op 3.30 og hælde iskold vand over mig udenfor, jeg kan klare at sove og bo med andre, jeg kan klare at tage 4000 prostrationer. Ikke bare kan jeg klare det, jeg kan klare mig godt. Så mange ideer er blevet blæst væk, så mange forestillinger om hvad der skal til for at jeg har det godt er forsvundet.

En ting jeg dog blev bekræftet i, var at jeg har brug for andre! Det var mine dharmasøskende der hjalp mig igennem. Det var deres smil, deres støtte, deres åbenhed, sårbarhed og kærlighed der fik mig igennem. Jeg er dybt taknemmelig!

For et år siden sad jeg og ville ønske jeg skulle med til USA. Jeg skrev dengang på bloggen;

I morgen, eller om et par dage, rejser nogle fantastiske mennesker afsted til Gyo. De skal have 10-14 dages intensiv træning med bla. 108 prostrationer 3 dage dagligt, meget lidt søvn, mange timer med undervisning og med gående meditation på så mange km. at jeg bliver træt bare ved tanken.

Og hvorfor gør disse mennesker så dette? Er de skøre? Til dels
Gør de det for selvudvikling? Det kan ikke kommes uden om. Men de gør det først og fremmest for os! For dig og mig og for alle levende væsner. De gør det for at give til os andre. De ønsker at give Dharmaen som den er blevet givet videre gennem tusinder af år og de vil give os den på bedste vis. Derfor tager de afsted.

Jeg takker og ønsker jer en rigtig god rejse! Jeg håber at følge med en dag , indtil da gør jeg det i hjertet.

Hvor er der sket meget på det år! Og nu tager jeg med dem. Jeg rejser i weekenden!

Det er ikke til at regne livet ud. Det er helt fantasktisk og ikke alligevel ikke noget særligt.

Jeg mangler t-shirts, men har vist fundet den helt perfekte