Senshin.dk

Sanghamøder i Tendai Randers er foreløbig aflyst.

Hold øje her, på www.tendai.dk eller på FB gruppen ‘Tendai Randers’ for opdateringer.

Gassho,
Senshin.

Der er ikke noget som at være forelsket!
Når man ikke er det længes man efter det, og når man er det ønske man det varer ved forevig.

I buddhismen øver vi os i at se alt for hvad det er, og intet mere. Hvorfor? Fordi det er vores tilknytning til at ting skal vare ved, ende, opstå eller slet ikke eksistere der skaber vores lidelse. Vi øver os i ikke at holde fast, ikke at skubbe væk og lade være hvad er, lade forsvinde hvad der forsvinder, uden at kæmpe imod det, selvom vi ønsker det anderledes.

Men hvad så med den forelskelse der føles SÅ rar, som gør mig SÅ lykkelig, som er skyld i jeg er positiv og ser verden anderledes, og som jeg har lyst til skal vare ved? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv på det sidste, for det er ingen hemmelighed at jeg er forelsket, som i ‘hovedkuls-tosset-skør-lyserød plys-i den syvende himmel- forelsket’ (og det er heldigvis gengældt ;-) )

For for at være ærlig så hjælper min forelskelse mig ikke umiddelbart til at praktisere; jeg vil meget hellere være sammen med min kæreste eller dagdrømme om ham, når jeg ikke er. Når jeg sætter mig på puden dukker hans ansigt op hele tiden, og der går meget længere tid før jeg opdager jeg drømmer og er i stand til at hive opmærksomheden tilbage. Han fortælle mig hele tiden en masse skønne ting som fodre den forestilling jeg har om hvem jeg er, og det føles så vidunderlig at jeg kunne lytte til det altid. Og tilgengæld fodre jeg ham det samme, fordi jeg elsker det billede jeg har af ham, som den der er perfekt for mig: den der fuldender mig.

Selvom det ikke er en rar tanke så fører forelsket altså også til dukkha, selvom det sjældent er det vi husker, når vi længes efter den. Det gør ondt at være adskilt, det kan føles som om savnet æder en op, det gør ondt når de søde ord ikke længere kommer som forventet, og efter et stykke tid med “blind kærlighed” begynder de små ting, man før syntes var  SÅ charmerende, at irritere. Så begynder man at tænke på hvordan man kan få den følelse af nyforelskelse tilbage, man begynder at drømme om fortiden og ønske at fremtiden vil være lige sådan, og alt det man i virkeligheden har lige nu bliver mudret og svær at se , fordi man vælger at række ud eller skubbe væk.

Hvorfor så forelskelse? Hvorfor overhovedet vælge det, når det ikke lader til at hjælpe os af med at give slip på tilknytning, ikke hjælper os til at se klart, og den fodre vores forestillinger om hvem vi “er” og hvem den anden bør være? Hvorfor overhovedet ønske den og opsøge den?

Vi er mennesker og vi forelsker os, sådan er det.
Forelskelse er hvad det er; den fører begær, vrede og uvidenhed med sig, men den fører også masser af glæde med sig. Hvorfor benægte noget af det? Jeg har valgt at nyde det til fulde. Ja, jeg er måske ikke den mest bevidste menneske i verden lige nu, og ja, jeg elsker det billede min elskede har af mig og sommetider vil jeg hellere stirre ind i hans øjne, end sætte mig i meditation. Sådan er forelskelse: der er masser at glæde sig over, masser der gør ondt, og når alt kommer til alt er det en fantastisk mulighed for at undersøge hvordan virkeligheden er, og til at undersøge hvordan vi slører den. For det gør vi, der er ingen skam i det. Så hvorfor ikke nyde det? At slå sig selv i hovedet for det, er i hvert fald ikke hensigtsmæssig.

En ting er sikkert i dette liv: alt forandres. Så jeg vil nyde alt hvad der kan nydes så længe det varer, istedet for at skubbe væk, benægte og skabe endnu mere dukkha for mig selv. Forelskelse gør muligvis blind, men så vidt jeg ved af, har benægtelse aldrig ført til klarsyn.

Vi afholder forårsretreat i Dharmacenteret i Slagslunde på Sjælland i maj.

Et retreat er en mulighed for at hengive sig til at praktisere og give sig selv en vitamininsprøjtning, til at blive inspireret og for at mødes med andre fra rundt omkring i landet. I denne omgang varer retreatet en weekend. Man behøver ikke være øvet og vide en masse om buddhisme for at komme, og har man ikke allerede en personlig praksis er dette en god mulighed for at få gang i en sådan. Alle er velkommen.

Jeg vil være der og håber at se andre fra Ekayana sangha og fra resten af Jylland.

Læs om retreatet her

Vi holder  det sidste sanghamøde inden vi holder en måneds ferie onsdag d. 7marts kl.19

Vi mødes igen i april d. 17 kl. 19 og alle er velkommen uanset kendskab til buddhisme og meditation.

Hver anden uge om onsdagen mødes vi til traditionel sanghamøde med ceremoni, meditation og en snak om et buddhistisk emne over en kop te.

Og hver anden mødes vi til fællesmeditation og en kop te.

En buddhistisk sangha er et fællesskab hvor man mødes for at dele sin praksis med andre, for at lære om buddhisme og meditation, og ikke mindst for at tale om de ting der optager en i ens praksis og især for at støtte hinanden.

Nogle har en daglig praksis, nogle sidder få gange om ugen. Det er ikke vigtigt at vi alle har den samme tilgang eller samme fremmøde. Det er derimod vigtig at vi har et fællesskab hvor man kan tale om de ting der optager en, uden at man føler man er forkert eller skal leve op til et ideal.

Man behøver ikke være buddhist for at komme i sanghaen, alt man behøver er en åben nysgerrighed. Alle spørgsmål er velkommen.

Har du spørgsmål om buddhisme eller om sanghaen er du velkommen til at skrive til senshin@tendai.dk

Vi har Facebook gruppen  ‘Tendai Randers’ hvor arrangementer slås op og saghaens medlemmer og nysgerrige har kontakt med hinanden.

Jeg håber at se jer i vores gruppen i Randers _/\_

BEMÆRK ÆNDRET DATO fra den 24/02 til den 03/03.

Vi afholder igen en halvdags meditation i Ekayana sangha, denne gang søndag d.03/03

Vi indleder med ceremoni præcis kl.13 og sidder igennem hele eftermiddagen. Der vil blive lagt pauser ind i programmet. Vi slutter kl.18 og spiser sammen, hvis der er stemning for det.

Medbring behageligt tøj der er til at sidde i længe og evt en ekstra trøje og sokker. Der er kun få puder til udlån, så tag din egen zafu med hvis du har en.

Husk at tjekke om dine hænder er tomme når du går ind i hondoen. Mobiltelefoner skal være på lydløs og opbevares, samme med eventuelle medbragte drikkevare og snacks, i et andet rum.

Arrangementet er gratis, men man er velkommen til at lægge et bidrag til sanghaen i dana boksen i hondoen.

Jeg glæder mig meget til at dele dagen med jer.

Gassho,
Senshin

Sanghaen i Randers her efterhånden været til i 3½ år. Vi lagde ud med at mødes en enkelt gang om måneden et offentligt sted, det ændre sig og ændrede sig tilbage igen. Og vi har nu fast til huse i vores hondo i Randers Nord.

Vi mødes hver onsdag aften. I ulige uger til traditionelt sanghamøde og ulige til fælles meditation. Vi drikker altid en kop te/kaffe sammen bagefter. (Se mere på vores FB gruppe her)

Vores rum er i mit hjem (jeg er Tendai doshu præst) og er dedikeret til sanghaen. Vores honzon (hovedfigur) er Amida Buddha, medfølelsens Buddha.

Jeg lægger vægt på at alle skal føle at stedet er deres og ikke kun et sted man besøger af og til, for som sagt er rummet givet til sanghaen og det er her vi mødes og støtter hinanden på vores vej og minder hinanden om hvad der er vigtigt. Jeg holder meget af tonen i vores sangha, som er varm og hyggelig. Folk holder af hinanden og af at følge med i hinandens liv. Nogle dukker op næsten hver gang, andre dukker op af og til, nogle har kun lyst til at komme til de dage hvor der kun er meditation og andre kommer til begge dele.

Det er ingen hemmelighed at der bliver spist en del sukker hos os. Dana i form af kage, slik og andet godt bliver ofte doneret og det er der endnu ingen der har klaget over ;-) Men det sker også der sniger sig lidt sundt ind og der er altid grøn te, så vi har skam balance ;-)

Der vil snart blive afholdt den første halvdags meditation i sanghaen. Søndag d.9 dec. sidder vi sammen fra 13-18. Der vil naturligvis være små pauser ind i mellem og perioder med gående meditation, så selv nye til meditation kan være med. Hvis der er stemning for det spiser vi sammen bagefter.

Der er nogle regler i en hondo (meditationsrum).
Man lader altid sin mobil være tavs og efterlader den + andet i et andet rum. Man sidder på to rækker, hvis det er muligt.Der er desuden flere regler, som er helt frivillige at følge. Reglerne er ikke til for at gøre det mere besværligt, men for at hjælpe os i vores praksis. De minder os om hvad vi har gang i er vigtigt, og støtter os i være nærværende.

Alle er meget velkommen i sanghaen, om man er buddhist eller ej, om man er erfaren i meditation eller ej. Der bliver altid guidet meditationer og givet undervisning i hvordan man sidder så man understøtter sin meditation bedst muligt. Det anbefales at sidde på en zafu (meditations pude) men det er muligt at låne en stol. Indtil videre er der kun få zafuer til udlån, så medbring gerne din egen hvis du har.  Hvis ikke, er det muligt at låne de første gange.

Har du spørgsmål så skriv til mig på senshin@tendai.dk

Jeg glæder mig til at se nye, såvel som “gamle” ansigter igen.
Jeg er taknemmelig for al jeres støtte og opbakning omkring min træning og min ordination for nylig.

Gassho, Senshin.
 

En af mine ynglings beskæftigelser er at fortælle historier. Til mig selv.

Er der noget mere underholdende?……. Og er der noget mere uhensigtsmæssigt og udmattende end dagligt at opretholde de historier og putte mere og mere på?

Historierne fortæller jeg i den tro, at hvis jeg virkelig tror dem og reagerer rigtigt på dem, så vil jeg få det bedre. Jeg er blevet SÅ god til det, de er bleve mere og mere underholdende og indviklede, i en sådan grad at jeg aldrig stopper op for at se på, om de kunne være det rene vrøvl.

Hvis så min lærer eller Dharma søskende vælger at de ikke gider tilmelde sig updates på mine historier, går jeg helt i selvsving. For hvad er nu det? Kan de slet ikke se HVOR indviklede, HVOR geniale og HVOR utrolig sande de er? Kan de virkelig ikke se at det er fuldstændig umuligt for mig at gøre A, B og C, når nu historien slet ikke peger i den retning? Åh, de tilskrivelser jeg laver! For at skrive mine utrolig velkomponerede historier om, eller endda slette dem helt, ville jo være frygteligt! Det ville være spild af tid, spild af gode kræfter, og ikke mindst spild af det talent, som jeg jo har passet og plejet i mindst et helt liv, så det ville vokse.

Jo, jeg har et drama talent. Faktisk burde jeg nok være blevet forfatter af teaterstykker eller lignende, og så var mit talent måske ikke helt spildt. For historierne om hvorfor jeg ikke kan få sat mig på det tidspunkt, hvorfor jeg ikke kan flytte der hen hvor jeg ønsker, om hvordan praksis burde være, om hvordan en god præst burde være, om hvor travlt jeg har så jeg ikke kan få gjort hvad der er vigtigt, og om hvordan buddhistisk praksis ikke behøver være sådan og sådan, er jo bare historier som ikke gavner noget. Sommetider er de ganske underholdende at sætte sammen, det er de!, men det ender altid med at jeg blive ulykkelig og vred, når så de viser sig kun at være historier og ikke virkelighed, som jeg havde håbet.

Jeg begrænser mig selv, og dermed opretholder billedet af selv, når jeg vælger at virkeligheden ikke er nok. Når jeg synes mine fortælleevner er bedre end den virkelighed jeg selv har skabt. Og ved at brygge videre på de historier, bliver jeg ved at skabe en virkelighed som jeg ønsker at flygte fra, som jeg ikke vil se er resultatet af mit arbejde. Sommetider gør virkeligheden ondt, sommetider gør den ikke. Men virkeligheden kræver aldrig den enorme bunke af kræfter, der bare udmatter, som mine historier gør. Virkeligheden er bare virkeligheden, den er ikke personlig, den er ikke ond eller god. Men jeg bliver ved at insistere på at den er dybt personlig.

Tænk hvis jeg gav slip på den (imaginære) kamp imod virkeligheden, og bare valgte at værdsætte mit fine historie fortæller talent, men uden at dyrke det.
Hvad ville ske?

Engang hoppede jeg med på en bølge der hed ‘The Secret’. Hvis du ikke har hørt om det, så handler det om en video nogle selvudviklings guruer lavede, der fortæller  at man er den der har ansvaret for egen lykke. Jamen det lyder jo meget godt og som noget man hører i buddhismen. Men buddhismen og folkene bag ‘The Secret’ har forskellige opfattelser af hvad lykke er. I buddhismen handler lykke om endelig frihed for lidelse (altså noget vedvarigt), i ‘The Secret’ at man får det man ønsker; balance i livet, venskaber, parforhold, et dejligt hus, en million kr osv. (altså noget forgængeligt)

Vejen til enden på lidelse, i følge buddhismen, går via træning og praksis af De seks paramitaer. Vejen til lykke, altså til det man kunne tænke sig, i følge ‘The Secret’ er vores tanker. Jamen lyder det ikke dejligt? Mine tanker og ønsker kan jeg jo selv styre, det lyder dejligt nemt, tænkte jeg. Og så er det jo bare at gøre det……. Behøver jeg fortælle at jeg endte endnu mere ulykkelig end før? Selvfølgelig tiltrak jeg ikke alt det jeg ønskede bare ved at tænke på det, eller at tænke positivt nok! Faktisk førte det kun mere utilfredshed med sig, for jeg jo for pokker måtte gøre noget helt helt forkert, når jeg ikke kunne få det jeg ville. Jeg prøvede og prøvede at tænke positivt, og at tiltrække forskellige mindre og mindre ønsker, og blev kun mere frustreret, så jeg slog mig selv i hovedet igen og igen, for at have gjort det helt forkert.

Hvis jeg søgte svar på forskellige fora, så var grunden at jeg ikke ønskede det nok, eller at jeg ikke kunne se det tydeligt nok for mig, og at det sikkert, i virkeligheden, derfor slet ikke var det jeg ønskede. Nej, det er rigtigt, den 1 million kr. som hang på mit (og 10.000 andres) ‘vision board’ ønskede jeg i virkeligheden slet ikke (det var, sjovt nok, kun hovederne bag videoen der oprigtig ønskede det) Men toilettet der gik i stykker og skulle udskiftes, da jeg var allermest fattig, var mit oprigtige ønske. (Ironi kan være brugt her ;-) )

Vi synes så  meget at vi kan styre alting,  fordi vi oplever ubehag og tror det er forkert. Det betyder vi rækker ud efter alverdens ting, der lover os vi får en form for kontrol. Og det betyder at vi ind imellem lægger betydning i noget dumt, som jeg gjorde her, i håb om at det vil hjælpe os til at kunne holde fast i hvad der bringer os følelsen af lykke og få os til at undgå ubehag. Og det er, i livets natur, dømt til at mislykkes. For hvad kan fastholdes?

En dag talte jeg med en, som ikke brød sig om en kommentar jeg havde givet, om at se tanker for hvad de er, og ikke prøve at tilføje dem noget. “Tanker er kraftfulde” sagde vedkommen til mig “det gælder om at skubbe de dårlige væk, for de fører til at vi gør dårlige ting”. Puha, hvor kan jeg godt forstå hun ønskede at skubbe dem væk, når hun gav dem så meget kraft! Det ville jeg også have ønsket!

Tanker er impulser som kommer og går, impulser som ingen skade kan gøre i sig selv (tag ikke mit ord for det, men undersøg det for dig selv) De er en del af det at være menneske, ligesom glæde og smerte, ligesom at have lemmer er en del af det. Men det øjeblik vi vælger at gøre tanker (/glæde/smerte/lemmer) personlige, vælger at de er VORES og at tage dem dybt alvorlige, og dermed se bort fra de bare er tomme forbigående konstruktioner, så bliver de farlige! Eller sagt på en anden måde; vi skaber ‘farlig’.

Og så er det måske ikke tanken der er problemet, men “den/det”, der skaber (illusionen om?)’ farligt’, der er?

Bare en tanke :-)