Senshin.dk

Sommetider gør livet så ondt at jeg går i stå. Jeg ligesom stivner og føler ikke jeg kan røre mig ud af flækken, at jeg ikke kan gøre noget andet end gå rundt i en døs. Det sker mindre og mindre, men det hænder  fra tid til anden. Det er gammel karma der får indhentet mig. Og selvfølgelig er det ikke livet der gør ondt, hvordan skulle det kunne gøre det? Livet er livet, ikke andet. Men min reaktion på min opfattelse af livet, gør at jeg føler det gør ondt.

Når det sker, så gør jeg som de fleste nok gør. Jeg spørger ‘Hvorfor?’ Hvad har jeg dog gjort der her ledt til at det gør så ondt?’

Overraskende nok er der ingen der svarer ;-) Så jeg begynder selv at komme med ideer til hvad det kan være, og kommer som regel frem til et svar. Men sjovt nok gør det stadig ondt. Svaret giver mig inden lindring. Og det er jo også bare dumt at tro det skulle kunne gøre det. “Svaret” er jo bare en ide. Jeg kan i bund og grund ikke vide hvilke frø jeg har sået der er skyld i smerten, og er det ikke også fuldstændig lige meget?

Når det gør ondt rækker vi ud efter noget at give skylden. Men hvad hvis der intet er? Hvad hvis det at være et levende væsen, bare betyder jeg opfatter livet som lidelse fra tid til anden?

Og hvad hvis vi finder svaret? Lider vi så aldrig nogen sinde mere?

Sommetider er det eneste jeg kan gøre at trække vejret, chante og sidde med metta til mig selv, og observere.

Observere hvordan jeg ville ønske det var anderledes og  forsvandt før end det gør. Observerer hvordan jeg igen og igen får bildt mig selv ind at dukkha ikke er noget der bør opstå i dette levende væsens liv. Og så ånde med det væsen.

 
Min blog havde fødselsdag den 28. Den blev hele tre år og kan både selv gå på potten og spise med kniv og gaffel ;-) Så et forsinket tillykke til den hermed. Jeg lagde ud med at få ca. 2500 besøg det første år og dette år blev det til 9250, så det går stødt fremad. Vi lever jo ikke i et stort land, som David fra Snow Branches gør. Hans blog er netop fyldt 1 år og har allerede haft 9300 besøg! Men han er også bedre til at få opdateret end jeg. Og så er han også langt mere aktiv til at besøge andres blogs, blandt andet min. (Tak David, fordi du gider læse og kommentere på en blog på dansk)

Og tak til alle I andre der igennem året har læst med og kommenteret! Det er sjovest når man ved der sidder nogen og læser med :-)

Bloggen fik et nyt udseende i årets løb og jeg fik vist blogget lidt mere end sidste år. Og sådan må det gerne udvikle sig det kommende år også. Det er mit nytårsfortsæt for bloggen, at der skal flere indlæg i 2012 end i år.

Nu vil jeg sætte mig i min sædvanlige nytårs meditation, mediterer på min egen begravelse og lytte til hvad dem jeg elsker siger om mig. Derefter skrive mine personlige nytårsfortsæt ned.

Med ønske om at alle levende væsner må vågne i det kommende år, ønsker jeg hermed alle mine læsere rigtig godt nytår. Pas godt på hinanden.

Vi ses i 2012!

Jeg har været stilheds fanatiker og jeg møder andre der er. Især møder jeg buddhister som mener at sandheden ligger i stilheden. At det er stilheden vi skal finde ind til på puden. Da jeg læste Tolle fik jeg ideen at stilhed var der jeg kom fra og den som ville gøre mig i stand til at se virkeligheden. Det gjorde mig nærmest besat af at jagte den. Det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig og forvirret. Intet kan fanges og fastholdes. Det kan stilhed heller ikke. Og hvorfor skulle man ønske det? Man finder intet i stilhed, som ikke kan findes i larm, eller alt andet lige så vel. Er der noget at finde overhovedet? At tro man kan finde fred, sandhed, stilhed i stilhed er illusioner. Grib ud efter dem og du byder dukkha indenfor. Det minder dette digt mig bl.a. om og jeg er ret vild med det.

For at læse andre af Johns digte så smut over på hans lækre blog greatplainsbuddha.com
(John har givet mig lov at oversætte digtet)

Stilhed af John Pappas

At sidde i stilhed er ikke lig med frihed,
stilhed betyder ikke fravær af smerte.
Skønhed vil stjæle dit hjerte.
Vilde dyr vil springer over dit hegn.
Blade vil blive brune, dø og falde.
Ild vil sprede sig vildt over dine marker.
Sultne spøgelser vil æde din mad.
Dæmoner vil stjæle din stemme.
Devaer vil håne dig.
Alt i stilhed.
Og du
vil
ikke
engang
høre
dem
komme.

Fårekyllinger og gråd definerer
Samsaras verden
og fremhæver
Nirvana.

Ok, det her er ikke hvad du normalt finder på bloggen. Men;

Jeg står og skal flytte med min lille hund, så jeg søger derfor et hus/rækkehus/(min.) treværelses lejlighed, i/omkring Randers, aller helst med have. Husleje max 4700 ekskl. forbrug

Jeg er en kvinde i 30′erne, der lever et stille og roligt liv, med velopdragen hund.
Jeg kan flytte ind med det samme.

Skriv mig en mail på senshin@tendai.dk eller læg en kommentar herunder.

Jeg blev nomineret til at skrive denne post af David, som har bloggen Snow Branches, som blev opfordret til at skrive Seven Links – Browsing through the Branches af Lynette som har 108ZENBOOKs som igen blev opfordret af en anden, som igen.. du fanger ideen ;)
En lang række af selvreflekterende bloggere, som ser ud til at være begyndt her

Her er reglerne. Bloggere navngivet i en “7 Link” post opfordres til at liste syv af deres indlæg, der passer til disse kategorier:

1.  smukkeste
2.  mest populære
3.  mest kontroversielle
4.  mest hjælpsomme
5.  mest overraskende populær
6.  mest oversete
7.  posten der gør dig mest stolt

Derefter nominere fem andre bloggere til at gøre det samme.

Lige som David synes jeg det er svært.
Jeg har ikke så mange læsere som de andre har på deres blogs, jeg tænker at det ikke kan interessere så mange af mine læsere, jeg synes måske ikke jeg har så meget på min blog, som andre har, der er værd at fremhæve osv. osv.
Men når de andre kan, kan jeg også. Og det er da lidt hyggeligt og sjovt at David har nomineret mig.

1. Smukkeste post.
Jeg synes ikke jeg har skrevet det smukkeste jeg har postet. Det har en anden blogger. Selvom det efterhånden er en post der er mere end 2½ år gammel er det den første der falder mig ind: Giv det videre 

2. Mest populære.
Det som allerflest søger på og læser handler  (desværre) slet ikke om noget buddhistisk. Men det lugter alligevel lidt af det ;-) Endnu en post af ældre dato : Japanske tatoveringer

3. Mest kontroversielle.
Ingen af mine posts har været kontroversielle. End ikke tæt på.
Men skulle jeg selv sige hvilke der kunne have været det, ville det være min seneste post om bogen ‘Eat, Sleep, Sit’. Jeg nævner i posten at, i det Zen kloster forfatteren træner i, både sulter og bliver man slået og sparket hver dag. Men jeg siger ikke at jeg tager afstand fra det (for det gør jeg ikke). Jeg kunne forestille mig at det ville støde nogen. Men det har det endnu ikke:
Bogen ‘Eat, Sleep, Sit’

4.Mest hjælpsomme
Det mest hjælpsomme, for mig, er indlægget om at bære andres dukkha. Jeg har været rigtig slem til, og er det til dels stadig, at bære rundt på noget andre har gjort eller sagt. Jeg har arbejdet med det, og gør det løbende, men ikke meget andet har hjulpet mig så meget som at få skrevet om det: At bære andres dukkha

5. Mest overraskende populær.
Det er indlægget ‘Japanske tatoveringer’ som jeg nævnte tidligere. Det er helt utrolig så mange besøg min blog får p.g.a det indlæg! Så mangler du læsere, så nævn tatoveringer i et indlæg ;-)) Et andet indlæg der overraskende bliver læst meget er dette om nytår: Det nye år er her!

6. Mest oversete.
Hm, ja der er mange der ikke er blevet læst ret meget. Jeg er dansk og skriver om buddhisme, så det siger næsten sig selv. Et indlæg jeg dog synes tåler at blive læst lidt oftere, er et af de første mere alvorlige jeg skrev: At give slip

7. Posten der gør dig mest stolt.
..øhh? Det ved jeg godt nok ikke. Men jeg husker jeg blev meget stolt da jeg i tidernes morgen, som helt ny buddhist, blev spurgt af min sensei om hun måtte bruge dette indlæg i Tendai bladet: Buddhisme, en religion?

Og det var det!
Hvem skal jeg så nominere?….Faktum er at jeg mest læser udenlandske blogs og de fleste de har dem nok slet ikke ved jeg eksisterer ;-) Så det er ikke nemt. Eller den først er, og den er pæredansk; min søde sensei Shomon som har bloggen Et lys i mørket skal selvfølgelig med på listen! De næste tror jeg ikke ser min post, men man kan jo aldrig vide ;-) Chris Lemig fra en af mine absolutte ynglings blogs The Narrow Way, John Pappas som har endnu en højt skattet blog Point of Contact og sidst, men ikke mindst, Kyle som har The Reformed Buddhist.

Var det kun fire? Tja, så nominerer jeg David fra Snow Branches, hvis blog jeg værdsætter meget,  men da han allerede har lavet en post, så  behøver han selvfølgelig ikke igen ;-)

Og det var sådan cirka fem.

Jeg citerer David, for jeg har det på samme måde: “Please don’t feel obligated in any way to play – you didn’t put your name in the hat, so I hope you just do whatever feels right. Just reading your blogs is good enough for me.”

Gassho,
Senshin

For nogle dage siden læste jeg bogen ‘Eat, Sleep, Sit’ færdig.

Den er skrevet af Kaoru Nonomura og har undertitlen “My Year at Japan’s Most Rigorous Zen Temple’. Og er hans fortælling om hans ophold i Zen templet Eiheiji.

Jeg er  ikke den store fan af japanske forfattere. Jeg synes de skriver meget faktuelt, meget opremsende og meget lidt beskrivende i forhold til hvad jeg normalt er til. Og det var også det jeg synes med denne til at begynde med. Men kender man mig, ved man højst sandsynligt, at jeg elsker  meget hård træning. Eller i hvert fald ideen om meget hård træning ( ellers var jeg nok tjekket ind i det kloster i Japan) så jeg læste med glæde videre og slugte hvert et ord.

Meget meget hård træning er hvad forfatteren var igennem det år i zen klosteret! Og har man ideen om at et ophold i et buddhistisk  kloster er lyserødt, romantisk og rart, så bliver ens tro godt nok pillet ved. Han undergår store prøvelser;  ingen kontakt med omverdenen overhovedet, end ikke familie,  at blive slået og sparket dagligt, at sulte, at have absolut ingen privatliv, at kigge ind i en væg i timevis og at måtte gøre selv et toiletbesøg til  meget kompliceret praksis.

Jeg vil ikke fortælle side op og ned om bogen, man kan læse meget mere om den mange andre steder. (bl.a  kort her)

Kun sige at det er en virkelig stærk bog, som udfordrer, som inspirerer, som chokerer, som glæder. Har du et billede af at buddhisme altid er rar, varm og hyggelig og vil beholde det billede, så læs ikke denne bog ;-) Er du derimod åben for at buddhistisk træning kan ske uden fløjlshandsker for virkelig at se Mara i øjnene og turde danse med ham, og at vi ikke altid behøver at forstå hvorfor ting bliver gjort som de gør, af de som er længere på vejen, så læs bogen. Jeg håber du vil nyde den lige så meget som jeg har gjort.

Havde jeg vundet de 117 millioner i Lotto igår havde jeg helt sikkert, efter at have læst denne bog, bygget et kloster i dag :-)

The whole universe
shatters into a hundred pieces.
In the great death
there is no heaven, no earth.
Once body and mind have turned over
there is only this to say:
Past mind cannot be grasped,
present mind cannot be grasped,
future mind cannot be grasped.

( Zen Master Dogen Zenji,
Enlightenment Unfolds)

Hvis der var noget jeg gerne ville her i livet (udover at vågne selvfølgelig) så var det at skrive; Skrive bøger, skrive artikler, skrive dagbog, skrive her på min blog, skrive breve, skrive huskesedler, skrive noter,  skrive digte, skrive tanker ned og  og skrive ideer ned, skrive… what ever.

Da jeg var barn var jeg ikke synderligt dygtig til ret meget. Jeg var ok til ballet, men jeg kom aldrig ind på den Kongelige balletskole, trods flere forsøg. Og det er det jeg husker jeg var bare ok god til. Da jeg blev teenager blev jeg pludselig god til en masse ting; til at ryge, til at drikke, til at have kærester, til at irritere og bekymre min forældre, til at gøre oprør, til at bande og til at lave huller i næse og øre. Hvis der var noget af alt det, jeg skal sige jeg var decideret fantastisk til, var det at bekymre mine forældre. Og så var jeg ok god til faget ‘dansk’. Og det var jo endelig noget nyttigt. Og når jeg blev bedt aflevere en stil blev jeg glad. Jeg kunne lide at skrive og jeg gjorde det gerne i mine teenage år; jeg skrev laange stile, jeg skrev dagbog hver eneste dag om hjertesorg, om venindeproblemer, om hvor total ondsvage min forældre var. Jeg skrev digte som var meget dystre. Jeg har stadig mine gamle dagbøger til at ligge. Der er en del, kan jeg sige!

Og jeg fik ros for mit skriveri af mine dansklærer. Jeg fik godt nok at vide at min tegnsætning kunne gøres bedre og at jeg konstruerede de mest finurlige lange sætninger (som altså ikke så spor finurlige ud for mig), men I skriftelig dansk til afgangseksamen fik jeg mit eneste 11 tal. Og mit mål i livet var da også at blive journalist. Ikke fordi nyheder som sådan interesserede mig særligt meget, men fordi det betød jeg kunne skrive alt muligt. Jeg søgte aldrig på ind på Journalist Højskolen, mit liv gik slet ikke i den retning. Og så blev jeg voksen og glemte at skrive. En dag blev jeg spået i  kort af en synsk, at jeg ville skrive en børnebog. Jeg blev både glad og ked af det. Glad fordi jeg fik at vide jeg ville skrive en bog. Ked af det fordi børn aldrig har været mig. Jeg behøver vel ikke at sige hun spåede forkert ;-) Men det mindede mig om hvad jeg gerne ville.

Men som sagt, så glemte jeg at skrive da jeg blev voksen. Jeg var forvirret oven i mit hoved, så at skrive var det sidste jeg tænkte på. Men nu er der kommet mere ro på. Nu er lysten der igen. Jeg har endda et par emner jeg rigtig gerne vil skrive om. Som i RIGTIG gerne. Men når jeg sætte mig for at gå igang kommer der intet. Eller i hvert fald kun meget lidt. Det er som om jeg har glemt hvordan man gør. Det hele er derinde, men jeg kan ikke få det formuleret skrifteligt. Og det er som om at jo mere jeg gerne vil det, jo mindre kan jeg. Der kommer ganske enkelt ikke noget ud!

Så nu er jeg begyndt at skrive dagbog. Eller retter; når jeg husker det, skriver jeg dagbog. Det er ikke videre interessant, meget i retning af; i dag har jeg mediteret, spist, arbejdet, været på Facebook, mediteret, spist. Ikke det vilde, men egentlig også bare ment som øvelse. Øvelse i at få noget ned på papir (=pc) nøjagtig som dette indlæg har været! Da jeg startede med indlægget var der en ganske god ide med det, men nu husker jeg den ikke længere. Men jeg har fået skrevet og det gør mig glad.

Og nu hvor du alligevel har læst med så længe, så får du lige det her med med på vejen:

The Journey

Af Mary Oliver

One day you finally knew
what you had to do, and began,
though the voices around you
kept shouting
their bad advice–
though the whole house
began to tremble
and you felt the old tug
at your ankles
“Mend my life!”
each voice cried
But you didn’t stop.

You knew what you had to do,
though the wind pried
with its stiff fingers
at the very foundations,
though their melancholy
was terrible.

It was already late
enough, and a wild night,
and the road of fallen
branches and stones.
But little by little,
as you left their voices behind,
the stars began to burn
though the sheets of clouds
and there was a new voice
which you slowly recognized as your own,
that kept company
as you strode deeper and deeper
into the world,
determined to do
the only thing you could do–
determined to save
the only life you could save.